Kan jeg vokse vha. mælk?

brevkassespørgsmål

Kan jeg vokse vha. mælk?

brevkassespørgsmål af
Kamilla
13 år
Oprettet 7 år 2 uger siden

Hej. Jeg er en pige på 13 år, som meget gerne vil vokse. Min mor er 1,69, og min far er 1,84. Lige nu er jeg 1,70 m høj, og jeg har haft menstruation i ca. 1 år. Som sagt vil jeg meget gerne vokse - mit "mål" er 1,75 - og jeg har hørt, at man kan vokse vha. mælk.. Er det rigtigt? Hvis ikke, har i så nogle andre råd til, hvordan man kan vokse. Og er det overhovedet muligt, at jeg kan vokse mere?

Svar: 

 

Kære dig,

 

Tak for dit spørgsmål til brevkassen. Jeg kan forstå, at du har et ønske om at blive højere. 

Jegville ønske, at jeg kunne give dig en masse gode råd, som kunne sikre fortsat vækstspurt, men det kan jeg desværre ikke. Vores højde er meget afhængig af genetik, hvorfor vores forældres højde er meget afgørende for sluthøjden.  Det er sundt og godt at drikke mælk, men jeg er ikke bekendt med studier, som har vist at et øget mælkeindtag øger sluthøjden. 

Forat give kroppen optimale vækstvilkår er det vigtigt, at tilstrækkeligt sundt og varieret kost.

 

Det seneste 100 år er børn i Nordeuropa og Skandinavien blevet højere og højere. Det skyldes formentlig flere faktorer såsom bedre ernæring, hygiejne og bedre socioøkonomiske forhold. Vækstpotentialet har dog nok nået sit max nu og vi kan i Danmark ikke forvente i de kommende år fortsat at blive højere og højere, da vi ikke kan forbedre vores høje levestandard betydeligt i denne retning.

 

Tidligt i puberteten begynder man at vokse i højden. Man taler om en ”vækstspurt”, som hos piger indtræder før end hos drenge. I denne periode vokser man meget og piger har en maksimal højdevækst med ca. 9 cm pr. år tidligt i puberteten, men drenge har maksimal højdevækst med ca. 10 cm pr. år midt i puberteten. Det lyder til at du allerede har haft din periode med maksimal højdevækst med en flot højde på 170 meter allerede som 13 årig. Efter denne vækstspurt aftager væksthastigheden ned mod nul, når vækstskiverne i de lange rørknogler (i arme og ben) vokser sammen og lukkes.

Piger er næsten udvoksede, når de får deres første menstruation og efter dette tidspunkt vokser man normalt ikke mere end 6-8 cm. Du er som sagt allerede en flot høj pige, som faktisk ligger en del over gennemsnittet for din alder. Du kan på nettet finde standard vækstkurver (vedhæftet herunder) og ”plotte” dine værdier gennem årene ind på kurven og dermed få et praj om den forventede sluthøjde. 

Dineforældre kan formentlig hjælpe dig med at finde dine værdier (højde og vægt) fra barndommens undersøgelser hos læge og sundhedsplejerske. Vækstkurven antyder at du endnu har lidt længdevækst ”tilgode” og måske når målet på 175 cm. Man kan forsøge at forudsige sluthøjden ud fra følgende formel med udgangspunkt i sine forældres højde:

 

Pige: (fars højde - 13 cm) + mors højde)/2 

 

For dig giver det følgende formel:

 

Højde= (184-13 cm) + 169 cm)/2= 170 cm.

 

Ifølge denne formel har du nået din sluthøjde. Dog skal det understreges, at der er tale om et ”groft” mål, når man forsøger at forudsige en teenagers sluthøjde ud fra forældrenes højde og har en usikkerhed på +/- 6-8 cm.

 

Jeg håber at du kan bruge mit svar til noget.

 

Kærligst

 

Linda

 

https://www.sundhed.dk/content/cms/95/61595_vækstkurve-pige902x1282.jpg

 

Lindas billede
Linda har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program