Intet værd

brevkassespørgsmål

Intet værd

brevkassespørgsmål af
Caroline
13 år
Oprettet 6 år 7 måneder siden

Hej brevkasse jeg føler ikke at jeg er noget værd .I min klasse bliver jeg mobbet og min lærer gider ikke hører på mig.Jeg har skiftet skole et par gange og jeg har ikke følt mig tilpas nogen steder. Min lærer nedgør mig og for mig til at føle at jeg intet er værd. Jeg ved ikke hvad jeg nu skal gøre.Jeg føler at selvmord er den eneste vej ud.

Svar: 

Kære Caroline

Jeg vil gerne starte med at sige, at du er noget værd. Du er lige så meget værd, som alle de andre i din klasse, og alle andre mennesker. 
Hvis man bliver mobbet, kan man let komme til at føle sig mindre værd. Det kan jeg godt forstå. Men du skal vide at du er god og perfekt som du er. 

Det er selvfølgelig ikke i orden, at din lærer nedgør dig. Har du mon snakket med dine forældre om hvad det er din lærer gør? Det kan nemlig være noget så svært, at stå med det hele selv. Måske ville dine forældre kunne hjælpe dig med at tale med din lærer. Og hvis din lærer ikke kan, eller vil, hjælpe kan I sammen tale med din skoleleder i stedet. For din skole skal prøve at hjælpe. 

Du kan også overveje at ringe eller skrive til børnetelefonen. De er nemlig ret gode til at hjælpe når det handler om mobning, og de ved rigtig meget om hvad det er skolen skal gøre for at hjælpe. De kunne godt have nogle rigtig gode råd til hvordan du kan snakke med din lærer. 

Caroline, når man føler at tingene er helt uoverskuelige og umulige at ændre, kan selvmord godt virke som den eneste løsning. Det kan jeg godt følge. Men du skal vide, at der findes andre muligheder. Også selv om de kan være svære at få øje på.
Hold fast, og bliv ved med at kæmpe. Du kan få hjælp, og du kan få det bedre. Det kan være meget svært at finde løsningerne selv, og det er også derfor det er så vigtigt at få hjælp. Ingen mennesker kan finde løsninger på alting. Alle mennesker har brug for hjælp nogle gange. 

Jeg synes du skal snakke med dine forældre, og få dem til at hjælpe dig med at snakke med skolen. Hvis dine forældre ikke er en mulighed, synes jeg du skal kontakte børnetelefonen, og spørge hvad du kan gøre. 

Jeg ved at du er noget værd. Og jeg ved at du kan få det bedre, og få en hverdag uden mobning. Bliv ved med at tale om hvordan du har det, og søg efter mere hjælp. Det var helt sikkert håbet om at det kan blive bedre, der fik dig til at skrive i brevkassen. Hold fast i håbet, og snak med dine forældre, din lærer, børnetelefonen. Jeg er sikker på du kan lykkes med det. 
Børnetelefonen har for resten åben hver dag, året rundt kl. 11-02. 

Gode tanker - Thea

Theas billede
Thea fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program