Kløe i underlivet

brevkassespørgsmål

Kløe i underlivet

brevkassespørgsmål af
Anonym
16 år
Oprettet 6 år 9 måneder siden

Hej jeg er 16 år og har i næsten et år haft en ulidelig kløe i underlivet Det hele startede sidste sommer ( inden jeg blev 16) da jeg var ved at blive rask fra kyssesyge hvor jeg havde fået en masse smertestillende. Det begyndte en aften at kløe helt vildt i skridtet og siden da er det kun blevet værre. Jeg troede efter nogle måneder, at det kunne være svamp, så jeg fik for ca. 3-4 mdr. siden canasten creme, da jeg fik min mor til at tage til lægen for mig (jeg er bange for at en læge skal se mig uden tøj på) Cremen virkede ikke overhovedet. Jeg begyndte at klø hver nat og aften, når jeg skulle sove jeg har i flere måneder haft en ulidelig kløe i skridtet men i sær om natten/aftenen når jeg skal sove. Når jeg klør, kradser jeg skorperne af hud af, som er blevet dannet efter at have kradset huden af så mange gange. - Nogle gange bløder det. Jeg har også nogle gange analkløe og kan blive helt rød mellem ballerne. Mit underliv bliver helt rødt og nærmest hævet, når jeg klør. Jeg så "australian bodycare" som har lavet Femigel som jeg lige har prøvet af. og Det var som om det fjernede skorperne af hud men for så at svie helt vildt og forårsage kløe igen. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre... Jeg er lige begyndt at prøve min fars psoriasis creme af, da han har psoriasis i øret. Jeg håber I har et bud Hilsen den søvnløse pige

Svar: 

Kære du

Mange tak for dit spørgsmål. Det lyder rigtigt ubehageligt med den kløe. Jeg kan forstå du har prøvet flere forskellige ting af uden helt at få god effekt. Jeg tænker flere mulige årsager, men det er svært, når jeg ikke har set, hvordan det ser ud. Derfor kan jeg desværre heller ikke komme med det endelige svar.

- Som du selv tænkte ville svamp have været et rigtigt godt bud. Det kan godt være canesten creme ikke er nok, men det er nødvendigt med piller mod svamp.

- Bakterieinfektion er også en mulighed, som også skal behandles med piller.

- Psoriasis som du selv nævner, og er igang med at prøve creme imod. Eller en sygdom der minder om psoriasis kunne også være et bud.

- Børneorm tænker jeg på, når du nævner særligt natlig kløe og også kløe i analområdet. Børneorm er lever på den måde, at om natten kravler de ud og lægger æg omkring endetarmen, men kan også godt kravle op i skeden og være der. De klør virkeligt meget og kan vedligeholde anden infektion med bakterier og svamp.

Ovenstående er jo alle bud uden at have set, hvordan det ser ud for neden. Selvom du er bange for, at lægen skal se dig uden tøj på, er det altså den bedste løsning og min anbefaling, at du tager til lægen. Lægen er vant til at se på patienter uden tøj på, mænd, damer, børn, tykke, tynde, tissemænd og tissekoner - alt simpelthen og vi er som læger uddannet til at være professionelle og tage alle problemer alvorligt, store som små. Og dit problem lyder meget ubehageligt og hæmmende for dig.

Jeg tror desværre ikke, at du kan få det til at gå væk uden, at lægen har kigget med. Lægen kan lave podninger for at se, at der ikke er bakterier i sårerne, lægen kan undersøge for svamp. Det er også lægen der skal vurdere og lave recept på medicin fx mod børneorm, hvis det er nødvendigt. 

Jeg håber, at du ligesom jeg kommer frem til, at et lægebesøg er en nødvendighed og din mor kan hjælpe med at støtte dig. Når du kommer til lægen, så nævn alt det, du har nævnt for mig og nævn også gerne tanken om børneorm.

God bedring.

 

Mange hilsner

Eva

Evas billede
Eva fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program