Hej igen.......

Du skriver bare så mange gange du vil - det er helt ok. Vi er alle bange for, når folk dør, at de bliver glemt... Det var/er jeg også stadigvæk med min bror. Så det er helt normalt eller naturligt!

Jeg har også en mindeside for min bror inde på www.mindet.dk - René Drue. Det har hjulpet mig meget. Men jeg fik også en periode, hvor jeg følte, at jeg skulle checke hver dag og hele tiden om der var nogen der havde skrevet om der var nogen der havde tændt lys. Til sidst måtte jeg forsøge, at slukke computeren og droppe mindesiden i en periode, da det var ved at tage overhånd. Jeg fik dårlig samvittighed. Tænkte at min brors venner havde glemt ham, blev sur på min far over, at han ikke ville skrive derinde.... Så det kender jeg godt. Prøv at slappe lidt af. Din sorg er stadigvæk utrolig tæt på.... og du bliver hurtigt sur, gal og ked. Men det går over. Du lærer at leve med din sorg - det er ikke det samme som du accepterer, at din mor er død. Men du lærer at leve med det.

Forresten - hvis du gerne vil vide, hvad din mor døde af, så ville jeg (hvis det var mig) kontakte sygehuset hvor hun var indlagt og bede om et møde og forklare dem, at du spekulere meget over hvad der skete. Så kan de forklare dig det - så du måske får mere ro på de tanker.

Jeg tror ikke på clairvoyance. Jeg tror på, at der er mere mellem himmel og jord. Men syntes du skal prøve, måske er det noget for dig. Jeg tror på, at min bror er der et sted, men som jeg plejer at sige, så kan han ikke være i den urne - han er alt for bredskuldret!

Til sidst vil jeg sige, at ingen glemmer vores smukke mennesker der dør. Vi er bare vidt forskellige som personer. Nogen tænker, skriver eller går ture. Det er ikke alle der kan lide at komme på kirkegården.

"En tatovering sidder lige så dybt i huden, som kærlighed i hjertet.
Ingen af delene kan fjernes uden at det gør ondt og efterlader ar"
 

Kærlig hilsen
Charlotte