Kærestesorger og ensomhed

brevkassespørgsmål

Kærestesorger og ensomhed

brevkassespørgsmål af
Julie
19 år
Oprettet 4 år 10 måneder siden

Hej Det er snart 2 måneder siden at min kæreste slog op med mig. Vi havde været sammen i 3 år og han var min første rigtige kæreste og min første i alt det som kærester nu gør sammen. Jeg er stadig ked af det og tænker på ham hver dag og drømme også om ham (dog ikke så ofte længere som den første tid efter). Han havde bare mistet interessen i at være sammen med mig og det var ikke noget jeg havde gjort. Da han gjorde det, gjorde han det dog ikke ordenligt så jeg var nødt til at ringe til ham dagen efter for at høre om vi var sammen eller hvad. Det gjorde mig længe ked af det at han gjorde det på den måde. Alt minder mig om ham; steder vi har været, mad vi har spist sammen, alt. Vi var fx i Randers regnskov til vores 3 årsdag i december ‘19, så alt der har med Randers at gøre minder mig om ham og gøre mig trist. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre for at stoppe med at tænke på ham hver dag. Jeg savner dog ikke kun ham, men også hans familie. Det er mange mennesker man pludselig stopper med at se. I starten snakkede jeg med mine forældre om det, men det har jeg ikke lyst til at gøre længere. Jeg har ikke nogen venner jeg kan snakke med om det, så jeg føler mig rigtig ensom. Han var den eneste person som jeg kunne betro mig til, min bedste og eneste tætte ven. Jeg ved ikke hvor/hvordan jeg kan få tætte relationer i mit liv. Jeg vil gerne have en ny kæreste, men jeg er ikke sikker på om jeg burde prøve at finde en (fx tinder) hvis jeg stadig kan begynde at græde over min gamle kæreste. Eller om det er forkerte grunde til at jeg vil have en, vil ikke være alene og savner at være sammen med en. Er der rigtige eller forkerte grunde til at ville i er forhold? Jeg ved godt det er mange forskellige ting jeg nævner, håber dog du kan hjælpe mig lidt

Svar: 

Kære Julie.

Mange tak for dit brev. Det lyder som en rigtig svær og hård situation du står i lige nu, og det er altid hårdt at få knust sit hjerte og have kærestesorg. Så jeg kan godt forstå, at du er meget ked af det over, at din kæreste slog op med dig. Især når I havde været sammen i tre år, og at han tilmed var din første rigtige kæreste, og at I har lavet så mange ting sammen og været involveret i hinandens liv de sidste tre år. Så jeg kan virkelig godt forstå, som du også selv beskriver, at det er mange ting og personer, du lige pludselig har mistet. Derfor er det heller ikke underligt, at der er en hel masse ting og oplevelser, der minder dig om ham. Men det kan selvfølgelig være rigtig hårdt hele tiden at blive mindet om ham, fordi det kun gør savnet til ham endnu større. Og det bliver måske kun sværere at komme videre, når du hele tiden bliver mindet om ham og det, I havde sammen. 

Jeg kan også godt forstå, at du blev ked af det over måden, han slog op på. Så jeg synes, at det lyder rigtig godt, at du ringede til ham dagen efter. Når man har været kærester så længe, som I har, fortjener både forholdet og en selv, at det bliver afsluttet på en ordentlig måde. For det kan måske gøre det endnu sværere at komme videre, hvis man står tilbage med en masse usagte ting og en masse spørgsmål, som man ikke fik svar på. Så er det bedre, at man får snakket ordentligt om det, så man ved hvad grunden var til bruddet, for så kan man måske nemmere forstå det, og komme videre.

Jeg vil gerne sige, at det er helt normalt, at du savner din gamle kæreste, at du tænker på ham hver dag og at du stadig savner ham. Når I har været sammen i så mange år og var hinandens bedste venner, er der ikke noget at sige til, at du stadig er ked af det over det og savner ham. Det må være en stor omvæltning for dig, at I ikke længere er en del af hinandens hverdag, så det er også forståeligt, at det kan tage noget tid at komme dig og vænne dig til din nye hverdag uden ham. Og alle følelserne er helt normale, og det er helt okay at have kærestesorger, også selvom det kan gøre virkelig ondt.

Du spørger, hvad du skal gøre, for at stoppe med at tænke på ham hver dag. Hvis du gerne vil prøve at komme videre fra ham, så er der nogle ting, som du kan prøve at gøre. Og én ting er sikkert her: Tiden er din bedste ven. For når man har kærestesorger, så tager det som sagt tid at komme sig, og det er vigtigt at man hurtigt prøver at acceptere det, og så huske, at med tiden vil det blive bedre. Mens du venter på at tiden går, så er der heldigvis mange ting, du kan gøre. Det vigtigste er, at du prøver at holde dig beskæftiget, så du ikke kommer til at tænke på ham hele tiden.

Du fortæller, at du ikke har nogle venner som du kan snakke med det om, og at du føler dig ensom. Det kan måske igen handle om din nye situation og hverdag, som er anderledes og som du skal vænne dig til efter tre år i et forhold. Det kan være, at du ikke har været så opsøgende i forhold til at få venner eller pleje dine venskaber, da du havde en kæreste. Men nu har du fået en masse af den tid, som du før brugte sammen med din kæreste foræret. Tænkt over hvad du gerne vil bruge al den ekstra tid på. Det kan være, at du har nogle gamle veninder, som du kan kontakte, og spørge om I skal ses? Du behøver ikke nødvendigvis at tale med dem om dine kærestesorger, men bare det at lave noget sammen med nogle andre, vil helst sikkert få dine tanker hen på noget andet. Det kan også være, at der er nogle søde mennesker på din skole eller dit arbejde arbejde, som du kan spørge, om de har lyst til at lave noget sammen en dag? Du kan forslå nogle ting I kan lave sammen. Det kan for eksempel være at tage på café, shoppe, gå i biografen, lave noget mad sammen eller noget helt andet.

Så prøv at lave nogle aftaler med nogle veninder, studiekammerater, kollegaer eller din familie, og du kan også prøve at kaste dig ud i en ny hobby, eller gør noget helt tredje - så længe du er beskæftiget, kan det være lettere at komme over dig over din kærestesorg.

Samtidig er det måske godt at undgå din gamle kæreste og ikke have kontakt med ham i en periode. På den måde bliver du heller ikke hele tiden mindet om ham. Så du kan for eksempel blokere ham fra sociale medier, så du ikke ser hans opslag. Du kan også prøve at fokusere på andre drenge eller prøve Tinder, som du selv foreslår. Det er noget, der er virkelig kan hjælpe med at komme videre fra en ekskæreste. Nemlig når man begynder at få øjnene op for andre, og at der findes helt sikkert rigtig mange andre søde og dejlige fyre, som du kan kaste din opmærksomhed på. Dog tænker jeg, at det kan være en god idé at vente lidt med at begynde at finde en ny kæreste. Som du selv siger, kan det være, at det lige nu måske er af de forkerte grunde, at du gerne vil have en ny kæreste. Så måske du skal starte med at prøve at være alene og mærke efter, hvordan du egentlig har det, og gøre nogle gode ting for dig selv. Og når du så er klar og måske også har tænkt over, hvilke kvaliteter du søger efter i en ny kæreste, så kan du begynde at opsøge fyre igen.

Men det kan være meget forskelligt. Nogle har det bedst med at være i et forhold, mens andre trives bedst med at være alene lidt. Så prøv at mærke efter og find ud af, af hvilke grunde du søger en kæreste.

Du skriver, at du har snakket med dine forældre om, hvordan du havde det. Og selvom du ikke længere har lyst til at snakke med dem, er det stadig en god idé, at fortælle andre, hvordan du har det, for det hjælper altid at dele sine tanker med nogen. Hvis du får sagt højt, at du er ked af det, kan det nogen gange være en hjælp i sig selv. Så kan de kan lytte til dig og måske endda fortælle, hvordan de selv er kommet igennem kærestesorger. De fleste kender til at have haft kærestesorger, og de fleste har også prøvet at få knust sit hjerte.

Og husk, at dit knuste hjerte, din kæresorg og ensomhed ikke vil blive ved med at være der, - en eller anden dag vil skyerne lette og dit hjerte vil blive helt igen. Så som tiden går, vil du helt sikkert få det bedre og det hele vil blive lidt nemmere.

Jeg håber, at det kan hjælpe lidt og at du kan bruge mit svar. Jeg ønsker dig held og lykke.

Mange kærlige hilsner fra

Gro.

Gros billede
Gro fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program