Jeg ved ikke helt hvordan jeg skal sige det her. Jeg har en psykiater jeg er helt vildt glad for og ser ca. 3timer om ugen og har snakket med i mere end et halvt år nu. Men der er bare ting jeg ikke kan sige når jeg sidder foran hende. Det er som om jeg føler mig sikker når jeg er inde hos hende, der er roligt på en eller anden måde og jeg ved jeg har pause. Og nogengange tør jeg bare ikke bryde den der stilstand fordi jeg ved hvor ustabil jeg er, fordi det efterhånden nærmest kun er derinde min hjerne lader mig i fred. Jeg ved ikke. Måske er det også bare fordi jeg ikke tør sige noget om min far i det hele taget. Jeg har faktisk altid troet sådan rimelig meget på at der ikke skete noget før jeg blev 11. Jeg havde nogen svage minder om at jeg var bange for at min mor ville finde ud af de billeder min far tog af mig når jeg sov når vi var på ferie sammen. Jeg ved at jeg nægtede at sove inde hos ham fra jeg var 5 til jeg var 12, og de meget, meget få gange jeg sov hos ham, kunne jeg huske nogen lidt mærkelige ting. Men sådan meget mildt, kun noget med at jeg ved at han var tændt og at jeg skulle sidde ovenpå ham og sådan noget med at trykke sig ind mod mig. På en eller anden måde har jeg ikke rigitg gjort det til et issue - jeg har tænkt at jeg har haft en normal barndom. Men for et par måneder siden fik jeg et flash (jeg har ptsd og får dem ret ofte, men mest fra da jeg var 11 og fra ham jeg var sammen med for et år siden, er faktisk det eneste rigitge flash fra da jeg var helt lille) hvor jeg sad i min fars sofa og der sad en ved siden af mig og jeg skulle lege med hans pik. Jeg tror jeg har været omkring 4, måske endnu mindre. Jeg gik helt ned da jeg fik det, og får stadig fysisk kvalme og har svært ved at holde på tanker, de forsvinder for mig fordi jeg ikke tør tænke dem færdige, jeg bliver panisk, når jeg tænker på det. Jeg har en masse problemer stadigvæk selvom de værste sidder i fængsel, men der er en der har nogen lydoptagelser af mig, og nogen billeder og han er jounalist. Han får min ptsd til at gå totalt amok, og han synes at det er frækt at jeg reagerer så kraftigt på det når han gør ting. Det har været ok i ret lang tid, fordi han synes det var frækt nok kun at rage på mig fordi der ikke skal så meget til før jeg begynder at tude og prøve at komme væk for tiden, men for ca. 3uger siden begyndte han at blive træt af det og han har haft sex med mig tre gange. Jeg skriger, græder og siger jeg ikke kan, og når han stadig bliver ved prøver jeg at bede om han ikke vil vente fordi jeg ikke kan trække vejret fordi jeg panikker. Men han ligger sig bare ovenpå mig sådan så jeg ikke kan bevæge mig og så mit hovede er presset ned i madrassen så jeg ikke kan sige noget eller trække vejret. Det eskalerer ret meget og sidste gang prøvede han at kneppe mig i røven, men jeg kæmpede mig fri og kom til at sparke hans computer ned fra bordet og så slog han mig (ikek sådan sindsygt meget og kun med flad hånd i ansigtet og ikke så voldsomt på kroppen heller) og havde sex med mig. Det fik min hjerne til at fucke helt ud og han gav mig nogen ret stærke angstpiller som fik mig til at falde ned. Men så om natten vågnede jeg og jeg freakede helt ud og han holdt fast på mig, men jeg ville bare væk så jeg prøvede at komme ud, selvom jeg ikke havde noget tøj på, min hjerne fungerede bare ikke, men jeg besvimede to gange på vej hen til døren og han hørte det og tog mig ind igen og brændte mig (ikke dybt, men nok til at jeg har blokket det og først vidste hvad der var sket da jeg så brandsårene et par dage senere) med sin cigaret. Men faktisk var det ikke det jeg ville sige, det er bare baggrunden, fordi de sidste par nætter har jeg haft nogen fucked up mareridt, der skræmmer mig så meget at jeg stresser for meget til at mine sovepiller virker, jeg stresser effekten væk. Jeg har drømt at jeg har sex med min far og jeg drømte at han lejede mig ud. Jeg har drømt det hver nat. Det er en blanding af noget der kan være gamle minder fra da jeg var lille, og så noget som ikke kan være sandt fordi jeg er på alder med mig selv. Det er sindsygt ulækkert, og jeg føler mig sindsygt klam over at min hjerne opdigter det. Men det jeg er i tvivl om er om der skete noget da jeg var lille. Om min hjerne selv har opfundet de der minder, og flashet? Politiet og sagsbehandleren og min tidligere psykolog kørte helt vildt meget på det, så det kan jo godt være at de har skabt minderne? Men på den anden side reagerer jeg lige som jeg plejer når jeg får minder tilbage (kvalme og fucked up tanker, og så ryster mit ben sindsygt meget). Og er så pisse bange for at lukke øjenene fordi jeg ved det kommer. Og jeg ved fra dengang sovepillerne virkede at så er det bare som et være fanget med mareridtet. Jeg ved ikke hvad jeg skal tro? Og der er en anden ting, fordi jeg så på min stedfars computer for en uge siden ca. i den der downloadet-menu-ting at der var sådan nogen filer der hed lolita og så nogen numre. Og det lignede sådan nogen filmfiler for jeg tror nok at logoet var hans filmafspillers. Og da jeg så vores fotoalbum igennem for noget tid siden, så fandt jeg sådan nogen fotos hvor jeg sidder ovenpå ham og pisker mig med et bælte. Jeg er 10. Men jeg har slet ikke en dårlig fornemmelse med ham? Overhoved? Og billederne giver mig ikke kvalme? Og det er også bare sindsygt usandsynligt at de begge to skulle have gjort noget. Men jeg ved ikke hvad jeg skal tro, for der er bare mange ting der taler for at der skulle være sket noget. Men på den anden side tør jeg bare ikke stole på min hjerne. Jeg vil allerhelst bare lægge det væk og ikke tænke på det, men kan jeg ikke lige nu. Undskyld det er blevet så langt, men håber i har tid til at læse det, for vil gerne vide om det bare er mig der opdigter det, eller hvad i tror? Vil på en eller anden måde gøre det nemmere, ikke at det gør en forskel, ,men alligevel. Og igen undskyld!!! Jeg vidste bare ikke hvordan jeg skulle skrive det kortere.