Mit liv er så surt

brevkassespørgsmål

Mit liv er så surt

Hej brevkasse. Jeg ved ikke rigtig hvordan jeg skal begynde. For e 2 år siden ændrede mit liv sig fulstændigt, alt blev vendt op og ned. Jeg begynder bare fra starten, jeg har altid elsket dressur ridning, jeg fik min dørste dressur pony da jeg var 6 år gammel. Jeg fik efterfølgende en dressur hest, og jeg vandt dm i dressur for min daværende alder, jeg levede og åndede for dressuren. Jeg rejste land og rige rundt med min elskede hest, for at stille op i konkurrencer og kvalifikationer, mine veninder, kæreste og familie bakkede altid op om mig. Så for to år siden gik det hele galt, og alt blev sat på hovedet. Jeg trænede til et mesterskab i tyskland i dressur på min hest, så stod nogle mindre piger og legede og skreg op, dette gjorde min ellers rolige jest bange og den smed mig af. Jeg landede uheldigt med min ryg og det sagde knæk. Jeg brækkede ryggen og to ryghvirvler forskød sig. Siden ulykken har jeg været lam fra hoften og ned, en ting var jeg mistede evnen til at ride og klare mig selv på samme måde som før, men mine veninder var pludselig væk. Nu var jeg pludselig ikke fin nok til dem. Da jeg efter knap et år på sygehuset blev udskrevet var de alle væk undtagen min super skønne kæreste og familie som stadig står ved min side.. Jeg skal efter sommerferien begynde på gymnasiet, nogle af de gamle veninder synes ikke jeg er på deres niveau længere da jeg måtte afslutte skolen fra en seng på sygehuset og har nu haft et år hjemme pga. smerter i ryg og ben på trods af jeg alligevel ikke mærker dem, ved det lyder åndsvagt. Syes bare det er uretfærdigt jeg ikke er god nok til dem længere, der nærmest intet at leve for, jeg er ikke god nok jo. Har snakket med dem men de hader mig nærmest. Fik psykolog hjælp da jeg blev lam, men mit liv er jo slut, kan ikke ride sådan længere det var det eneste jeg ville i livet. Har bare brug for nogle lytter og forstår. Det bare umuligt det hele. Mvh. Silje

Svar:

Hej Silje

Det gør mig ondt at høre at tingene er gået sådan for dig. Jeg kan godt forstå at du får følelsen af håbløshed og tænker at det næsten er for "surt" at leve med.

Jeg tænker faktisk også at det næsten er umenneskeligt at en ung pige som dig skal leve med at være lam.

Det er rørende at høre om din fantastiske hest som du havde så mange fortryllende gode oplevelser og glæder sammen med - som gav dit liv mening! Det lyder som at de oplevelser I har haft sammen, vil altid være i dit hjerte!

Vi ved alle at ridning er en farlig sport fordi vi har med levende dyr at gøre, men netop dette gør ridesporten til en fantastisk udfordrende og udviklende sportsgren og for at nå så langt som du nåede inden ulykken, kræver det en personlighed og et mod af en helt særlig støbning. Det tror jeg godt du ved :) - og dèt har du !

At være lam vil være en livslang udfordring for dig, det er vi nødt til at se i øjnene. For at dit liv kan få ny mening, er det nødvendigt at tænke i nye baner og måske "sadle om" hvis vi skal blive i hestesprog :). Jeg kan godt forstå at det er himmelråbende frustrerende at de veninder du nævner, ikke kan være en del af dit liv mere og at du bare ønsker dig at det kunne være der som før. Men sådan er det ikke og jeg tænker egentlig at lige nu har du også mere brug for nogle veninder, som forstår dig bedre. Så jeg tænker at der må være et netværk du kan få kontakt til, med andre unge som har et handicap.

Jeg mener selvfølgelig ikke at resten af dit liv skal du kun have handicappede veninder, slet ikke - men jeg kan jo høre at du (- og det er naturligvis klart eftersom det kun er 2 år efter ulykken ) er det sted psykisk, hvor det stadigvæk er rigtig svært at acceptere tingenes tilstand. - Og her kan det altså være en KÆMPE hjælp at tale med andre i sammen båd - og også med nogle som har levet i flere år med et handicap og høre om fra deres mund hvordan de har fået livskvaliteten tilbage. Når du med tiden er blevet bedre til at acceptere tingenes tilstand, vil det også blive nemmere for dig at begå dig med veninder som ikke har et handicap, fordi at så vil det hele blive lettere at tale om for både dig selv og for dem - jo mere de mærker at du selv accepterer som tingene er!

Så det er mit bud til dig - at du og din dejlige familie og kæreste hjælper hinanden med at finde frem til et godt netværk for dig. Måske kan afdelingen hvor du har været indlagt også være behjælpelige med at finde det rigtige.

Og husk, lam eller ej, så vil du altid have de kvaliteter med dig som du har opbygget igennem din hest og din ridesport.

Du er sej, du er modig, du er robust, du er ansvarsfuld, du har en skarp og kvik hjerne, du kan vise vejen, du kan tage lederskab, du har en stærk vilje, du kan vise kærlighed.... osv...osv .....

Du har det stadig i dig - så det handler om nu, at du skal finde en ny mening med livet end dèn du havde regnet med. Det er helt sikkert lettere sagt end gjort - men med din dejlige families hjælp og dine gode menneskelige kvaliteter, så er jeg ikke i tvivl om det kan lade sig gøre :)

De allerbedste tanker

Denise

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål