Hej Anonym

Den følelse af ensomhed du beskriver er meget stærk. At vågne op med tanken om det overhovedet er værd at stå ud af sengen må være rigtig svært, og derfor synes jeg også det er rigtig godt at du har skrevet til brevkassen.

Det er nogle store spørgsmål du stiller til dig selv, men også her i brevkassen. Jeg vil prøve at svare dig så godt som muligt. 
Du spørger om du overhovedet ér. Det er du, men jeg kan også sige at jeg ved at du bestemt ikke er den eneste der går med følelsen af ikke at have lyst til at stå op, og med følelsen af at være ensom. 

Det gør måske ikke sådan lige din situation bedre at andre også kan føle sig alene og ensomme, men på den anden side synes jeg det er vigtigt at du ved at det ikke er dig der er noget galt med...det er en helt almindelig følelse at have. 

Du skriver at du kun har tre venner. Det er måske ikke så mange, men jeg synes alligevel det er vigtigt at holde fast i at du har nogen omkring dig som du betragter som dine venner. Nogen har rigtig mange venner og andre har ikke så mange. Jeg synes ikke det er antallet af venner der er vigtigt, men hvordan man har det med de venner man har. Derfor synes jeg også at det er et langt større problem at du ikke føler du rigtigt kan tale seriøst med dine venner. Men hvad er det der gør at du ikke kan tale seriøst med dem? Har du mon prøvet og ikke følt at de rigtig lytter eller forstår dig, eller tør du mon slet ikke prøve at tale mere seriøst med dem fordi du er i tvivl om hvordan de vil reagere. Det kan også være noget helt tredje der gør at I ikke taler sammen på den måde som du gerne vil. 
Lige meget hvad grunden er, er det tydeligt at du føler der mangler noget i Jeres venskab. Det synes jeg er vigtigt at du prøver at snakke med dine venner om. Jeg ved godt at det er rigtig svært, men på den anden side kan der komme rigtig meget godt ud af det. Hvem ved...måske går nogen af dem med tanker som dig. Måske vil de gerne dele flere ting med dig...måske tør de ikke. Giv det en chance. Start med én og se hvad der sker. Ofte handler det bare om at én skal tage det første skridt...måske skal det være dig. 

Mange drenge på 16 år har kysset og haft sin første kæreste. Men mindst ligeså mange har ligesom dig ikke prøvet det endnu. Jeg kan godt forstå hvis du rigtig gerne vil, men jeg vil også gerne fortælle dig at du forhåbentligt har et langt liv foran dig med mulighed for mange kys og kærester. 
Jeg tror ikke du skal bruge så meget tid på at lede efter en kæreste lige nu. Kærlighed, søde piger og kys kan dukke op de mærkeligste steder og på tidspunkter man slet ikke regnede med...og mange gange synes jeg det sker når man slet ikke leder efter det. 
Jeg tror det er vigtigere for dig at bruge din energi på at finde ud af de mange tanker du gør dig om livet, dig selv og dine venskaber lige nu.

Som teenager er det helt normalt at have mange af de tanker som du fortæller om. Du går gennem en masse forandringer. Både psykisk og fysisk flytter du dig helt vildt lige nu, og nogle gange kan det virke overvældende og uoverskueligt. Din krop ændrer sig og samtidig udvikler din hjerne sig så du pludselig kan tænke større tanker end du har kunnet før. Så når du oplever at dit liv bare kører forbi med dig selv som tilskuer, og når du oplever at du stiller spørgsmålstegn ved om du overhovedet eksisterer så er der intet galt med dig. Det er en helt naturlig del af den udvikling du gennemgår på vejen fra at være barn til at blive voksen. 

At det er helt normalt at have sådan nogle tanker gør det jo ikke nødvendigvis nemmere. Derfor synes jeg det er vigtigt at du deler dem med nogen. Hvad med dine forældre? De har selv været unge engang, og måske gik de dengang også med tanker som dem du har nu. Jeg ved godt at du siger de råber ad dig hele tiden i øjeblikket, men jeg synes måske alligevel du bør overveje at snakke med dem.
Måske råber de af dig fordi de synes du har forandret dig og ikke forstår hvad det er der sker med dig. Mange forældre og teenagere har svært ved at forstå hinanden, og så kan det let blive til flere skænderier end gode snakke. Har du fortalt dine forældre hvordan du har det med at de skælder ud...ellers synes jeg du skal prøve. Måske ved de slet ikke hvordan det får dig til at føle. 

Hvis du ikke lige har mod på at snakke med dine forældre i første omgang er der måske en anden voksen du er tryg ved. Det der er vigtigt er at du prøver at snakke med nogen om de her ting. Når vi taler med andre om de tanker vi ellers går alene med kan man gennem andres øjne se sine problemer og tanker på helt nye måder. Det kan tit hjælpe til at se nye muligheder og løsninger. 

Hvis du ikke lige synes du har nogen omkring dig du føler for at åbne dig overfor lige nu, kan du altid kigge forbi vores chat og snakke med en rådgiver der. Det vigtigste er at du deler dine tanker og ikke bærer tingene alene. 

Livet byder på både surt og sødt. Sådan tror jeg det er for alle. Lige nu oplever du mest at smage på livets sure retter, men det betyder ikke at der ikke ligger en masse søde smagsoplevelser og venter på dig længere fremme. Det tror jeg på at de gør. 

DeBedsteHilsner

Niels-Christian