Mit liv føltes som et tomt liv.

brevkassespørgsmål

Mit liv føltes som et tomt liv.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 11 år 3 måneder siden

Hej, mit navn er C. Det her bliver et lang brev, og jeg håber at i forstår hele af brevet. Hele mit barndom har været skidt, jeg har ikke fortalt det men jeg har gået rundt og været ked af. Selv da jeg gik i børnehave, var jeg en genert pige der bekrymerede sig over mit vægt fordi jeg så min storebror der kom grædende hjem og fortalte at han blev mobbet med hans vægt. Jeg har ikke et tæt forhold med ham, men min mor fortalte altid mig hvad der skete - fordi jeg var den "store pige" der havde forstående for problemere og hun vidste at jeg ikke ville drille / irritere mine brødre hvis de havde det skidt. Jeg valgte så at sulte mig selv, men jeg var en madglad pige så nogle dage spiste jeg intet og nogle dage spiste jeg enormt meget. Det var en tidlig alder, jeg begyndte at droppe mad og så spise mad igen. Mad og min krop har og er altid min fjende, jeg hader det så meget at jeg ikke kan fordrage synet af mig selv. Jeg har altid været vild med ild, og så se blod men jeg spiller altid som om at jeg ikke kan fordrage blodet fordi jeg ikke vil have at mine lærerne skal blive mistænksomme. Jeg har igennem mit liv oplevet mange dødsfald, og det har påvirket mig en del. Døden er en del af mit liv. Min mor ved ikke at jeg har problemer inderst i, af helveds til og alt det andet. Jeg fortæller ikke mine problemer til andre mere, fordi jeg synes at jeg ikke får nok hjælp til det jeg behøver. I de sidste par dage har jeg bare gået rundt på Google, og googlet om Selvmord, problemer, chatrådgivning men jeg googler mest om Selvmord fordi jeg heletiden fokuserér på selvmord. Bør jeg begå selvmord? Får de andre bedre, så de ikke skal tage kontakt til kommunen heletiden? Alle spørgsmåle rummer mig rundt i hovedet, og jeg ved ikke om jeg skal gøre det eller ej. Jeg ved godt at det er ikke en løsning, men for mig er det en løsning. Jeg har skrevet til min gamle bisidder (Børns Vilkår) om det, og min sagsbehandler men jeg føler at jeg ikke får den rigtige hjælp i øjeblikket. Min sagsbehandler Annika har sagt at jeg får en kontaktperson efter jul, og det glæder jeg mig selvfølgelig til det men hvad nu hvis jeg ikke kan stole på min kontaktperson? Og alt det andet. Jeg er ikke så nem til at stole på andre, fordi der kræver at samarbejdelse. Jeg bygger en "facade" på mig selv, jeg spiller glad og alt det der. Jeg tager i byen med mine vennerne, bare for at komme lidt mere væk fra min familie og alt det. Min familie - jeg har haft så mange problemer med familien, jeg kan ikke stole på nogle af dem længere efter jeg oplevede fysisk & psyisk vold. Det skal siges at jeg blev hånet, gjort nar ad osv. Af mine søskende og familie, og udover det - blev jeg også slået af min mor hvor jeg så tog egen hånd og skrev til BørneTelefonen (Kendte ikke det her hjemmeside.) hvor jeg så fik mig skaffet en bisidder &' oplever ikke volden mere men det har taget rigtig hårdt på mig. Det har så efterhånden udviklet at jeg er begyndt og blive en fast ryger, og jeg er også igang med at købe og skaffe hash og alt det andet - bare for at glemme min fortid, problemer og alt det andet. Da jeg var omkring 8 år gammel, var jeg så vild med at tegne mine hænder og arme - hvor jeg sommertider også tog noget spids der lavede mærker efter det jeg lavede. Jeg tog altid langærmede på, og ventede på at det forsvandt igen. Det forsvandt igen, og jeg gjorde det igen - jeg var så fancisteret af det, og fortsatte det i langtid hvor jeg fandt en et kniv hvor jeg efterfølgende skar i mig selv. Langs ad armen, men da jeg har så tynde arme fik jeg aldrig nogle permanante arrene - De arrene jeg har skåret i mig selv, kan oftest ses når jeg fryser osv. Jeg har skåret i mig selv i langtid, og så holdt pauser hvor mange andre har lagt mærke til det men da jeg har en kat bruger jeg en undskyldning hvis de spørger om hvad det der er. Så bruger jeg den samme undskyldning "øh, trille var liiiidt for vild idag så hun angreb mig overalt.. tror nok at det er det der stammer fra. ellers ved jeg ikke." De hopper jo som regl på, og glemmer det. De fleste år af mit liv har jeg oplevet noget af mobningen, jeg blev peget ad - gjort tilgrin - snakkede om mig bag min ryg, og alt det andet. Hver gang jeg var i byen, råbte nogle til mig "Ad, en noob." og alt det andet. Jeg begyndte så at købe noget fedt tøj, og fik styr på det tøj hvor menneskerne omkring mig var lige pludselig flinke. De var bare ikke sådan "Ad?" udtryk når de snakkede med mig, og ja... Det har så gjort at jeg heletiden fokuseré på om hvad de tænker om mig, og alt det andet. På min gamle skole / den første skole jeg gik på, var der et par stykke drenge ovre fra naboskolen der var helt vilde med mig og vi havde fælles fodboldbanen og da jeg er vild med ballade så jeg pjækkede fra timerne og spillede bold der. Jeg smadrede også ting, begik vold mod mine lærerne og alt det andet. Men det er noget, jeg nok aldrig vil glemme .. Jeg spillede fodbold med nogle af skolens populæreste drenge (som kan lide mig, fordi jeg nok var selv lidt af en populær pige.) da vi var alene ved fodboldbanen, stak han hans hænder ned på mine bryster og holdte fast om min fisse. Han hviskede mig i øret om jeg var med på trekant, osv - hvilket jeg ikke turde at sige ja eller nej - jeg prøvede at ignorere det, og prøvede at komme væk. Drengen 1 (som tog mig på patter osv.) han havde en ven med som hedder Thomas - Han kom så, og lagde sig mod min røv, og holdte hans arme på mine patter og alt det andet. Det lyder romantisk, det er også det men jeg brød ikke mig om det. Jeg var bange, men jeg turde ikke at vise det. Så skulle de ind igen, og så skred de indenfor hvor jeg løb væk fra skolen - alt. Jeg ved ikke om det var noget seksuelt, eller noget men den oplevelse vil jeg aldrig glemme. Min far - han har været væk for det meste af mit liv, han arbejdede heletiden i udlandet og når han endelig var hjemme, sad han og drak sig stiv. Han kunne godt finde på at tage mig og min lillesøster med på værtshus, og så fik vi kakao eller sodavand men jeg hadede lugten af værtshus fordi jeg så alle de gamle mænd vrimle rundt hvor min far stolt præstenere mig og min lillesøster. Det betød så at hvergang jeg skulle hjem til ham, gad jeg ikke. Jeg ville bare ikke tage over til det samme værtshus igen og igen, men efterhånden stoppede han med at tage på værtshus og drak ikke mere hvilket jeg var glad for det. Men min far - jeg har aldrig følt at han var min far, eller noget. Jeg er vant til at kalde ham min far, men jeg føler bare ikke at det er min far fordi jeg har ikke nogle minder med ham - Kun de værste minder, men gode? Hvad bliver de nu af dem? Han har aldrig været der for mig, selv om jeg ikke bad om det. Min lillesøster blev gladere for at bo hos ham, og jeg er glad for hendes vegne hvis hun er tilfreds med at bo hos ham - Det respekterer jeg, men for to uger siden opstod der et skænderi mellem os fordi jeg følte at han behandlte mine brødre anderledes. Han gav ikke mine brødre gaver, men kun mig og min lillessøster hvilket jeg ikke fandt mig i det. Jeg har oplevet så meget, at jeg vil have at alle får lige den samme behandling. Jeg sagde så stop til min far, at jeg ikke ville ses med ham mere. At han ikke skulle bestemme over mit liv mere. Jeg gav ham et kram, fordi han bad om det. Jeg sagde så til ham at jeg ville ikke komme tilbage, uanset hvad. Om han ville købe mig eller noget. Inden jeg lukkede døren, sagde jeg til ham "Farvel far." Det er de sidste ord jeg sagde til ham, og at jeg hørte de sidste ord "Farvel S." Han har spurgt min mor om at jeg ville gerne over til ham, og spise med - hvilket jeg sagde afvisende nej. At jeg har sagt til ham at vi ikke kommer til at ses hinanden igen, og hvilket det - føler jeg mig at jeg gør ham ked af, eller noget. Han har selv sagt til mig at jeg ikke får nogle julegaver, så min lillesøster er den eneste af søskendeflokken der får gaver nu. Jeg er så trods alt ligeglad med det, men jeg føler mig dum fordi jeg har sagt stop til ham. At jeg måske ødelægger ham. Jeg har hørt så mange nyheder at en far begik selvmord fordi han ikke så sin børn ofte osv osv. Det er det jeg ligenu er bange for. Begår selvmord pågrund af mig? Jeg frygter alt ligenu.. Undskyld at det her var forvirrende, jeg ved ikke om jeg skal begå selvmord eller ej. Selvmord er den eneste udvej for mig. :/ - C. Btw, viser det her spørgsmål i brevkassen eller?.... Vil helst anonymisere det her, og kun jer ansatte der kan se det. :/

Svar: 

Hej med dig...

Jeg har valgt at anonymisere dit spørgsmål og derfor er der ingen der kan se hvad du og din familie hedder eller hvor du bor. Du skriver, at du egentlig gerne vil have, at det kun var os voksne i Cyberhus der skulle se det. Hvis du har det på den måde stadig væk, så kan du jo kopiere dit spørgsmål og mit svar til dig, og så skrive til mig igen. Så skal jeg nok tage det af hjemmesiden.

Men nu til dit spørgsmål...

Jeg må sige til dig først, at jeg blev ret rørt, da jeg læste dit spørgsmål. Fordi jeg følte, at her er en pige som har sat sig ned og prøvet at fortælle hendes historie fra start til slut, ærligt, selvom det sikkert har været både svært og lidt hårdt. Det er flot skrevet og du er rigtig god til at beskrive og fortælle om dine oplevelser og følelser. Jeg tror det var vigtigt for dig at få gjort og jeg vil rigtig gerne prøve at hjælpe dig, så godt jeg kan.

Du spørger præcist om to ting, så dem vil jeg starte med at svare dig på og bagefter har jeg nogle atnker, som du måske kan bruge i dit liv. Dine to spørgsmål er: "Skal jeg begå selvmord?" og "Begår din far selvmord på grund af dig?"

Nej, er det korte svar til begge to, men først omkring dig. Jeg synes ikke du skal begå selvmord nu og det synes jeg ikke du skal på grund af to ting. 

1. Når man begår selvmord, så er alt slut. Det er slut med alt det svære, ja, men det er også slut med at føle noget andet, slut med drømme, slut med kærlighed, slut med venskaber, slut med familien og slut med fremtiden. Ingenting er der tilbage. Og det skal du lige tænke på... så hvis man begår selvmord, så skal man være 1000% sikker på, at man har prøvet alle andre muligheder først, og det har du slet slet ikke endnu. Det kommer vi tilbage til.

2. Selvmord kan man altid gøre.. den mulighed vil altid være der, så derfor handler det lige nu om for dig, at fokuserer mere på de mukigheder som du ikke har fået prøvet af endnu.

Omkring din far...du har læst nogle historier om en far som begi selvmord, fordi han ikke så nok til sine børn og nu er du bange for at det skal ske for din far, fordi du har sagt du ikke vil se ham mere.

Det kan være hårdt, både for en far og en datter, at skulle sige, at man ikke vil se den anden mere. Om det var den rigtige beslutning for dig, kan jeg ikke svare dg på, for jeg kender dig ikke godt nok. Men jeg respektere, at hvis du føler det som det rigtige for dig, så er det det. Og jeg tror din far også respektere det. Han er sikkert godt klar oer, at han ikke altid har været der for dig og er klar over at du måske er ret sur og skuffet over ham indvendigt. Og måske tænker han, at det er okay, at du reagerer og ikke vi se ham nu. Måske håber han at du en dag vil se ham igen.

Du fortæller, at din far har drukket en del tidligere, men ikke gør det mere og derfor tror jeg han er blevet stærkere nu, end han var tidligere. Jeg tror ikke din far vil begå selvmord på grund af det her. Han er sikkert ked af det og savner sin datter, men det er vel bare helt naturligt.

Du fortæller om en masse oplevelser og tanker om dit liv, og da jeg læste det, fik jeg sådan et billede af en stor bog. En bog, hvor de første 14 kapitler var fyldt med en masse udfordringer for dig. En masse svære ting, så svære at du overvejer at bogen ikke skal være længere. At du hellere vi begå selvmord.

Men Kære C... din bog er meget tykkere, der er måske 80 kapitler tilbage. Nogle af dem vil helt sikkert ikke være de nemmeste, men de fleste vil være dejlige. Fyldt med gode oplevelser, kærlighed, nye venner, uddannelse og et spændende job. Du er 14 år nu, men er kun lige startet på livet.

Så C, du skal se dit liv som en bog foran dig. Nytårsaften åbner du et nyt kapitel og det skal være et godt kapitel.

Så nu kunne jeg godt tænke mig at skrive lidt til dig om, hvordan det nye kapitel kan blive et godt kapitel. Og der er 3 ting jeg gerne vil dele med dig.

1: Du fortæller, at du har en aftale med en kontaktperson efter nytår. Og ved du hvad...det er så fedt og en chance for dig. Men du skal forberede dig ordentligt og du skal ville det.

Jeg ved godt du skriver, at du er holdt op med at fortælle folk hvordan du har det og at du har svært ved at stole på folk, fordi du ikke føler de hjælper dig alligevel. Alt det skal du pakke ned i plastikpose og så kaste det langt ud i vandet, så det aldrig kommer tilbage :) Fordi jeg har en opgave til dig.

Den første dag du skal mødes med din nye kontaktperson, skal du vise ham/hende det du har skrevet til mig. Du skal have fortalt den person hele historien, alle 14 kapitler af din bog. Og det gør du her, så du kan bare nøjes med at vise det frem, så vil personen forstå dig og det ville være meget nemmere at snakke om bagefter.

Livet kan være op og ned og hamrende svært sommetider. Sådan er det for alle... for dig og mig og alle andre. En anden ting der også er fælles er, at vi ikke kan klare de ting alene. Jeg har brug for hjælp sommetider, du har brug for hjælp, ja selv stjernerne i bladende har brug for hjælp sommetider. Det er også både normalt og menneskeligt. Og nu er det din tur.

Så for at være lidt hård, så er jeg ligeglad med at du er bange for om du kan stole på den person, for det er den chance du har nu og du skal gribe den. Din kontaktperson har det arbejde og er blevet ansvat til det, fordi han/hun kan lide at hjælpe andre og er god til det. Så der er ingen grund til ikke at stole på den person.

Og det er så dejligt enkelt... hvis du ikke er ærlig og fortæller om dit liv og hvad du synes er svært...så kan den person ikke hjælpe.

Jeg kommer lige i tanke om noget...jeg kendte engang en ung, som fik at vide fra hans psykoog, at hun ikke kunne hjælpe ham, fordi han var ikke klar. Det var en hård besked at få, men sandheden var, at han ikke ville have hjælp.. han sagde ikke noget, lukkede aldrig op og valgte ikke at stole på hende. Så kunne hun ikke gøre noget.

Grunden til at jeg fortæller det er, at ansvaret ligger ,meget hos dig. Der er hjælp og der er voksne som både kan og vil hjælpe dig. Men det er op til dig selv. Så C.. det er nu...

2. Den anden ting jeg gerne ville sige til dig er, at jeg ikke synes den oplevelse du havde med de to drenge var særlig romantisk. Jeg synes det lyder som et seksuelt overgreb og at det var meget forkert af de to drenge. Jeg an godt forstå, at det fylder meget inden i, fordi det lyder helt sikkert ikke som en særlig rar oplevelse. Og derfor er det også en ting der er vigtig, at du får snakket med din nye kontaktperson om.

Og det er lige nøjagtig det som er så hamrende godt ved det du har skrevet her i brevkassen. Det er ærligt og handler om de ting som dylder noget inden i. Og alle de ting du har valgt at tage med her, er vigtige for dig. Ellers havde du ikke skrevet det.

3. Den sidste ting jeg vil dele med dig er, at når du har vist din kontaktperson dit brev og har fået snakket om det, så synes jeg du skal snakke m,ed ham/hende om at du skal have noget professionel hjælp også. Det kunne for eksempel være en psykolog og jeg tror det kunne være en god kombination.

Så kære C... nu er det juleaften i morgen og jeg håber så meget at, at mit svar til dig kunne være en lille julegave. En julegave med motivation til at åbne et nyt kapitek i dit liv. Et kapitekl, hvor du tager ansvar for dig liv, giver den en skalle og kan mærke at du er på vej i den rigtige retning.

Du har styrken.. det har du vist flere gange med de ting du har gjort og skrevet, så det er jeg ikke nervøs for. Du skal bare lige føle den sidste "Jeg vil fandme have det bedre" skub :)

Jeg øsnker dig den dejligst jul og så et spændende nytår..

PS. Husk lige at chatrådgivningen er åben d. 27 og 28 december, hvis du kunne have brug for at chatte med en voksen om de her ting.

Venlig hilsen
Erroll 

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program