For lige at starte et sted, så har min lillebror på 9 år har i 3 år eller sådan noget, haft diagnoserne ADD, Aspergers Syndrom, Overintelligens og Social kognitiv. Han gik først på en normal skole og gik så i 2 tredje i en specialklasse. Min mor fortalte mig for at halvt år siden at hans læger snakker om, om han også skal "mærkes" at han ikke kan føle empati. Hun fortalte også at det går rigtig dårligt for ham i hans skole. Han laver ikke hans lektier, og har blandt andet stukket af fra skolen. Han er også begyndt at lave i hans bukser, hvilket min mor tror skyldes at han er stresset i skolen. Det hele med min lillebror nager bare rigtig meget. Han kan også være ret svær at arbejde med overfor, og jeg en tendens til at blive voldsomt vred på ham, hvilket jeg godt kan se ikke helt er i orden, efter at jeg har gjort det. (Jeg ved ikke om det skal nævnes at vi også har en søster på 11 år :-) ) Udover det, har jeg også nogle problemer med mine forældre. Jeg har en blog, som jeg ikke havde fortalt til nogen, hvor jeg ligesom fik alle mine følelser ud. Min far var inde i min historik, fandt hjemmesiden og læste det hele. Han konfronterede mig med det og jeg sagde til ham at jeg synes at det var utroligt krænkende at han snagede i hvad jeg laver. Vi begyndte at skændes og jeg løb ud i sneen i bare fødder og nattøj. Jeg gik lidt rundt i området indtil jeg fandt hjem til en af min veninder. Jeg skrev til mine forældre at jeg var hos hende, og at jeg nok først kom tilbage igen om aftenen. Det skal lige siges at på bloggen stod der blandt andet at jeg tit ryger, og at jeg har røget hash. Siden det har jeg sørget for at mine søskende også er der når mine forældre er, så jeg ikke behøver at snakke med dem. Jeg har længe haft et lidt anstrengt forhold til min far, fordi at jeg altid syntes at han var lidt "underlig". F.eks. går han meget op i at alt skal være i orden og alt skal være rent. Han går meget op i at jeg ikke må rode på mit værelse, og har blandt andet taget fjernsyn, ipod, mobil og retten til at se mine venner fra mig, fordi at jeg glemte at rydde op. Han har meget let ved at blive meget rasende og vred, og i mens jeg boede hjemme (jeg går på efterskole), græd nok i gennemsnit en gang om dagen. Hun har aldrig slået mig eller lignende, men jeg har tit følt mig psykisk tæsket af ham. Min mor har altid været en jeg kunne støtte mig op af når min far opførte sig som han gør. Hun sagde ikke altid noget til ham, men hun lyttede altid til mig når jeg var ked af det p.g.a ham. Derfor ramte det mig også hårdt da jeg for, efterhånden 2 måneder siden, sagde til min mor at jeg syntes min far kan være en nar, og hun sagde om jeg ikke godt kunne lade være med at sige det til hende, for det synes hun jo ikke er rart at høre om hendes mand. Samtidig har hun givet udtryk for at jeg skal snakke med hende noget mere. Det sidste halve år har jeg haft et ekstra tryk i hovedet, og været meget ked af det. Jeg har altid været en meget "sur" og negativ person, men lidt dækket ind i sarkasme og jokes. Hvis jeg nu skal være ærlig, tror jeg at jeg har været meget mere nærtagende og hidsig. Hvis f.eks. en person ikke svarer mig med det samme, bliver jeg hysterisk og går. Jg har konstant hovedpine og jeg har i en uges tid haft - ad, men altså - virkelig hård mave, og blødt. Jeg har også pludselig fået hjertebanken, hvilket jeg synes er besynderligt. Og jeg er meget forvirret over hvorfor jeg konstant er ved at græde og hvorfor jeg bider hovedet af folk, og bare i det hele taget tager afstand fra folk. Og hvorfor min krop opfører sig sådan? Jeg har virkelig ikke lyst til at være så nede mere. Men jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg har prøvet at hive mig selv op, men det lykkedes ikke. Håber at I/du kan hjælpe mig på en eller måde. Jeg har prøvet at skrive det her forholdsvist "neutralt", men det gør nok også at hvor voldsomt jeg egentlig føler omkring det her og hvor meget jeg græder hver dag p.g.a det, ikke ordentligt kommer frem. Men jeg tænkte at det var nemmere for jer/dig, at forholde sig til, end hvis jeg bare skrev min far er idiot, min mor er en kælling OSV. Igen, jeg håber virkelig at I/du kan hjælpe mig, for jeg kan ikke klare trykket i mit hoved. Hilsen Anonym.