Min kæreste er 43 år

brevkassespørgsmål

Min kæreste er 43 år

brevkassespørgsmål af
Sofie
23 år
Oprettet 1 år 8 måneder siden

Hej Cyberhus brevkassen! Jeg er 23 år og har et forhold til en mand på 43 år. Som titlen nok antyder, har jeg endnu ikke nævnt for mine forældre, at jeg har et forhold til en mand, der er 7 år yngre end min far. Jeg er ikke sikker på, at mine forældre vil tage det pænt, men det er vigtigt for mig, at de ved hvem jeg kærester rundt med :-) Peter, som vi kalder ham, er en helt fantastisk mand, som jeg har kendt i 2 år på venskabeligt plan, nu har vi været kærester i 3 mdr. Han har en ungt sind, og derfor føler jeg heller ikke at han er så meget ældre end mig. Men hvordan synes I jeg skal fortælle det til mine forældre? Skal jeg tage ham med en dag eller skrive en sms? Jeg vil helst ikke gøre det til et stort nummer.

Svar: 

Hej med dig

Tillykke med forholdet. Kærlighed handler om så mange ting og faktisk meget lidt den alder, vi har. Det er usynlige bånd, der bliver skabt og som ikke er til at forklare eller forudsige. Det er det, der er så fedt ved den. 

Men samtidig er der den anden side, hvor man skal lukke andre ind og de skal forholde sig til de der usynlige bånd, som de ikke selv kan mærke. Det er nødvendigvis en nem proces og særligt ikke, hvis der er stor aldersforskel. For så kan det godt komme til at handle om tallene alligevel. 

Som du selv nævner, er du ikke sikker på, at dine forældre vil tage godt imod det, når de får det at vide. Så det er helt forståeligt, at du gerne vil have nogle råd til, hvordan du kan fortælle det. 

Der er nok ikke så mange gyldne sætninger, som jeg kan sige, er 100% gode at bruge. Hvis dine forældre har bekymringer eller betænkeligheder, så vil de stadig være det, uanset hvordan du formulerer tingene. Så det overordnede råd må være, at hvis du går ind til samtalen med åbenhed overfor deres synspunkt, så har du et godt udgangspunkt. Og så er det sandsynligt at det vil smitte af på dem, så de også vil være åbne. 

Og hvis de har en meget negativ eller bekymret reaktion, så husk at det er fordi, de gerne vil passe på dig. Du og 'Peter' gør ikke noget forkert ved at være kærester, selvom der er den aldersforskel på jer. Det er vigtigt at huske, på trods af andre folks reaktioner. Hvis I vil hinanden, så er det det vigtigste. Og hvis han behandler dig godt, så kan det være, at de bløder op overfor jeres forhold. 

Jeg tænker derfor, at det handler ligeså meget om at vise dem, hvem han er og alt det gode, I har sammen. At fortælle historien om jeres forhold over længere tid, end en enkelt samtale - altså, hvis de skulle have forbehold. 

Du må have rigtig meget held og lykke med at 'rive plastret af'. Jeg håber, du får dem overbevist. 

Tanker fra

Mai

Mais billede
Mai har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program