Hej med dig.

Hvor er det en flot, meget gribende og indlevelsesrig fortælling, du skriver. Jeg kan virkelig give dig ret i, at du er dygtig til at skrive, og det gør det meget nemt for mig at sætte mig ind i din situation. Når det er sagt, synes jeg, det lyder som om, du slås med en masse svære ting, og jeg forstår inderligt godt, at du gerne vil ud af det, så du kan leve et lykkeligt og normalt teenageliv. 

Jeg synes, det er rigtig godt at høre, at du har forsøgt at tale med både dine forældre og din læge omkring dine problemer. Det er rigtig ærgerligt, at der ikke blev gjort mere ved det, fordi din mor ikke mente, det var så alvorligt. Det får mig til at tænke på, om du mon har fortalt hende om alle de ting, som du skriver i dit brev til os? Ud fra dit brev er det nemlig meget tydeligt for mig, at du ikke er en glad dreng, men at du går med en masse svære tanker om dig selv og dit liv, som du har brug for hjælp til at slippe af med. Hvis du har mod på det, synes jeg, du skal prøve at fortælle din mor om det, du oplever igen - og denne gang ikke undlade detaljerne om, at du er ked af livet, føler dig socialt isoleret, ser dig selv som aggressiv og voldelig og er ked af dit udseende. Det er nogle meget alvorlige tanker og følelser, som du ikke bør gå med selv. Du fortæller, at det er nemt for dig at skrive, men sværere for dig at være sammen med mennesker. Ud fra det tænker jeg, at det måske vil være lettere for både dig og din mor, hvis du skrev et brev til hende om, hvordan du har det. På den måde vil du måske lettere kunne få sagt de svære ting, og hun vil måske have lettere ved at forstå. Uanset hvad tænker jeg i hvert fald, at det er vigtigt, at du får fortalt nogen, du stoler på, om de ting, du skriver ind til os. Det kan nemlig være utrolig rart og værdifuldt at opleve andres forståelse, og din mor eller en anden vil måske også kunne hjælpe dig igang med den behandling, som det virker til, du har brug for.

Ud fra det du skriver står det klart for mig, at dit største problem ikke er overvægten, men i stedet er de mange negative tanker, du har om dig selv. Det kan sagtens være, at overvægten og den medfølgende mobning har ført til, at du har fået negative tanker om dig selv, men lige nu synes jeg, det virker som om, at du har behov for at arbejde med måden, hvorpå du ser dig selv. Ved at blive gladere for den person, man er, kan man nemlig lettere komme til at blive glad for livet, få lyst til sociale arrangementer og se de muligheder, man har. Når man først er kommet ind i et mønster, hvor alting synes sort, og der kun er få positive ting, kan det dog være en enormt svær opgave at skulle finde livslysten frem. Derfor tænker jeg, du har behov for professionel hjælp fra en psykolog. En psykolog vil kunne hjælpe dig med at få styr på og forstå dine tanker, hjælpe dig med dine sociale vanskeligheder og give dig selvværd og selvtillid igen. Hvis du har mod på det, kan du fortælle din mor, at du tror, du kunne have gavn af psykologhjælp, men ellers kan du igen henvende dig til din læge, som ud fra din historie, vil kunne give dig en henvisning til en psykolog. Jeg lægger mærke til, at du skriver, at du håber, der findes en løsning. Det viser, at du ikke har givet helt op, hvilket er rigtig positivt. Det gør det nemlig lettere for dig at komme ud af den svære situation, og med den rigtige motivation er det også lettere at tage imod den hjælp, en psykolog vil kunne tilbyde dig.

Jeg kan godt forstå, du er bekymret for, at du er begyndt at isolere dig mere og mere socialt. Jo mindre tid, man bruger med andre mennesker, jo sværere bliver det også at gøre det, når man skal det. Når man ikke bruger meget tid med andre, er det også naturligt, at man ikke bryder sig om deres berøringer. For at bekæmpe din sociale isolation kan du i små skridt begynde hele tiden at bruge lidt mere tid på det sociale. Det kan fx være, at du bruger et kvarter i pauserne på skolen på at snakke med de andre, bliver ti minutter efter skole for at høre de andre, hvad de skal i weekenden, eller hvad du nu kan finde på. Ved hele tiden at udfordre sig selv i små skridt, vil det blive lettere og lettere at udholde det sociale. Grunden til det er, at du på den måde vil finde ud af, at det farlige måske ikke er så farligt alligevel. Det er ikke sikkert, det vil være rart for dig i starten, men hvis du bliver ved med at udfordre dig selv ved at bevæge dig ud i sociale situationer, vil du med tiden måske blive glad for det. Det kan også være en lille ting, som at ønske ekspedienten i supermarkedet en god dag eller smile til en fremmed på gaden.

Til sidst vil jeg sige, at jeg synes, det er rigtig positivt, at du finder positive elementer foran computeren. Uanset hvad man går op i, er det vigtigt at have noget at gå op i, som kan give energi og glæde. Bliv endelig ved med det og fortsæt også med at skriv. Det er ting, du er gode til, og som du kan være stolt af, at du mestrer.

Hvis du har brug for at snakke med en rådgiver om tingene, skal du vide, at du altid er velkommen i Cyberhus' chat, hvor der sidder rådgivere klar til at lytte til dig.

Jeg ønsker dig alt det bedste på din vej.

Kh. Matilde