Min exkæreste er min eneste ene.

brevkassespørgsmål

Min exkæreste er min eneste ene.

brevkassespørgsmål af
Anonym
14 år
Oprettet 13 år 8 måneder siden

Hej.

Jeg er en pige på 14 år, og jeg har et voldsomt problem, og jeg vil gøre næsten alt for at komme ud af det.

Siden jeg var 10 startede jeg i en klasse hvor jeg blev mobbet stortset hver dag, jeg havde det virkelig elendigt, og kom bagefter med en masse ting. Jeg begyndte til håndbold, hvor en fra min klasse også var med, og hun bagtalte mig rigtig meget, min mor mente jeg skulle fortsætte, men jeg havde virkelig ikke lyst til at gå til det, jeg scorede helelr ikke et eneste mål, og var mildest talt elendig, men gjorde heller ikke så meget ud af det, havde alligevel givet ret meget op..

Jeg havde dog en veninde i klassen, men hun svigtede mig altid. Da der kom en ny pige i klassen, var hun sammen med hende, og jeg var bare en erstatning, hvis hun ikke lige var der, så hun udnyttede mig bare fordi hun ikke rigtig havde andre...

Men på grund af hende, startede jeg altså også på et fritidshjem, som nogle af dem fra håndbold også gik på, og ja..

Alle drengene i min klasse var bare så meget for meget, altså bare nogle overdrevede modefikserede sexsyge idioter, der lavede hærværk osv. osv. og ja, jeg trængte til at komme væk.

men så fyldte jeg altså 12 år, og levede fortsat med den her lorteklasse, på mit fritidshjem havde jeg dog nogle venner, men langt de fleste var yngre end mig, og forstod mig så derfor heller ikke så godt..

Der er så et spillerum, hvor jeg sad og spillede playstation med nogle af mine veninder, da den her dreng kom ind.. Han var fuldstændig anderledes end alle de andre, selv drengene på fritidshjemmet var bare ligesom dem fra min klasse, men ikke ham hér. Han var noget helt specielt, jeg turde ikke kigge på ham efter de første 3 blik, da jeg var bange for at rødme... hehe.

Vi begyndte så at snakke lidt, og grine sammen, og ja. For ham var jeg vidst bare en lille pige, specielt fordi at jeg så han snakkede med en af dem fra håndbold som hader mig! Argh!
men vi endte med at være sammen til de lukkede, og vi tog hjem hver især..

Jeg kunne ikke glemme ham, der gik et par timer før jeg opdagede jeg var virkelig forelsket. Jeg så ham så ikke i ca. 6 måneder, så jeg var ved at glemme ham...

Så jeg var altså fyldt 13 her, og jeg havde skiftet stil temmelig meget, så han kunne ikke kende mig. Heldigvis, for dengang sagde jeg vidst også nogle ting der virkeligt stemplede mig som idiot. Dagen før juleferien 2007 så jeg ham igen! Yes mulighed for at snakke med ham. Han var inde i et rum ved siden af, hvor der var en pige der provokerede ham, og sagde han var vildt grim, og han havde en stor næse osv. men den her pige, var så en af mine mindre "venner" og bad mig om at støtte hende. Det gjorde jeg så selvfølgelig ikke, godt nok blev hun lidt sur, men whatever. Jeg ville bare snakke med ham. Jeg fandt også ud af, at hende der hadede mig vildt meget fra håndbold, er hans lillesøster, dog ældre end mig så jeg følte mig alligevel lidt under hende...

Jeg fandt ud af, at han var typen der ikke fattede de der modefreaks, og ja... alt ved ham, han var bare min drømmefyr!
Vi blev rimeligt tætte venner ret hurtigt, men jeg var forvirret på om han ville mere end det.

Jeg så ham ikke i rigtig lang tid, og kunne mærke jeg bare trængte til ham mere og mere! Men da jeg så ham igen. gik det hele desværre hen og blev vildt useriøst, og ja.. vi var bare ikke de samme.. men jeg var stadig forelsket.

Jeg flyttede skole her op til sommerferien(dvs. nu er jeg 14), og vi så ikke hinanden særligt meget mere, da jeg også gik ud af mit fritidshjem, men jeg så ham så til gengæld nogle gange i bussen, på vej hjem, og det kørte bare som det plejede..

Så her for ca. en måned siden, så jeg ham så i bussen igen. Det gik fortsat som det plejede, men så blev det aften, og vi stod henne på skolen ved siden af den jeg gik på før, vi krammede bare venligt, og snakkede ikke så meget med hinanden, vi fandt et sted hvor det var helt mørkt, også krammede vi ellers bare.. jeg evd ikke helt hvad der skete, men jeg kunne mærke hans hænder sænke sig, så jeg gjorde det samme, men så tog jeg mine lidt op, og det gjorde han så også, jeg tror vi begge var ret usikre.

Jeg valgte så at sænke dem lidt igen, og lukkede så øjnene, for det føltes helt som en drøm.. så forklarede jeg at jeg elskede ham, og havde gjort det siden jeg så ham første gang, også stod vi ellers og snavede, og det udviklede sig så til sex. (ikke samleje)

Vi kom sammen i ca. en uge, før vi havde vores første samleje. Han var bare så sød, og skulle hele tiden være sikker på hvordan jeg havde det med det osv. og jeg havde jo bare ventet på det i næsten 2 år! Jeg holdt virkelig virkelig ubeskrivelig meget af ham, og det hele var også fint.

En uge senere slog han op, med en SMS hvor der stod:

"Heej X jeg bliver nød til at sige det men jeg tror ikke det går vores forhold så jeg synes bare at vi skal være venner i stedet for jeg tror ikke at det bliver til noget seriøst men jeg har hygget mig meget den tid vi har haft sammen og det er ikke dig der er noget i vejen med du er perfekt jeg er bare ikke klar til et forhold det må du meget undskylde så jeg håber bare vi kan være venner og nu må du ikke gøre skade på dig selv for jeg er sikker på du der en mange der vil have dig mange hilsner X"

Vi aftalte så at snakke om det den næste onsdag, og det var han okay med. men da jeg så stod ud af bussen ved det aftalte sted, skrev jeg en besked til ham hvor der stod "Jeg er der nu" også svarede han bare "Ja og jeg er stadig i bussen jeg fik at vide jeg skal hjem nu" jeg fik at vide fra min veninde der også sad i den bus, at han bare satte sig over til en ven og snakkede med ham og derefter skrev han han ikke fik tid igen før til næste år (dvs. her når den her måned er slut)

Jeg kan huske jeg spurgte ham om han sårede mig med vilje fordi jeg havde gjort eller sagt noget, men den besked ignorerede han bare.

Så nu er jeg her, vildt såret og ved ikke hvad jeg skal tro, vi havde bare så meget tilfælles, han fortalte mig han havde haft det på samme måde, indtil han gik i 8. ligesom mig hvor han også flyttede skole, og at før han skiftede skole gik han på skolen ved siden af (den er ligeså slem som den jeg gik på)

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre, han har slet ikke taget kontakt til mig siden, men jeg elsker ham bare så højt!

Hilsen den ulykkelige :( 
 
 

Svar: 

Hej Ulykkelige.

Det lyder som om, at du har haft det hårdt i skolen. At blive mobbet er meget ubehageligt, da det kan gøre meget ondt. Jeg håber, at det er blevet bedre efter du har skiftet skole, og at du nu er kommet i en god klasse.

Du fortæller, at har mødt drømmefyren i dit fritidshjem. En dreng som slet ikke var som alle de andre. En dreng, som forstod dig, og som du havde meget tilfælles med. Det lyder også som om, at I havde det dejligt sammen i den tid I var kærester.

Desværre er det ikke altid at forhold varer ved. Heller ikke selvom man har fundet den man tror er den perfekte kæreste. Og det kan nogle gange være svært at finde en logisk forklaring på, hvorfor et forhold går i stykker. For at et forhold kan fungere, kræver det at både du og drengen er interesseret.
I dit tilfælde har han desværre sagt stop, fordi han ikke er klar til et forhold. Det gør ondt og kan føles bund uretfærdigt, men man kan ikke ændre på, hvordan andre har det.

Du er ked af det nu, fordi du er blevet såret. Og du stiller spørgsmålet, om han sårede dig med vijle, fordi du har gjort eller sagt noget.
Jeg tror ikke, at du har gjort noget forkert, eller at det er din skyld, at han har slået op, for han skriver i sin sms, at han har hygget sig i dit selskab, at du er perfekt. Og at grunden til at han slår op er fordi, at han ikke er klar til et seriøst forhold.

Det kan være meget svært at forstå, at han ikke er klart til et forhold med dig, når du fortæller, at i har meget tilfælles. Desværre er det ikke altid nok at man har en masse tilfælles og at man har det godt sammen. I skal begge to have lyst til at være i forholdet for at det kan fungere. Og du kan ikke ændre på, hvordan han har det.

Det var fejt af ham, at han ikke mødte op til jeres aftale. Grunden til at han blev væk, kan være at han synes det er for svært at snakke med dig lige nu, fordi han ved at han har såret dig. Og måske kan han ikke give dig en bedre forklaring, end at han ikke er klar til et forhold lige nu.

Måske kontakter han dig igen efter jul, måske gør han ikke fordi han synes det er svært. Det vil gøre ondt, hvis han vælger at ignorere dig, men du kan ikke bestemme, hvordan han har det.
Jeg ved, at det er hårdt og kan synes uretfærdigt.

Det tager tid, at komme sig over et brud. Lige så dejligt som det kan være at være forelsket, lige så ondt kan det gøre, når følelserne ikke bliver gengældt. En god idé kan være, hvis du har en ven/veninde som du kan snakke.Fortæl vedkommende, hvordan du har det og få snakket det hele igennem. Det kan hjælpe at snakke om det, når man er ked af det og såret.
Du er også altid velkommen til at logge på chatten og få en snak med en rådgiver om, hvordan du har det.

Når man er ked af det, kan det også hjælpe at forkæle sig selv lidt. Lav nogle ting som du godt kan lide og som gør dig glad. Det kan hjælpe lidt på humøret.

Jeg ønsker dig rigtig meget held og lykke fremover.

De bedste hilsner
Marianne

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program