Hej Trine

Hvor er det godt at læse at du har det bedre end nogensinde. Når jeg læser dit brev står det tydeligt for mig at din opvækst har været svær og at du har haft nogle voldsomme oplevelser som ingen mennesker burde gennemleve. Fedt at tingene er ved at ændre sig for dig og at du forhåbenlig kan se en meget bedre og lysere fremtid end den fortid du er ved at lægge bag dig. 

Jeg forstår godt din bekymring om at lade andre vide hvordan din fortid har været. Selv om din fortid er en del af dig, rummer du selvfølgelig også masser af andre ting som andre også skal se, så de kan se hele dig og relatere til dig som det hele menneske du er. 
Derfor forstår jeg også godt at du ikke deler de sværeste oplevelser og tanker med alle. Jeg tror de fleste mennesker på den måde fortæller forskellige ting om sig selv til forskellige mennesker...det er helt naturligt. 

Det er godt at læse at du har fundet én veninde som du er så tryg ved at du har turdet åbne helt op. Både fordi jeg tænker at det er godt at du ikke er fuldstændig alene med de her tanker og oplevelser.  Men også fordi jeg tænker, at det betyder at du har fundet en helt særlig veninde som du føler dig tryg nok ved til at blotte dit inderste og på den måde tillade dig selv at være sårbar. Sådanne venskaber er fantastiske og meget værdifulde. 

Når det så er sagt kan jeg godt se at det har ført til at der har rejst sig nogle store og meget svære spørgsmål. Jeg kan ikke fortælle dig hvad du skal gøre, men jeg vil meget gerne dele mine tanker. 
Du fortæller at du selv er blevet udsat for seksuelle overgreb hjemme hos dine forældre, og at du aldrig har fortalt det til nogen. Du fortæller at du ikke mener det ville give mening at melde det til nogen. Både fordi dine forældre vil benægte alting, men også fordi du selv ville have alt for svært ved at skulle gennemleve en eventuel retssag. Samtidig har du lige nu to mindre søskende der stadig bor hjemme hos dine forældre. Bør du gøre noget for at sikre at de ikke kommer ud for det samme som du har oplevet, og er der overhovedet en risiko for at det kunne ske?
Når du fortæller om det her, synes jeg det er tydeligt at alle de her ting hænger sammen, og at du enten kan vælge at skubbe det hele fra dig eller at gøre noget ved det hele på én gang. Jeg er ikke helt sikker på at det behøver være sådan.  
Jeg synes der er flere forskellige ting i spil i forhold til det du fortæller og jeg kunne egentlig godt tænke mig at dele tingene lidt op, for at gøre det mere overskueligt.

1. At melde dine forældre for de overgreb du selv har været udsat for
På den ene side er der selvfølgelig den her følelse af at ønske noget retfærdighed. At ønske at dine forældre skal stå til regnskab for de ting du har været udsat for. For nogle mennesker kan en retssag være med til at give en form for ro i sjælen. En form for "afslutning" på en rigtig svært kapitel i livet. Men sådan behøver man ikke at have det. Derfor kan jeg også godt forstå hvis du tænker at en retssag ville gøre mere skade end den vil gøre gavn, og hvis du føler at det lige nu vil være alt for svært og følelsesmæssigt krævende for dig at skulle gennemgå en retssag, synes jeg også at det er en belsutning du har ret til at træffe. 
Retssystemet i Danmark er sådan skruet sammen, i forhold til seksuelle overgreb, at man kan anklage få en sag i retten helt op 10 år efter at man er fyldt 18 år. Grunden til at man har lavet den regel er netop at man ved hvor svært det er for børn og unge at turde fortælle om de her ting og efterfølgende skulle genemgå en retssag. Sidste år var der flere organisationer der kæmper for bedre rettigheder for mennesker der har været udsat for seksuelle overgreb der talte om at tidsgrænsen på de 10 år helt skal væk, så man også kunne rejse en sag meget senere.
Så den del med at melde dine forældre for det de har gjort mod dig, er ikke nødvendigvis en beslutning du behøver træffe lige nu. Måske ser du andeledes på det om 2, 5 eller 10 år? ...og så vil du stadig have den mulighed.

2. At beskytte dine søskende
Her synes jeg faktisk også at der er to ting i spil. Som jeg forstår dig så er kommunen allerede i kontakt med dine forældre og derfor kan jeg sagtens forstå din tanke omkring at der allerede er professionelle så tæt på din familie at de burde kunne "fange" eventuelle signaler på, hvis dine forældre også udsætter dine mindre søskende for overgreb. 
Jeg synes også at det er vigtigt at sige at selv om du nu er ældre så er du i lovens forstand stadig et barn og derfor kunne man godt argumentere for at det som udgangspunkt ikke er dit ansvar at sørge for at dine søskende ikke lider overlast. 
Jeg tror det er vigtigt at man er så tro imod sig selv at man tager ansvar for sin egen bekymring. Med det mener jeg at man så vidt det er muligt skal handle ud fra den overbevisning man har. Hvis du føler dig helt tryg ved at kommunen gør det der er bedst og hvis du føler dig tryg ved at dine søskende ikke bliver udsat for overgreb, kan jeg ikke se at du behøver gøre mere ved det, og så kan jeg sagtens forstå at du fastholder at du ikke ønsker at melde noget overhovedet. 
Jeg ønsker ikke at skubbe til din overbevisning. Jeg mener at din beslutning er helt reel og helt okay, så længe at du selv tror på den. Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg at du er meget afklaret omkring at du føler dig sikker på at kommunen gør det der er nødvendigt. 

Men på samme måde som du føler dig overbevist om at dine søskende er i gode hænder, og ud fra den overbevisning vælger ikke at melde dine forældre, tænker jeg også at din veninde bør gøre det samme.
Hun skal på samme måde som dig tage ansvar for den overbevisning hun selv har og følge den. Du kan selvfølgelig forklare hende hvorfor du vælger at gøre som du gør og forklare hende hvad det er der gør dig sikker på at der ikke sker noget med dine søskende. Jeg kan ikke fortælle dig hvad du vil skulle sige for at hun tænker ligesom dig eller bliver overbevist om at hun ikke behøver at gøre noget. Hvad din veninde i sidste ende gør kan du ikke styre. Du kan kun forklare hende hvorfor du gør som du gør. 

Nu er det selvfølgelig ikke sikkert at din veninde vælger at lave en anonym underretning, men selv hvis hun gjorde er det ikke nødvendigvis ensbetydende med at du ville blive en del af sagen. Det afhænger helt af hvilke oplysninger der ville være i sådan en underretning. Det gode ved anonyme underretninger er nemlig at man ikke behøver fortælle hvor man har sine oplysninger fra eller hvem man er. Man kan godt underrette ved "bare" at sige at man er bekymret for om dine søskende kan være udsat for seksuelle overgreb uden at sige mere om hvorfor man er bekymret, for ikke at afsløre hvem man er eller hvor man har oplysningerne fra. 

Jeg ville ønske at jeg kunne give dig et lettere svar. Et svar der kunne give dig meget mere ro indeni, for det synes jeg i den grad du fortjener. 
Men jeg kan sagtens se situationen fra både din og din venindes side, og jeg kan ikke afgøre hvem der "har ret" eller hvad der er det rigtige at gøre. 

Jeg ønsker for dig at du fortsat må opleve at du får det bedre, og jeg håber at du og din veninde finder en god løsning på det her som I begge har det godt med. 

De Bedste hilsner
Niels-Christian