Moralsk konfligt

brevkassespørgsmål

Moralsk konfligt

Draha Cyberhus.

Jeg står pt i et dilema som jeg tror kunne få gavn af noget input udefra :

Jeg er adopteret. Efter 20 års adskillelse har jeg endelig fundet min biologiske mor , som er enlig mor overfor mine søskende og jeg. De klarer sig godt og hun er hverken fattig eller syg. Hun lever i bedste velfærd og sørger for at mine søskende kommer i skole hvor de brillierer både socialt og fagligt. De bor også fint en stor lejlighed . Så alt i alt er de/vi en helt almindelig middlklasse familie.

Til sommer er jeg færdige med mine studier og får at få noget luft . Og finde ud af hvad jeg egentlig vil med min karriere og planer , flytter jeg hjem til min biologiske mor og bor der i et halvt år sammen med hende. Det er slet ikke en mulighed ikke at flytte derned så jeg ernød til at se dilemaet i øjnene.

Min mor og jeg er allerede blevet meget tætte og vi snakker meget med hinanden . Hele familien har været vidunderlige til at modtage mig og de glæder sig allerede til Juni hvor jeg ankommer.

Men her er dilemaet : Jeg har grundet min barndom været igennem en masse traumer , som kom af at være alene og isoleret. Traumerne har medført at jeg har noget der hedder angst tanker eller ´katastrofe tanker ´som det også bliver kaldt. Det er ikke desideret angst diagnosen , men stadig en del af angst . Jeg går ikke til psykiatrien med det fordi det ikke er nødvenigt. Jeg har fået min behandling og jeg har nogle måder at takle det på. Men jeg har nogle adfærdsmønstre som viser det ret tydeligt , i form af at jeg kan være meget reserveret og have brug for mere ro end andre . Mine sanser er meget ude og jeg registrerer mange ting på en gang og kan derfor få en følelse af overvældelse. Så i perioder er jeg meget stille , eftertænksom og sover mere end andre. Jeg får også nogle gange katastrofe tanker , som betyder at jeg bliver bange for ting som højst sansynligt ikke sker . Det kan fx være hvad nu hvis taget braser sammen , og så kan jeg så og være fuldstændig lammet i kroppen af skræk for at taget falder ned.

Jeg plejer at gå væk når jeg har det sådan og falde ned. Men jeg ved at det er noget familien og specielt min mor kommer til at lægge mærke til og jeg ved at hun vil spørge ind til det . Så mit spørgsmål er : fortæller jeg min mor sandheden og fortæller om angst tankerne , eller lader jeg vær med at fortælle hende og forsøger at gemme det for hende??

Grunden til at jeg er i tvivl er fordi jeg er bange for at hun vil blive ked af det og få skyldfølelse . Men det var ikke engang hendes skyld at jeg blev bortadopteret.

Hun er meget intelligent og kender mig efterhånden så godt at hun ved hvis jeg gemmer på noget og jeg vil ikke have at hun bliver skuffet over mig. Jeg ved hun er vant til psykiske vandskeligheder fordi min tante ( hende søster ) er utrolig neurotisk..

Hvad skal jeg gøre ????

p.s jeg kan godt sproget,

Vh Lutsi

Svar:

Hej Lutsi

Tak for dit brev. Det er godt at høre at du har taget en vigtig beslutning omkring din nærmere fremtid, og hvor lyder det spændende! Det lyder som om at du både er moden og modig, da du har opsøgt din biologiske familie, og vil bo sammen med dem en tid. Vildt flot at du kan tale sproget!

Et mere helt menneske

Du er ung og på vej til at finde din retning i livet. Den rejse du begiver dig ud på, håber jeg vil gøre dig til et mere helt menneske, så du i dit indre i fremtiden bedre vil kunne forlige dig med det liv, der blev dit, og som du nu selv kan begynde at forme mere, nu hvor du er voksen og på vej til at træffe flere valg om din fremtid.

Det lyder som om at du er godt i gang med at forberede dig mentalt på den store rejse der venter dig, også mentalt.

Det at møde din store familie bliger i sig selv følelsesladet. Jeg tænker at I alle vil føle stor lykke over at blive forenede. Der vil blive meget latter, grin og sjov. Men også tårer og gråd kan dukke op! Alle mulige følelser kan komme til udtryk. Din biologiske mor må indimellem have tænkt på dig med stor sorg, og for hende vil der også være nogle følelser på spil, som hun på en eller anden måde også skal takle i forhold til dig. Da I er vokset op i forskellige kulturer, kan det være en fordel at tænke over og iagttage, om I er vant til at vise følelser på forskellige måder.

Når du du vælger at vise hende åbenhed overfor nogle ting i dit liv, som har været svære, og du giver hende lov til at trøste dig, vil det være helende for jer begge to. Det kan godt være at hun ikke har behov for at høre alle detaljer. Men da angstfølelse er en grundlæggende menneskelig følelser, bliver det ikke svært for hende at forstå. Når du også viser hende hvor glad du er for at du har søskende, så tror jeg at hendes hjerte smelter...I samtalerne med din mor kan I udveksle alt, følelser og oplevelser og tanker. I får endelig mulighed for at ‘lette jeres hjerter’ - som det så smukt hedder.

Måden man taler sammen på er som bekendt rigtig vigtig, også hvordan man bruger kropssproget. Det tror kommer helt naturligt for jer, så I efterhånden kan nærme jer hinanden. Selv om man med ord kan sige nogle ting og udtrykke nogle tanker, er kropssproget ofte en mere umiddelbar vej at udtrykke sig på. Et knus, eller det at kunne holde hinanden i hånden kan betyde så meget mere, end man kan sætte ord på. Tænker at du bliver fyldt op følelsesmæssigt af endelig at kunne være samme med den familie som du stammer fra.

Ligesom hun har tænkt på dig, tænker jeg at hun godt kan forstå at du kan have følt dig ene… Jeg tror at det bliver en stor glæde at I mødes igen, og du vil kunne føle dig hel indeni, på en ny måde, som vil have betydning så længe du kan huske det. I fremtiden vil I kunne holde kontakt selvom I bor geografisk langt fra hinanden. Det lyder til at du har taget en virkelig god beslutning og at sætte tid af til denne for dig så vigtigt fase. Det kan godt være at der kommer overraskelser og måske en form for kulturchok. Men jeg håber at du kommer styrket igennem det.

Om dit dilemma

Det dilemma som du rejser, er der er flere måder at svare på end beskrevet. Det kunne være godt for dig at tale med nogen om tingene inden. Jeg forestiller mig også at du vil have god kontakt til folk du kender hjemmefra, så alting ikke vil være nyt. Håber at du kan lære af det bedste fra de to verdener, som for dig endelig mødes. Din såkaldte mavefornemmelse, vil være en god indikator for hvordan du har det med at tale om tingene.

Det kan være at dine følelser om, hvad man skal fortælle, på en måde har at gøre med en følelse af skam over at du har (haft) disse angsttanker. Det er noget man eksempelvis kan arbejde med i terapi. Det er vigtigt at du har situationsfornemmelse, og tænker på at man kan godt sige lidt, eller antyde nogle ting, og så tale lidt om tingene hen ad vejen.

Sprogligt kan du være bevidst om forskellen mellem begreberne frygt, som er frygt for noget konkret, og angst, som er mere ubestemmelig og handler om noget som ikke findes, her og nu. Det er godt at du har fået hjælp til at tackle dine tanker, og det er godt at du arbejder videre med det selv, og kan frigøre dig mere.

Det er en god idé at have tænkt dig om og have forberedt dig på at du kan opleve svære situationer, mens du er afsted. Det kan gøre dig i stand til bedre at tage tingene som de kommer, og sige til og fra i forhold til hvad du selv har behov for, og hvordan andre gerne må forholde sig.

Du beskriver dig selv som sensitiv over for sanseindtryk, og det er godt at du er bevidst om det. Der vil sikkert være utrolig mange nye sanseindtryk og ting at forholde sig til.

Derfor er det vigtigt at du synliggør dine egne behov på en god måde, og kan tale åbent om dem. For eksempel at du kan have behov for at kunne trække dig tilbage på værelset, tale med dem i Danmark eller bare have ro til dig selv. Det kan godt være at de nogle gange vil synes, du er anderledes, og omvendt. Men med humor og latter kommer man ofte langt.

Jeg forestiller mig at du nærmest bliver modtaget som en form for æresgæst og at de gerne vil have du lærer dem en masse nyt og spændende. De vil gå langt, håber jeg, for at du bliver glad for at være hos dem. Hvor bliver det skønt for dig at have søskende, håber I kommer til at få det virkelig sjovt sammen. Du kan lære meget af dine søskende og omvendt. I har mulighed for at holde kontakt, selvom du senere måske uddanner dig i Danmark. Din identitet vil håbentlig smelte sammen på den fineste måde. Rigtig god rejse!

Venlig hilsen Sara

P.s. Der er ved at være mere opmærksomhed omkring adoption, og det vil måske interessere dig på et tidspunkt hvad andre skriver om om transnational adoption, som det hedder. En dansk pige som er adopteret fra korea, Maja Lee Langvad, har for eksempel skrevet et skønlitterært værk om adoption. Godt at du har mod til at gå videre. Håber du får held med at finde vejen til din fremtid.