Hej du,

Hvor er det dejligt at høre, at du ved og har accepteret hvem du er! Det er virkelig sejt! Det må være en kæmpe lettelse at føle du kan være mere dig selv og slappe mere af, som den du er når du er i selsskab med dine venner og ikke mindst overfor dig selv! Du skriver, at du ikke behøver gemme dig mere, og det fortæller mig at du tør stå ved hvem du er overfor dig selv. Det er faktisk sværere at turde det end det lyder til. Derfor er det også så sejt, at du nu er et sted i livet hvor du tør det!
Jeg kan godt forstå det må være rigtig angstprovokerende at skulle "komme ud af skabet" overfor dine forældre. Mon det er fordi du er bange for deres reaktion? Jeg tror rigtig mange mennesker kan genkende at være bange for at fortælle noget til deres forældre, fordi de er bange for hvordan forældrene mon vil reagere. Vil de kunne forstå, hvad vil de tænke, vil de tage det seriøst og så videre. Der er ofte mange tanker og bekymringer forbundet med at skulle fortælle noget vigtigt til ens forældre. Og jeg kan sagtens forstå, hvis det også er sådan du har det. Du skriver, at du allerede har snakket med din mor om det, men at hun slog det lidt hen. Der kan være mange grunde til at hun gjorde det. Måske ved hun ikke hvordan hun skal reagere? Måske kom det bag på hende fordi hun slet ikke havde tænkt det som en mulighed? Måske har hun svært ved at give slip og lade dig være voksen og selvstændig? Og det har måske endda gjort det endnu sværere for dig at fortælle hende om det nu.
Mange mennesker forandrer sig og udvikler sig. Man lærer sig selv bedre at kende og man finder ud af nogle ting, som man ikke vidste før. Det er helt normalt og okay at ændre mening, holdning, attitude, endda personlighed med alderen. Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at det var mærkeligt hvis ikke man gjorde. Vi lever jo hver dag og får hele tiden nye indtryk. Hvis ikke vi bevæger os og lader os påvirke, så ville vi jo stå helt stille og aldrig komme videre. Jeg synes derfor det lyder rigtig sundt, når du skriver, at du har forandret dig og udviklet dig som menneske. Og det lyder helt klart som om, at du har udviklet dig til et mere helt menneske, der kan acceptere hvem du er. Skønt!
Men dette nye dig har måske gjort det svært at føle sig splittet. Splittet mellem at acceptere dig som du er og stå ved hvem du er og på den anden side ikke vise præcis hvem du er overfor dine forældre og familie? Jeg kan godt forstå, at der går mange tanker gennem hovedet på dig! Jeg tror det er rigtig godt at være tro mod sig selv og jeg læser også i dit brev et stort ønske om at kunne være netop tro mod dig selv. Når du skriver, at du ikke på den ene side kan tage til pride med dine venner og så samtidig gemme den del af dig selv for din familie, så kan jeg sagtens sætte mig ind i den splittelse det må medføre. Og jeg kan godt forstå at det at være i skabet er det værste. Det er hårdt ikke at kunne vise hvem man er og gerne vil være!

Du skriver helt tydeligt og klart i dit brev, at du ikke er klar til at "springe ud", det tror jeg du bliver nødt til at lytte på. Det er kun DIG, der ved hvornår du er klar og jeg tror det bedste er at lytte til dig selv og ikke gøre det før du føler dig klar. Man føler sig nok aldrig fuldstændig i hopla til at gøre det, men jeg tror, at man kan komme til det punkt hvor man er afklaret om at man vil gøre det. Kan du følge mig? Jeg kan læse, at du har gjort dig mange tanker om hvornår du kan fortælle dem det og det synes jeg er godt. Det er helt klart første skridt på vejen.

Nu du har sagt det til dine venner, kunne du måske bruge dem som støtte i denne her proces. Snak med dem om dine tanker og overvejelser. Spørg dem hvad de tænker og hvad de eventuelt ville gøre. Snak også med dem om hvad du frygter og hvad du håber. Jeg tror du vil finde ud af, at jo mere du snakker med andre om dine tanker, jo mindre skræmmende og altoverskyggende bliver de. Jeg synes tit man kan blive positivt overrasket over hvad ens venner kan bidrage til hvis man sidder med et dilemma. Måske bliver du også positivt overrasket. Måske gør du allerede det her, men hvis ikke så synes jeg helt klart at du skal prøve det.
Jeg vil også fortælle dig, at vi her på cyberhus har et online chat. Den er du meget velkommen til at bruge hvis du får lyst til at snakke med en voksen om dine tanker og dilemmaer. Det kan nogle gange være rart at få råd fra en, der ikke kender dig og som ikke har mødt dig. Du finder chatten her.

Jeg kan desværre ikke hjælpe dig med at komme ud af skabet, for det kan kun du, men jeg håber, at du finder modet og styrken til at gøre det og at mine tanker har hjulpet dig lidt på vej. Husk at du altid er velkommen til at skrive igen!

Jeg vil ønske dig alt det bedste fremover!

Med venlig hilsen Astrid