Kære du. 

Jeg kan godt forstå, at du gerne vil have svar på, hvorfor du selvskader, og har gjort  det i lang tid på forskellige måder, uden at føle, at det er fordi du har det dårligt med dig selv. Det er vigtigt at sige, at der kan være mange grunde til, hvorfor man selvskader, og ofte ligger der meget bag, så kan jeg ikke nødvendigvis fortælle dig, hvorfor du selvskader.  Selvskade kan være en måde at udtrykke, at man har det svært, og at man håndterer det, man kæmper med, ved at lave skade på sig selv. For nogen er det nemmere at forholde sig til en fysisk smerte end en indre smerte. Så man behøver ikke nødvendigvis have det dårligt med sig selv for at selvskade. Det kan også være voldsomme oplevelser, der har ført til at det er en måde, man bearbejder den oplevelse på. Men det kan også være fordi, at man har det rigtig svært med sig selv.

Når jeg læser dit spørgsmål, så tænker jeg, at du i dit brev faktisk er med til at besvare det, du spørger om. Du skriver nemlig, at dine forældre aldrig har givet dig opmærksomhed, og at du gør alt muligt mærkeligt for, at de netop skal lægge mærke til dig. Så jeg tænker om det kunne være det, der er på spil i forhold til din selvskade? 

Alle har brug for at blive set, få omsorg, og føle at de har betydning. Det er nogle helt basale menneskelige behov, og det er særligt vigtigt at få det opfyldt af ens forældre. Så når de behov ikke bliver opfyldt derfra, så er det naturligt at reagere. Og det vil man gøre på forskellige måder. Ud fra det du skriver, så tænker jeg at din selvskade umiddelbart kan være en reaktion på dine forældres manglende opmærksomhed på dig. Det er måske startet med, at du ubevidst har villet teste hvad der skulle til, for at dine forældre ville lægge mærke til dig og give dig den opmærksomhed som du længes efter og har brug for. Og når det så ikke har virket, så har du prøvet noget nyt, og noget mere voldsomt end tidligere, og nu har det udviklet sig så meget, at det kan være svært for dig at styre. At gøre skade på sig selv kan godt være vanedannende, da det udløser nogle kemiske stoffer i kroppen, som man kan blive afhængig af at få. Så man kan hurtigt ende i en ond spiral. 

Jeg synes at det er en rigtig god start, at du skriver til os og fortæller, hvad du oplever og hvordan du har det. Det er et godt første skridt. Jeg synes, at du skal overveje også at fortælle det her til en, du stoler på. Det kan være en veninde eller en lærer eller et andet familiemedlem. Og det kan også være til dine forældre. For det er vigtigt, at de ved, hvordan du har det, og at du faktisk ikke oplever, at de ser dig og giver dig den opmærksomhed, som du har brug for. Jeg kan godt forstå, at det kan være rigtig svært at skulle fortælle dine forældre det, så derfor kan det måske også være nemmere at starte med at fortælle en anden om det, så du har prøvet at sige det højt og får talt om det. Det kan også være, at det er nemmere for dig at sige det til én af dine forældre, eller skrive det i et brev til dem. 

Udover at få talt med nogen om det, så er det også vigtigt, at du finder en måde at stoppe med din selvskade. Det er ikke nødvendigvis ligetil, men en start er at finde ud af, hvorfor du gør det. Måske mit svar til dig har hjulpet dig med at finde ud af det. Men du kan også prøve at lægge mærke til, hvornår du selvskader. Sker det fx når du keder dig, når du er ked af det, efter et skænderi med din mor?  Det kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der udløser selvskaden. Derfra skal du finde en anden strategi til at håndtere de følelser, du oplever i de situationer, i stedet for at selvskade. Det kan være at slå ned i en pude, høre noget højt musik, løbe en tur osv. Jeg kan anbefale dig at kigge fordi Landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade, hvor du i deres rådgivning kan få hjælp til, hvordan du stopper. Du kan måske også få noget inspiration i de her råd. 

Jeg håber, at du kan bruge mit svar, og at du har mod på at snakke med nogen om hvordan du har det.

De bedste hilsner
Laura