Kære du

Det er hårdt at være i et hus hvor nogen er ramt af depression. Og når begge voksne har depression, kan det give mange udfordringer. Det kan, som du selv har oplevet, give en trykket stemning, som kan være hård for resten af husets beboere.

Den 'kroniske sorte sky', du beskriver, giver et godt billede af det. Det lyder til, at du holder rigtig meget af dem, og at du prøver at lette det lidt for dem. Det kan du godt være stolt af. Jeg er sikker på, at de er glade for, at du lytter til dem, og tager hensyn til dem.

Når det så er sagt, bliver du også nødt til at passe på dig selv, så du ikke løber tør for energi. Det lyder til, at det under alle omstændigheder er vigtigt, at der sker noget, så du ikke risikerer at falde i samme hul som din far og bonusmor er I.

Du skriver, at du ikke har lyst til at konfrontere dem med det. Hvis du ender med at flytte, kommer du til at konfrontere dem med det alligevel, så jeg vil faktisk råde dig til at snakke med dem om det. Jeg tænker ikke du behøver at lave en 'konfrontation', men hvis du stille kan fortælle dem, hvordan du har det, får de også mulighed for at hjælpe og støtte dig. Du skriver, at de ved, det påvirker dig, og at de har svært ved at tage stilling til det. Det er dog ikke sikkert, at de ved hvor meget det påvirker, når du, fordi du vil passe på dem, ikke har ville konfrontere dem.

Måske kan en snak gøre, at de finder ud af, hvor slemt det egentligt står til. Og så kan det være starten på et skrift, som på sigt kan lette lidt af den sorte sky. Det kan være, at dit opråb gør det nemmere for dem at starte i behandling, fordi de ser, hvordan det går ud over andre. Det kan også være, at I kan forsøge at skabe rum for mere glæde og optimisme. Måske lave nogle sjove ting sammen, som kan lette humøret lidt, bare i en kort periode. Måske indføre nogle 'regler' som kan gøre, at de ikke bliver presset for meget, men at du stadig har lyst til at være hjemme. Jeg ved ikke, om du har søskende, men hvis du har, er de nok også mærkede af det, og vil sikkert også gerne tale om det.

Det er rigtig dejligt, at du selv er meget optimistisk, energisk og eventyrlysten, og det, samt dit overskud i hverdagen, skal du gerne kunne holde fast i, også selvom de voksne er deprimerede. Hvis ikke det hjælper at tale med dem om det, kan det godt være, at løsningen er at flytte, så du kan holde fast i dig selv. Hvis du kun har ½ år tilbage af gymnasiet, vil jeg råde dig til at vente. Det kræver meget tid og energi at flytte, og slutningen af 3.g er et svært tidspunkt at flytte på, med de mange eksamener der starter om et par måneder. I så fald vil jeg råde dig til at følge de overstående råd, og så bruge tid hos nogle venner, hvor du kan føle dig hjemme og glad. Hvis du går i 2.g, kan 1½ år godt være lang tid, og så vil jeg råde dig til at overveje flytningen. Der er regler for SU mm. afhængig af hvor man bor, så du skal sandsynligvis have fat i kommunen for at kunne få fuld, udeboende SU. I så fald vil jeg råde dig til at kontakte studievejlederen på dit gymnasium.

Du kan også overveje at kontakte Sind, der tilbyder rådgivning for pårørende til psykisk syge. Tuba, som tilbyder terapi og rådgivning til unge, der er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug, kunne også være relevant. Og så er du selvfølgelig også meget velkommen i vores chat.

Kram

Luna