Hej Jeg er en pige på 18 år og går lige nu på en produktionsskole og har gjort det i ca 3-4 måneder, da jeg droppede ud af gymnasiet for 2 år siden, efter at have gået der i ca 6 måneder. Mit problem er at jeg hele tiden pjækker og har rigtig svært ved at komme ud af sengen om morgenen. Jeg har migræne og spændningshovedpine, som jeg har arvet af min far, men jeg har det slet ikke så ofte som jeg siger at jeg har. Jeg bruger hele tiden min hovedpine som min undskyldning for at pjække. Jeg startede med at pjække i 6-7 klasse, og det er bare blevet værre siden da. Lige nu er det så slemt, at jeg ikke tror jeg vil kunne starte på en uddannelse, når jeg om et år ikke kan gå på produktionsskolen mere. Jeg lider af angst og er for nylig startet til psykolog med det (bare for at udelukke den mulighed, er jeg ikke angst for at gå uden for huset, tage bussen eller tage i skole, så jeg tror ikke at det er derfor jeg pjækker). Jeg har endnu ikke snakket med min psykolog om, at jeg har svært ved at tage i skole, men vil prøve at gøre det en af de næste gange jeg har samtale. Jeg kan godt finde på at gå lidt sent i seng (mellem kl 11-01), hvilket nok har at gøre med, at jeg ikke vil “spole frem” til næste dag. Dette gør det helt sikkert ikke nemmere for mig når jeg så vågner, da jeg også er verdens dårligste morgenmenneske. Når jeg så vågner om morgenen, tager det mig kun meget få minutter om, at finde ud af om jeg orker at tage i skole. Hvis ikke jeg gør, så bliver jeg bare liggende i sengen og fortæller min mor at jeg har hovedpine. Jeg føler næsten altid at hun godt kan fornemme at jeg pjækker og jeg har utroligt meget skyldfølelse over at lyve så meget til hende. Hvis jeg så bliver hjemme, tager det mig også meget lang tid at komme ud af sengen. Jeg vil enten ligge med nu telefon på sociale medier, prøve at sove videre eller stirre op i loftet. Det kan næsten føles som om, at jeg er bundet til sengen. I værste tilfælde tager det mig frem til kl 12-13 om at komme op af sengen (jeg plejer at sætte mit vækkeur til kl 6:45, når jeg skal i skole). Jeg er til den grad kommet ind i en ond cirkel, hvor jeg i de værste perioder (som jeg har lige nu) pjækker 1-3 gange om ugen. Det er noget jeg har utroligt meget skyldfølelse for og jeg hader hele tiden at skulle lyve, men jeg kan ikke stoppe. Jeg har tit tænkt på om jeg har en depression, men jeg føler mig ikke deprimeret? Jeg føler ikke at jeg går og er nedtrykt hele tiden. Jeg har ikke det højeste selvværd, men det er ikke sådan at jeg går og føler at jeg ikke er noget værd og at jeg ikke burde leve. Det er næsten mere som om, at jeg ikke føler så meget. Jeg føler mig lidt tom og lam? Nogle gange kan alt også føles lidt som en tåge. Jeg kan godt have på vane at trøstespise, hvis jeg føler mig lidt nede, hvilket heller ikke hjælper, da jeg så også får skyldfølelse over det. Jeg er ikke typen der fester, da bare tanken om at være i nærheden af alkohol gør mig utilpas (jeg ved ikke hvor dette kommer fra, men jeg har aldrig drukket og prøver så vidt muligt at undgå situationer hvor folk drikker). Jeg har én ven som jeg har haft siden børnehaven og vi ses som regl et par gange om måneden (selvom vi ikke bor mere end 15 min fra hinanden) og tager i biografen eller sådan noget. Udover det skriver vi sammen. Resten af mine venner fra folkeskolen mistede jeg langsomt kontakt med. Jeg nåede ikke at få nogle tætte venner i gymnasiet og på produktionsskolen har jeg nogle jeg snakker med deroppe, men vi er ikke sammen uden for skoletiden. Jeg har i det hele taget svært ved at få nye venner og svært ved arbejde åbne op til nye mennesker. Jeg føler mig ofte som om jeg er bagud, da min veninde og den klasse jeg gik i, i gymnasiet, bliver studerende i det her skoleår, og jeg slet ikke er startet på noget endnu. Det er snart 3 år siden jeg droppede ud af gymnasiet. Jeg kan godt være lidt pinlig over ikke at være starten på nogen uddannelse endnu, når familie/venner ofte spørger. Jeg har ofte ingen motivation til at gøre noget, ikke engang de ting jeg godt kan lide, som fx at tegne. Det er måske også derfor at jeg pjækker. Jeg har ingen motivation til at stå ud af sengen om morgenen. Jeg tror egentlig bare, at jeg gerne ville høre, om du/I har nogle råd til, hvad jeg kan gøre i min situation. Jeg vil jo gerne kunne fungere som et normalt menneske, og stå op af sengen hver dag. Jeg har ikke lyst til at snakke med min mor om det (eller min far for den sags skyld), da jeg ikke vi skuffe hende og jeg er også nervøs for, at jeg ikke ville kunne forklare hende det ordenligt og at hun derfor ikke vil tro på mig. Jeg ser frem til et svar, Hilsen M