Nervøs før gym

brevkassespørgsmål

Nervøs før gym

brevkassespørgsmål af
Nikole
16 år
Oprettet 2 måneder 4 uger siden

Hejjj Cyberhus… Jeg er en pige på 16 år som ikke har det så godt, og som både mig og min psykolog er sikker på jeg har depression, men jeg har ikke en formel diagnose, og jeg kan heller ikke få en af personlige grunde. Jeg skriver ind fordi jeg gør mig tanker om gym, men jeg ved heller ikke om jeg overhovedet kan komme igennem det. I folkeskolen var mine karaktere helt fine, men jeg havde særlige aftaler om at jeg f.eks. kunne gå når jeg ville, eller ikke skulle i skole lige så meget som de andre. Jeg var også fritaget fra de mundtlige eksamener. Efter 9. tog jeg et sabbatår, og der er jo snart deadline til gymnasierne nu.. Jeg gider ikke være 18 år når jeg starter på gym, så jeg vil gerne det her år, men jeg ved ikke om jeg overhovedet har overskud, eller hvilken jeg skulle vælge. Jeg ved man kan få speciel hjælp, men er det overhovedet muligt uden en formel diagnose? Jeg er meget nervøs for om jeg overhovedet kan komme igennem en hel uddannelse, især uden noget specielt. Jeg har ingen energi og jeg kan ikke koncentrere mig, så ekstra timer virker i hvert fald ikke, har vi fundet ud af. Men jeg ved ik hvad jeg egentlig kan gøre? Mvh. Nikole

Svar: 

Kære søde Nikoline.

 Først og fremmeste vil jeg sige at det er rigtig stærkt, at du har taget dig mod til at skrive ind til os, jeg skal prøve at hjælpe dig så godt som jeg kan.

 Når jeg læser dit brev kan man tydelig fornemme, at du står overfor en svær situation, og det er helt forståeligt, at du føler dig usikker på, hvordan du skal håndtere det. Selvom du ikke har en officel diagnose er det stadig muligt at søge en form for støtte fra skolen. 

 Jeg vil anbefale, at du til en start fx tager kontakt til en studievejleder for at snakke om dine bekymringer og de udfordringer, du står overfor.

En studievejleder kan som regel være i stand til at hjælpe med at finde de nødvendige ressourcer og tilpasninger, der kan lette din overgang til gymnasiet samt tiden i gymnasiet. Det kan fx inkludere ekstra støttetimer, alenerum til skriftlig eksamener eller andre hjælpemidler. 

 Måske kan du også overveje at indbringe udtalelse fra din psykolog, så gymansiet også kan se hvad de særlig skal tage hensyn på denne måde kan der måske skabes et mere sammenhængende støttesystem for dig.

 Jeg bemærker også du siger du helst ikke vil være 18, og starte på gymansiet, hvis dette er fordi du syntes det er for gammelt kan jeg personligt fortælle der i min gymansieklasse var 5 som allerede var 18 da de startede i 1.g, så der er ingen skam i at starte som 18-årig. 

 Skulle det være sådan at en almindelig stx virker for overvældende, kan du også overveje alternative uddannelsesmuligheder som fx kan tilbyde e-learning eller fjernundervisning, dette kan muligvis giver mere fleksibilitet og tilpasning til dine behov.

 Jeg vil runde mit skriv af med at sige husk på, at det er okay at tage sig tid til at vælge den uddannelse, der passer til dig og dine behov. Uanset hvilken beslutning du træffer, er det vigtigt at prioritere din mentale sundhed og søge støtte fra dem omkring dig.

 Håber mit skriv kan hjælpe dig lidt, og jeg vil ønske dig al held og lykke

 Venlig hilsen Kylie.

cyberhuskyles billede
Kylie fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program