Kære du

Jeg kan godt høre, at du har haft det svært, siden din mor fik konstateret kræft. Det, at et af ens familiemedlemmer bliver ramt af en alvorlig sygdom, kan være en belastning for hele familien og kan i nogle tilfælde udløse vanskeligheder hos de pårørende fx med at være sammen med andre mennesker. Det skal man tage alvorligt, og derfor er det rigtig godt, at du skriver herind for at få nogle råd. Det viser mig nemlig, at du tager dig selv og din situation alvorligt.

Du skriver, at du modsat hele din familie ikke havde nogen følelser omkring, at din mor fik kræft, og at det hele virkede meget fjernt. Jeg kan forestille mig, at det har været svært for dig at opleve, at du reagerede på en anden måde end resten af din familie, da man let kan komme til at føle at ens egen reaktion er forkert. Er det noget, som du kan genkende? Det er i hvert fald vigtigt at slå fast, at der kan være forskellige måder at reagere på i sådanne situationer, og at det er helt okay. Man er ikke altid herre over sine egne følelser, og det at du ikke har følt noget, kan måske have været en måde for dig at håndtere situationen på. Ligeledes kan det, at du er begyndt at tale med dig selv måske være en måde for dig at håndtere situationen. Det er ikke unormalt at tale højt med sig selv, når man er alene og fx har nogle dybe tanker eller skal koncentrere sig. Det kan hjælpe med at få styr på tankerne. Du kan jo prøve at tænke over, om det gør noget godt for dig, at tale højt med dig selv. Selv om du måske synes, at det er underligt, kan det jo være, at det faktisk har en positiv funktion.  

Du skriver også, at du er begyndt at se og høre ting, der ikke rigtig er der, og tænke tanker, du ikke vil fx om at skade andre mennesker. Det må være rigtig ubehageligt at have sådanne oplevelser og tanker. Det lyder til, at du på den ene side er bange for, at du engang vil komme til at gøre noget forfærdeligt, fordi du har sådanne tanker, men på den anden side godt ved, at det bare er noget, du forestiller dig. Selv om jeg sagtens kan forstå, at du bliver bange, tænker jeg, at det er vigtigt, at du holder fast i, at det er forestillinger og tanker. Ligesom med følelser har man heller ikke fuld kontrol over sine tanker, og det, at man fx får en tanke om at skade andre, betyder ikke, at man rent faktisk vil gøre det. Måske kan det være en hjælp for dig at minde dig selv om dette, når du får sådan en tanke. Du kan også prøve er at øve dig i blot at konstatere, når du får sådan en tanke, men uden at gå mere ind i den og bekymre dig over den. Så kan det være, at den forsvinder hurtigere. En anden metode er at udfordre tanken med andre tanker. Hvis man får tanken om at skade et andet menneske, kan man fx udfordre den tanke ved at sige til sig selv, at det er urealistisk, at det vil ske, da man aldrig før har gjort alvorlig skade på et andet menneske, og at man synes, at det er forkert..  

Det sidste, du skriver, som jeg vil kommentere på, er, at du har svært ved at gøre ting, som har at gøre med at møde eller se andre mennesker, og at du mest af alt bare har lyst til at lukke dig inde. Jeg kan godt forstå, hvis du oplever det som et stort problem, eftersom mange ting i hverdagen indebærer, at man omgås andre mennesker. Jeg tror, at det kan blive endnu sværere at omgås andre mennesker, hvis man i en periode helt undgår mennesker og lukker sig inde. Derfor synes jeg, at det er godt, at din familie ikke lader dig stoppe op på den måde, så du en gang imellem kommer ud blandt andre mennesker, selv om det er svært. Jeg tænker dog også, at det er fint, at du mærker efter, når du har brug for at være dig selv og måske bare være på nettet. Det kan jo være en måde, hvorpå du kan slappe af og få ladet op til, at du skal ud blandt andre mennesker. Spørgsmålet er så, hvordan det bliver lettere for dig, at være sammen med andre mennesker. Måske vil det hjælpe dig, hvis du som en start kun er ude blandt få mennesker og i kort tid af gangen, og efterhånden øver dig i at være sammen med flere mennesker og af længere tid af gangen. Jeg kommer også til at tænke på, om der er nogle i dit liv, fx dine forældre eller en ven, som ville kunne hjælpe dig med at gøre din hverdag lettere. Ville det fx hjælpe dig, hvis dine forældre eller en ven gik med dig, når du skulle gå tur med hunden eller skulle ud at handle?

Jeg håber, at du kan bruge nogle af de ovenstående råd, men mit vigtigste råd til dig vil være, at få talt med en voksen om, hvordan du har det, så du ikke skal gå med det selv. Har du fortalt dine forældre om det? Hvis ikke du har det, og du synes, at det er svært at få sagt, kan det måske være en hjælp at skrive dem et brev eller vise dem dit brevkassespørgsmål, hvor du rigtig fint beskriver din situation. En mulighed er også, at fortælle din læge om det. Din læge vil kunne vurdere, om du har brug for noget ekstra hjælp i forhold til, at du en gang imellem ser og hører ting, der ikke rigtig er der, tænker tanker, du ikke vil og har svært ved at være sammen med andre mennesker. Nogle gange er det gavnligt at få noget professionel hjælp, når man føler at ens liv er ved at falde sammen.

Jeg vil ønske dig alt det bedste, og jeg håber og tror på, at du nok skal få en bedre og lettere hverdag.

Kærlig hilsen Mathilde