Skal jeg fortælle min veninde at jeg cutter?

brevkassespørgsmål

Skal jeg fortælle min veninde at jeg cutter?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 6 år 3 måneder siden

Hej

Jeg har skåret i mig selv 3 forskellige gange nu, og jeg ved ikke helt hvorfor. Jeg går dog ud fra at det har noget at gøre med at jeg for tiden er rigtig ked af det og forvirret, fordi mine forældre skal flytte fra hinanden og jeg skal flytte hjemmefra. De tre gange jeg har cuttet har det ikke været bevidst for at slippe for en psykisk smerte - det har snarere været en underlig lyst til at være i stand til at skære i mig selv - at vide at jeg er i stand til det og at smerte ikke har (så meget som tidligere) magt over mig. De to første gange var det ret stille og roligt - jeg skar mig bare i tommelfingerens blomme, fordi jeg var sikker på at jeg ikke kunne ramme noget farligt, men tredje gang var det lidt voldsommere. jeg skar mig både i tommelfingeren og på maven og hoften. Det var som om det ikke var tilfredsstillende nå jeg ikke skar dybt nok til at det blødte med det samme eller hvis det ikke gjorde ondt - og det var lidt som om jeg følte mig stolt når jeg så de mange små snit - og så fik jeg lyst til at lave flere. Men så gik det op for mig hvad det egentlig var jeg gjorde og jeg blev bange og gik ud og gemte kniven i haven (det var om natten). I det hele taget føler jeg at jeg ikke rigtig er mig selv - at jeg svinger mellem at være nogen forskellige personer og at ingen af dem rigtig er mig. Når jeg cutter er jeg også en anden person, der er ligeglad med at det nok ikke er en god ide, men bare synes er det er spændende og at der er noget æstetisk over blodet og smerten. Også generelt føler jeg at jeg ikke rigtig er mig selv. jeg bliver alt for påvirket af de bøger jeg læser og de film jeg ser. Hvis jeg for eksempel læser om en spykisk ustabil person, der ikke bryder sig om andres selskab, så går jeg også selv rundt og tænker mere dystert end ellers og har lyst til at være alene - og ser jeg en teenage-serie hvor personerne ikke svinger med deres forældre og tumler med forelskelser, så kommer min irritation over mine forældre og mit måske-chrush til at fylde meget mere i mit liv. Det gør at jeg bliver i tvivl om hvem jeg egentlig er og hvad jeg egentlig vil.

Som jeg skrev er vores familie i opbrud for tiden og jeg bliver rigtig ked af det over det. Jeg kan også mærke at jeg bliver mere irriteret på/frastødt af min far (og nogen gange min mor) også over nogen fuldstændige åndssvage småting. Sådan har jeg også haft det tidligere, men det var i 5.-6. klasse og jeg synes at min værste pubertetsurimelighed burde være overstået nu når jeg er 18. Men alligevel kan jeg nogen gange bare ikke holde dem ud, og sårer dem også. Det gør mig ked af det og bange for at jeg aldrig igen kan få et forhold til dem hvor vi kan være en familie igen. Jeg har besluttet at jeg tager på højskole om et halvt år, og så flytter hjemmefra efter det - for jeg tror ikke vi kan blive ved med at leve sammen sådan her og jeg ved at mine forældre vil vente med at flytte fra hinanden til jeg er flyttet hjemmefra. Men selvom jeg nogen gange hader at bo hjemme, er jeg også rigtig ked af at det snart skal slutte. Jeg savner at være en familie som vi var engang, og jeg er bange for om mine forædre kan klare sig alene. Samtidig er jeg ikke særlig god til at få nye venner (Jeg føler at mange tager afstand fra mig) Og selvom jeg godt kan finde ud af at være alene er jeg også bange for højskoleopholdet. Måske flytter jeg sammen med nogle venner når jeg kommer hjem, men hvis ikke er jeg også rigtig nervøs for at bo alene. Jeg har også svært ved at håndtere at mine forældre nogen gange virker som om de stadig elsker hinanden og vi har det rigtig hyggeligt - og de nogen gange er sure og fjerne eller taler grimt om hinanden bag hinandens ryg.

Nu har jeg heldigvis nogen gode venner som jeg er meget taknemmelig for, og jeg har aftalt med min bedste veninde at ses snart, fordi jeg har brug for at tale med hende om alt det med mine forældre (Hendes forældre er også skilt) Men jeg er i tvivl om jeg skal fortælle hende at jeg har cuttet. For det første er jeg i tvivl om her er tale om reel cutting, da de to første gange var så stille og rolig, og fordi det nærmest føles naturligt når jeg gør det. Er det nødvendigvis en dårlig ting at cutte? det er vel også en måde at hærde sig selv (det gør man jo også gennem fx. sport). Nogen gange kan jeg også få følelsen af at jeg måske bare gør det for at "få" et problem og for at have en slags undskyldning for at der er noget galt med mig - eller for at få opmærksomhed. Og det virker bare så klamt og egoistisk at bekymre andre med det og at bruge begrebet cutting når der nu er andre der har det virkelig, virkelig svært og bruger det for at komme væk fra virkeligheden og gør det så dybt at de er i fare for at komme alvorligt til skade. Hvis det nu i virkeligheden bare er et lille egotrip fra min side, vil jeg ikke bekymre hende, hvis det nu ikke er så slemt (jeg har jo kun gjort det en gang og det kan være at jeg lader være næste gang jeg får lyst, nu jeg har mærket at det gjorde mig bange bag efter)
Og derudover - hvis jeg fortalte hende det - er der overhovedet noget hun kan gøre? Ville jeg ikke bare gøre hende bekymret og måske mindre ærlig omkring mig fordi hun føler at hun skal beskytte mig?

Jeg er ked af at det blev så langt. 
Tak for hjælpen

Svar: 

Kære dig

I første omgang, skal du ikke undskylde at du skriver et langt brev - det er rigtig fint for mig, at du giver mig dit billede af din situation, og jeg skal forsøge at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Derefter bliver jeg nødt til at fortælle dig at cutting ikke er en god ting at gøre mod sig selv. Det er at gøre skade på sig selv, fordi man kan have svært ved at forholde sig til virkeligheden. Og som du selv skriver kan det nemt blive en flugt. At flygte fra virkeligheden er en dum måde at takle eller løse sine problemer på. Det, at du ikke føler, at det er et rigtigt problem er en følelse som mange har i starten. Men ofte rykker grænsen sig, som du også selv skriver, cuttede du dig først i tommelfingeren, og derefter på maven og hoften - dette er et tegn på den afhængighed, der kan opstå. Derfor bliver du nødt til at erkende, at du har en selvskadende adfærd.  

Jeg kan kun råde dig til at hente noget viden på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade, der har du mulighed for at læse mere omkring selvskade, som cutting er. Der har du også mulighed for at chatte med en rådgiver, der bedre kan hjælpe dig. Jeg kan også anbefale dig at tale med din læge omkring det, han eller hun ville også kunne hjælpe dig videre. Det er vigtigt, at du gør noget for at hjælpe dig selv.

Jeg læser ud fra dit brev at du har en fortrolighed i din veninde. Denne fortrolighed synes jeg, at du skal gøre brug af. Snak med din veninde omkring det at din far og mor skal flytte fra hinanden. Snak med hende om dine følelser og tanker - og det kan være, at du opdager, at du ikke er den eneste, der står alene med de følelser og tanker. Det kunne også være, at hun kunne drage nytte af det. At du cutter i dig selv, synes jeg ikke, at du skal være flov over at fortælle hende. Det kunne være hun kunne være din støtte i forhold til at hjælpe dig, så godt hun kan, f.eks. kunne hun tage med dig til lægen, og så kan du jo vælge, om hun skal med ind til samtalen, eller om hun skal vente på dig i venteværelset.

Jeg forstår godt, at du er en i svær tid nu. Det er aldrig rart at opleve sin familie i opbrud. Og det kan også virke skræmmende at skulle flytte hjemmefra - og at stå på egne ben. Jeg synes, at det lyder rigtig positivt, at du skal på højskole. Jeg er sikker på, at det kan give dig noget godt med i rygsækken, som kan gavne dig på sigt. På en højskole vil du møde nye mennesker, og måske du vil møde venner for livet. Alle der starter på en højskole er nye - så husk, at du vil ikke være den eneste, som måske synes, at det er lidt uvant og grænseoverskridende. Jeg tror, at det vil blive en alletiders oplevelse for dig, og det kan være, at det ruster dig mere til at skulle bo selv.

Angående dine forældre, så skal du huske, at de er voksne og selv står til ansvar for deres valg, også selv om, at du synes, at de kan være barnlige. Det er ikke dit ansvar. Og fordi, at du er en omsorgsfuld pige, så er det stadig ikke dit ansvar - så du er i din fulde ret til at sige til dem, at du ikke gider at høre på deres grimme snak. Det er helt iorden - det er ikke din opgave at ligge øre til!

Du er i en fase ligenu, hvor der er mange ting at forholde sig til, og jeg forstår godt at det kan virke uoverskueligt. Men husk at tænke på, at det bare er en periode, og så nyd en dag ad gangen. Gør det, som der gør dig glad, og lad dine forældre passe deres valg, og vælg dem til, når du føler, at DU har brug for dem og deres hjælp.

Alt det bedste til dig!

Kærligst Thilde

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program