Kære Anja Du må snart være træt af mig nu... men for fanden hvor er det frustrerende det her ! Jeg håber det er ok jeg skriver igen. Overvejede at ringe, men tænkte jeg nok hellere måtte lade være... Hun tog ikke brevet op til samtalen efter og jeg turde bare ikke selv. Jeg prøvede flere gange men jeg kunne bare ikke. Jeg tror hun regner med jeg bare skriver det til mig selv og så er det det. "det er jo for voldsomt at tale om så måske vi bare skal tale om hvad det har gjort ved dig"... jeg føler ikke hun kan rumme når jeg bliver stille og ikke siger noget. Hun spurgte flere gange i sidste samtale om jeg overhovedet var til stede eller om jeg var gemt helt væk inde i mig selv. Hun endte med at virke irriteret over at jeg bliver så stille og forsagt. Hun sad bare og kiggede frustreret rundt i rummet og virkede bare så irriteret over at jeg ikke bare selv siger en masse. Jeg sagde til hende det er svært. Jeg sagde at jeg synes det er virkelig svært bare selv at sige og sådan. Jeg overvejer lidt at skrive et brev til hende, til næste samtale og sige at jeg har ufattelig svært ved det selv, skrive at jeg har brug for at hun på en måde går til mig og spørger mig og ikke lader mig gemme mig væk der hvor jeg bare bliver stille og forsagt. Men jeg ved ikke om jeg tør. Jeg ved ikke om hun overhovedet vil være i stand til det, når hun ikke engang virkede til at kunne rumme at jeg bare blev stille. Jeg har fået talt en lille smule med en (en fra en tlf-rådgivning) hvor vi talte lidt om det, sådan helt konkret. Selvom det var rigtig svært, så var det bare rart at hun rummede mig og lyttede og spurgte. At hun lod mig fortælle, at hun turde spørge. Det var befriende, selvom jeg ikke turde sige særlig meget. Det var befriende at få sagt nogle af alle de ting han sagde til mig, selvom jeg ikke turde sige særlig meget af det... Det var bare så... lettende faktisk. Hun spurgte sådan virkelig konkret til det og turde høre det. Hun lod mig ikke bare forsvinde hen hvor jeg bliver stille. Hun fortalte mig at det var ok hele tiden, at der var ikke noget der var dumt osv. Hele hendes måde at gøre det på, var bare så rar og fik mig til at føle tryg, så jeg fik fortalt lidt om det, uden faktisk rigtigt at græde. Jeg turde selv at være i det. Jeg ville ønske hende fra centeret gjorde det samme. Jeg har hele tiden de ting i hovedet du har sagt til mig, men når jeg sidder overfor hende er det bare noget nær umuligt. Hvor længe går der normalt inden man sådan... bliver sig selv agtigt igen? For helt sig selv bliver man jo vel aldrig men bare sådan... ca? Jeg bliver bare ved med at slå mig selv i hovedet. Det var jo min egen skyld. Jeg ved jo godt med fornuften at sådan er det ikke, men sådan føles det bare ikke inden i mig. Der føles det helt anderledes. Det er bare så frustrerende det hele. Jeg føler ind i mellem at hovedet er ved at sprænges. Min angst er tilbage. Jeg bliver rastløs og urolig og kan ikke rigtig finde ro... Hilsen... ja hende igen...