Kærestesorger

brevkassespørgsmål

Kærestesorger

Hej Cyberhus, jeg sidder lige nu og aner ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv...

Jeg har haft en kæreste i 1,5 år, og vi havde det utrolig godt sammen, dog med mange op og nedture selvfølgelig, og skænderier, som vi i bund og grund slet ikke havde behøvet. Min kæreste har boet hos mig og mine forældre, da hun har haft det enormt svært derhjemme med sin mor, og ikke må bo derhjemme. Hun har haft et rigtig godt forhold til sin mor, men efter hun flyttede hjem igen, fordi min kæreste gik fra mig, er hun igen begyndt at få et rigtig dårligt forhold til hende.

Der hvor jeg sidder er, at jeg stadig holder meget af hende, hun betyder alt for mig, jeg elsker hende overalt på jorden... D: og jeg kan mærke, at hun stadigvæk også elsker mig. Hun var min første forelskelse, og jeg har aldrig nogensinde haft sådanne følelser for en person før. Jeg tænker på hende hele tiden, og hun er aldrig ude af mit hoved, jeg vil nemlig bare gerne have, at hun har det godt! D: Jeg ser hendes smil for mig, høre hendes latter og tænker tilbage på alt det gode, vi har haft sammen. Jeg følte, at dette var noget helt specielt, hvilket hun også har sagt over for mig. Vi havde planer om snart at flytte sammen, senere hen få børn og hus sammen, og have et lykkeligt liv sammen.

Problemet som jeg sidder med er, at jeg stadig har enormt mange følelser for hende, og det siger hun også, at hun har over for mig, men at det er bedst, at vi bare er venner. Vi har snakket sammen i telefonen hver dag, været sammen hver dag, sovet sammen hver dag i 1,5 år, og lige pludselig at miste en, man holder så meget af, kan jeg ikke bære... D:

Hun har inviteret mig hjem til hende flere gange efter, hvor vi bare har set film sammen og hygget og grint sammen, men jeg føler kun, at jeg er glad på det tidspunkt. Når jeg så kommer hjem igen savner jeg hende, tænker på hende hele tiden, og bliver mere og mere deprimeret. Hun har sagt, at hun kun vil være venner med mig, men jeg har sagt, at hun betyder alt for, ligeledes har hun. Vi har også snakket om, at hvis det i virkeligheden er os, så skal vi nok finde sammen igen på et tidspunkt, men jeg tvivler bare på, at hun nogensinde vil komme tilbage til mig. Hun siger, at hun ikke kan lide at snakke om, at jeg siger, at jeg gerne vil have hende tilbage igen og have et liv sammen med hende, da hun ikke vil mere.

Jeg har prøvet at lade være med at kontakte hende, og derefter ringede hun til mig midt om natten og sad og græd, og sagde at hun savnede mig, savnede vores minder, og savnede min kærlighed. Derfor bliver jeg også lidt forvirret, da jeg faktisk ikke ved, om jeg kan være hendes ven, da jeg har så mange minder og så mange følelser for hende. D:

Vi snakker også omkring første gang vi mødtes, og første gang vi kyssede. For os begge var det noget helt særligt, da det var første gang, vi begge havde haft følelser for en person. Jeg har aldrig nogensinde haft den følelse af, at holde så meget af, været så forelsket og elsket en pige så meget... Jeg kan virkelig ikke give slip på hende, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv... D:

Det hele ligger også i, at jeg føler, at jeg har gjort alt, hjulpet hende med alt, og derefter blive dumpet af hende... Hun satte sig en aften på sengen og sagde, jeg tror bare vi skal være venner, hvorefter vi begge sad og græd og kyssede hinanden. Derfor forstår jeg ikke, hvis hun bare kan komme videre, og hvis hun bare kan glemme mig, efter alle de følelser, vi har haft for hinanden, og stadig har. Både mine venner og hendes veninder siger også, at det på ingen måde ligner, at nogle af os har haft lyst til at gå fra hinanden, da man ude fra set sagtens kunne se, at vi begge holdt af hinanden og elskede hinanden. Derfor forstår jeg ikke, hvordan hun bare kan skubbe mig ud på den måde og sige, at vi kun kan være venner... D:

Jeg har det også svært med, at tænke på, at hun skriver med andre drenge, og måske ender med at gå i seng med andre drenge, da jeg føler, at hun er min stadigvæk, hun sidder stadig i mit hjerte... D:

Svar:

Kære Christian

Kærestesorger er aldrig en nem ting, og det lyder til at det er både frustrerende og forvirrende for dig lige nu. Når det sker, så er det rigtig godt at række ud til nogen, og jeg er derfor glad for at du har skrevet til os.

I dit brev skriver du at I var sammen i 1½ år, og at I også boede sammen i en del af tiden, fordi hun havde problemer derhjemme. Du skriver at I havde fremtidsplaner sammen og at du troede at I skulle være sammen for evigt. Du skriver oigså at I også har haft nedture og skænderier, men jeg tænker, som du også skriver, at det er meget normalt når man er i et tæt forhold med nogen. Som jeg kan forstå det, så er grunden til at du skriver, at hun har sagt at hun hellere vil være venner - hun er, med andre ord, gået fra dig.

Først og fremmest, så synes jeg at det er smukt hvor åben du er omkring dine følelser for hende. Det er helt klart for mig at du ønsker det bedste for hende, og at du rigtig gerne vil have at hun er glad. Når man bliver valgt fra af den man holder af, er der mange som, i deres sorg, bliver vrede eller vil hævne sig. Det er også naturlige reaktioner, men de kan også være rigtig ærgerlige, fordi det ofte betyder at man kommer til at glemme alt det gode man havde sammen. Når det så er sagt, så beskriver du også at opleve følelser af depression og et tungt savn, og de har til formål, ligesom vrede og hævn kan have, at hjælpe dig med at bearbejde sorgen. Og det er en sorg du oplever. Sorgen over at dine forestillinger om jeres liv sammen ikke vil ske. Sorgen over at skulle give slip på noget som har været dejligt.

Samtidig så oplever du ret meget forvirring fordi hun fortsætter med at række ud til dig - invitere dig hjem til hende, ringe til dig og tale om alle de gode ting I har haft sammen. I den forbindelse, så lyder det til at det også er meget svært for hende at give slip på dig, på trods af at det var hendes valg. Det får mig til at tænke på om du har spurgt hende om hvorfor? Altså, hvorfor hun kun vil være venner? Så vidt jeg kan se, så skriver du kun at hun har sagt at hun vil være venner, men du skriver ikke rigtig noget om grunden. Det får mig til at tænke at du måske heller ikke ved hvorfor?

Når man ikke ved hvorfor noget sker, så er det også virkelig svært at forholde sig til. Når man så samtidig oplever modsatrettede handlinger (altså hun gør noget andet end det hun siger), så bliver det endnu sværere, og jeg tænker egentlig at det ikke er retfærdigt over for dig.

Derfor er mit råd til dig at du spørger hende direkte om hvorfor hun har besluttet at I kun skal være venner? Og jeg tænker at du skal kræve at hun giver dig et klart svar - ikke for at du så kan komme videre, men fordi du har fortjent at vide det! På samme tid, så tvinger det også hende til at forholde sig til sine egne følelser, og ud fra hvad du beskriver, kan det godt være at det er rigtig svært for hende.

Grunden til at jeg tænker det, er fordi du har skrevet at hun har et problematisk forhold til sin mor, og at hun faktisk har fået af vide at hun ikke må bo derhjemme. Selvom jeg ikke ved mere om hendes familie, så kan det godt tyde på at hun har lært om kærlighed på en lidt hård måde. Måske har hun lært at kærlighed betyder at man skal give slip. Måske har hun lært at kærlighed rigtig ofte ender med svigt - og for at beskytte sig selv, så sørger hun for at være "den første der går", så hun kan undgå at du går fra hende (det er hendes forestilling, og ikke nødvendigvis virkeligheden). Jeg vil ikke gå så meget i dybden med det, fordi det jo er dig og ikke hende som har skrevet. Jeg tænker dog at det måske er rigtig fint for dig at have med i tankerne, at hun har lært om kærlighed og parforhold på en anden måde end dig, når I snakker sammen.

Hvis hun nu giver dig et klart svar, som fx at hun bare ikke elsker dig mere, så er du nødt til at give slip, og i den forbindelse er du nødt til at finde ud af hvordan du kan gøre det. For som du selv skriver, så er det virkelig hårdt at fortsætte med at være venner, når man stadig er forelsket. Det betyder måske at I er nødt til at tage afstand fra hinanden i en periode, og at du er nødt til at fokusere på andre ting. Det kan være venner eller interesser som du holder af, eller det kan være en periode hvor du bare gerne vil være alene med din sorg. Inden I tager snakken, er du nødt til at forberede dig på at det måske kommer til at være helt slut. Så prøv om du kan gøre dig nogle tanker om hvad der vil være rart for dig - ikke for hende, men for dig.

Jeg håber du kan bruge mit svar, og husk at du også er velkommen i vores chat. Det kan fx være at du har brug for at tale mere om det der sker/skal ske, når I har haft en snak.

Kærlige hilsner,

Signe

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål