Hej, og mange tak, fordi I vil bruge jeres tid på at hjælpe så mange unge herinde :) Som titlen siger, er jeg lidt 'messed up' :S Jeg er en pige på 20 år, som håber at I måske kan hjælpe mig lidt. Lige for tiden er det hele for meget, synes jeg. Mm, for det første har jeg det bare lidt ad helvede til pga spiseforstyrrelse (nu bulimi) og depression - dette er dog blevet meget bedre efter at jeg har været på antidepressiv i snart 3½ år, men lige for tiden føler jeg mig igen reelt deprimeret :( .. Både min praktiserende læge og psykolog er på ferie, så det er nok også ret angstprovokerende, i hvert fald det at min psykolog er væk.. Med maden går det ret skidt; enten æder jeg alt for meget eller også spiser jeg restriktivt, så inden for to uger svinger min vægt ret ofte 5 kilo... Det er virkelig ulækkert at jeg kan være så svag og miste kontrollen over hvad jeg spiser.. Jeg hader det, og jeg hader mig selv for det! Hvis bare jeg kunne styre det, som dengang jeg havde anoreksi, mmm.. Ja, jeg ved godt at det ikke var godt og jeg ved godt at jeg ikke skal helt derned igen, for at komme på 'fedekur' det ville jeg bare aldrig kunne klare igen, AD!! Men alligevel er det bare som om at jeg indimellem savner den tid, hvor jeg følte at det var mig der havde styr på det hele, mig der bestemte... Hmm, jeg ved jo godt at det var spiseforstyrrelsen, der styrrede det meste.. Anyway... Det kan jo være ligemeget, skal ikke tilbage, men kommer bare til at 'savne' det nogengange... Jeg skærer mig også alt for meget for tiden; har lige fået 34 sting for nogle dage siden, og nu har jeg ondt i hånden, fordi jeg fik skåret sådan at der nu er et eller andet der trykker på en nerve, flot-flot :'( Jeg fik at vide at jeg var rigtig tæt på at skære nerven over, så nu er jeg bare så bekymret for at det vil ske en dag, for det er ikke første gang jeg er blevet advaret om at jeg snart kommer tilat gøre rigtig skade på noget ;( Selvfølgelig finder jeg det foruroligende at det overhovedet er kommet så vidt, men det jeg er mest bange for er, at jeg jo er blevet advaret før, men at jeg alligevel stadig skærer så dybt at der reelt er risiko ofr at det går galt.. Her sidst hvor jeg fik alle de sting og hvor jeg fik ret ondt i armen pga det med nerven, da tænkte jeg at det var noget møg, fordi jeg blev lidt nervøs pga den underlige ofrnemmelsen i armen (det føltes som om den sov). Men selv om jeg lovede mig selv at jeg ikke ville skære så dybt igen har jeg allerede gjort det igen og fik nogle sting i går:( Jeg ved ikke rigtigt, hvad jeg skal gøre, nu hvor jeg ikke skal til behandling nogle uger, eller jo, jeg skal bare holde ud og tage mig sammen - det er bare lidt lettere sagt end gjort, men jeg prøver virkelig.. Det gør jeg altså, også selv om det måske ikke lyder sådan?.. Og fordi min læge jo er på ferie, skal jeg have fjernet stingene hos en anden, og det gør mig også lidt ubehageligt tilpas, for jeg ved jo ikke hvordan vedkommendet reagerer på såden noget. Ihh, jeg burde bare stoppe med at skære mig, men det er så svært... Og så er der også det med alt det der er sket i norge, det er så sindssygt tragisk :( Jeg kan slet ikke finde nok ord for hvor ondt jeg har af ofrene og de efterladte, min dybeste medfølelse til dem :( Men ja derudover så gør det mig bare så bange.. I forvejen har jeg det lidt med at jeg godt kan være rigtig bange nogle gange - fx kan det være at jeg i toget bliver nødt til at flytte kupé, fordi jeg er sikker på at der vil ske noget forfærdeligt, hvis jeg bliver hvor jeg oprindeligt var. Jeg har haft det med at være bange i flere år, men jeg har ikke fået behandling for lige netop det, da jeg ikke har sagt det til nogen behnadler endnu, da jeg altid har været virkelig, virkelig flov over det. Da jeg var lidt yngre (nok fra jeg var 8-13/14, og ind imellem siden hen) var jeg så bange for at sove at jeg fik min mor eller far til at ringe til vagtlægen, fordi jeg var sikker på at jeg ville dø, ofrdi jeg følte at jeg ikke kunne få vejret. Jeg græd og græd og ville slet ikke sove. Lige nu er jeg bare så bange for at der sker noget lignende i danmark :'( :( Jeg har vist heller ikke rigtigt fået udtrykt overofr min psykolog at jeg er glad for at gå hos hende og nu er jeg bange for at der når at komme til at ske mig eller hende noget før vi ses igen, tænk hvis ikke jeg får det sagt :( Men det gør jeg, der må simpelthen ikke ske noget.. Prøv lige at hør mig, jeg er vildt bange for at der sker noget, og andre gange gør jeg rundt med selvmordstanker, hvor modsatrettet kan man lige være.. Jeg må være skør, hmm... Jeg springer lige tilbage til det med maden, for lige nu går det mig på.. Jeg er bange for og sikker på at jeg bare bliver megafed! To dage i denne uge, har jeg ikke trænet :( Og jeg har ikke løbet igennem rigtig længe synes jeg. Det er virkelig for dårligt at jeg ikke har trænet mere men jeg har bare ikke kunnet overskue det, fordi jeg som jeg sagde i starten føler mig deprimeret. Så nu er jeg bange ofr at jeg åfr en periode hvor jeg æder alt ofr meget og ikke træner nok, og så ved jeg jo at jeg bagefter får en periode hvor jeg ikke må spise særligt meget men til gengæld skal træne rigtig meget. Det kører bare i ring. At spise normalt tror jeg bare ikke længere på at jeg er i stand til, for det meste af tiden er jeg bare fed, svag og ulækker og æder konstant :@ Ad, det er rigitg ækelt :( Hmm... Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg mere skal sige lige nu, udover at jeg virkelig håber, at I vil svare mig:) Mange hilsner fra Malene P.s. Undskyld for de fejl og tastefejl, der måtte være, jeg er bare lidt for træt til at rette det nu, håber, det er ok.. Og undskyld hvis det hele er lidt rodet på indholdssiden, håber også at I kan bære over med det. Håber I kan hjælpe mig :)