Hej Mit liv er noget rigtig rod og lort, intet går som det skal eller som jeg have ønsket. Jeg blev tvangsfjernet fra mine forældre som 3 årig, det var ikke sjovt, men mine forældre drak som et hul i jorden. Da blev jeg anbragt i en plejefamile, som valgte at jeg skulle flytte efter 2 år. Som 5 årig fik jeg konstateret ADHD og det gjorde ingen gad og have mig. Der blev fundet en ny plejefamile, som havde mig boende til jeg var 10 år gammel, men så gik det skævt i skolen, kunne ikke sidde stille og havde bare ikke ro i rumpen. Så smed de mig ud, og jeg kom iden i en ny plejefamilie, de ville bare kun have mig et år. Så var jeg jo 11 år gammel og begyndte at ryge hash og skunk, droppede ud af flere skoler. Jeg boede her og der også kom jeg i endnu en plejefamilie som 13 årig, de er rigtig søde mod mig og jeg bor stadig ved dem, men mit problem med stoffer blev mere, da jeg fik afvide af mine rigtige forældre døde, selvom jeg kendte dem jo dårligt nok. Jeg føler rigtig meget, at jeg ikke lever op til min nuværende plejemors forventninger, da jeg med hende og en sagsbehandler er blevet enige om, at jeg skal tage 9 klasse igen på en specielskole. Mit liv er rigtig rodet og svært, føler mig lidt som en kastebold, som bliver kastet rundt og rundt, ville gerne have et sted jeg er sikker på og bo hele tiden. :'-( Jeg har prøvet og snakke med min plejemor omkring hele mit liv, men hun bliver ofte sur over, mine mange snitsår på armene og gamle ar. Hun siger tit om ikke jeg kunne tænke mig om, i stedet for at have ca. 800 ar og sår fra knis, glsskår og andet. Det er jo bare svært, når jeg ikke rigtig har kunne snakke med nogen voksne, og aldrig har haft et fast holdepunkt i livet. Tænkte på om en kan give mig et godt råd/tips til hvirdan, at jeg håndtere alt det der har været i mit liv og hvordan jeg lærer, at tro på nogen vil mig noget godt uden og banke mig sønder og sammen? Hilsen fra Alberte PS. Håber ikke, at jeg har skrevet for meget, men min historie er også lang.