Hej Mark.

Jeg kan godt forstå at du har det rigtig svært. Det er en meget voldsom oplevelse du været igennem, at se din søster gå herfra. Der er jo mange ting i den oplevelse - for det første at hun pludselig falder om og er væk og så de lange seje minutter, som garanteret har føltes som en evighed ?, hvor du har prøvet at få liv i hende. Så har du set redderne forsøge at genoplive hende, uden det lykkes - og jeg er sikker på det hele har føltes nærmest uvirkeligt for dig, måske som et mareridt? - og jeg synes det er klart at det kan tage lang tid for dig, rigtigt at "fatte" hvad der egentlig skete.

Jeg synes det er rigtig godt at du får hjælp af en psykolog og selvom du synes det ikke hjælper så meget endnu, så skal det nok komme! -Men som sagt kan det godt tage lang tid for der er jo også flere ting som skal bearbejdes, end selve dèt at hun dør.

Hun havde jo været syg i lang tid, som jeg forstår dig og det har selvfølgelig været barskt for jer allesammen i familien, både at se hende på dèn måde og også at hun ikke ville tage imod jeres hjælp. Jeg er sikker på I har gjort alt hvad I kunne for at hjælpe og du skriver at du prøvede på at lege med maden for at hun skulle synes det var sjovt og begynde at spise. Måske var det næsten dit største ønske at hun ville spise? Desværre er anorexi og bulimi bare nogle rigtig svære sygdomme, fordi de gør at man -som din søster - er meget hård ved sig selv. Der skal nogle dygtige eksperter til at hjælpe én ud af sådan en sygdom og nogle gange er det desværre heller ikke nok. Det kan være svært at forstå hvordan èn med anorexi/bulimi har det, men måske kunne du få psykologen til at fortælle lidt mere om det, hvis du synes?

Jeg synes virkelig at det lyder så sødt at din søster kaldte dig for "lille Mark-mus". Det lyder så kærligt og man kan høre at hun også var rigtig glad for dig. Jeg er sikker på at hun satte stor pris på at du prøvede at hjælpe hende, selvom hun var for syg til at hun kunne tage imod det. Jeg kan godt forstå at det er et kæmpe savn at du ikke skal dele dit liv med hende, som du skriver. - Men jeres kærlighed til hinanden kan du altid have med dig i dit hjerte og de gode minder om når I f. eks fik hinanden til at grine.

Når du skriver at du føler dig tyk i forhold til din søster, så tænker jeg at du VEJER i hvert fald mere end hende - og gudskelov for det, fordi grunden til at hun ikke vejede mere, var jo hendes sygdom  - og derfor havde hun ikke normalvægt som dig. Måske føler du at du ikke kan være "bekendt" at have normalvægt, når din søster var så tynd?? Men ved du hvad Mark! -det kan du helt sikkert godt være bekendt, for du har et langt liv for dig du skal leve - og det er jeg helt sikker på din søster også ville være enig i.

Jeg synes du skal holde rigtig godt fast i psykologen, din familie og dem du ellers holder af! Snak så meget om dine tanker, som du kan! Så skal det nok blive bedre med tiden!

Det kan være en idè for dig at kontakte www.ungeogsorg.dk . Her er nogle søde mennesker som ved en helt masse om hvordan det er at være i din alder og miste èn man holder af.

Du må også gerne bruge chatrådgivningen her på siden som har åben mandag til torsdag 14.00 - 19.00. Her sidder der voksne der altid gerne vil lytte og måske kunne det også være rart for dig.

En stor krammer til dig

fra Denise