Kære du

Jeg synes det er rigtig flot at du har valgt at skrive herind til brevkassen, fordi du kan mærke at der er et eller andet der ikke føles helt rigtigt indeni. Når man har det sådan er det godt at dele det med andre, præcis som du har gjort ved at skrive her. Når jeg læser det du skriver, kommer jeg især til at tænke på to ting. Det ene er det her med de forandringer der sker, når man er teenager som kan være lidt svære at være i og som kan gøre at man får lyst til at alt skal være som før. Det andet er at man nogengange kan gå rundt og have det svært og at man derfor får lyst til at forandre kroppen, ved fx at lade være med at spise. Jeg vil forsøge at beskrive begge ting og så kan det være at du kan mærke efter om det kan være noegt af det der gør at du har det som du har det.

Det kan være lidt svært at være teenager nogle gange, fordi der sker så mange forandringer med kroppen, tankerne og følelserne. Kroppen forandrer sig fra at være en pigekrop til at skulle være en kvindekrop med former og det kan være lidt svært at vende sig til alt det nye. Tankerne og følelserne kan skifte fra dag til dag og nogle gange fra time til time. Det ene øjeblik er man glad og griner, og en time efter kan man være voldsom ked af det eller vred. Alle de her ting sker fordi hormonerne suser rundt i kroppen. De er med til at gøre både kroppen og hovedet klar til at være voksen, men kan godt gøre at man er lidt forvirret og følsom over for det der sker omkring en. Det er helt normalt at have de her følelser af at være forvirret, ked af det og blive i tvivl om hvem man er eller gerne vil være i denne tid, og det er noget som mange teenagere kommer til at opleve.

Du skriver at du føler dig skyldig når du spiser og at du tvinger dig selv til at kaste op. Det må bestemt ikke være rart at have det på den måde og som du skriver så kan det godt udvikle sig til noget lidt mere alvorligt. I starten kan det nemlig være nemt nok at kontrollere og styre hvornår man spiser/ikke spiser eller hvornår man kaster op, men lige pludselig kan man slet ikke styre det mere og man bliver afhængig af at lade være med at spise, fordi man får det dårligt når man gør. Det bliver altså rigtig svært at stoppe igen og derfor er det godt at du har reageret så hurtigt som du har. Jeg tænker på hvad grunden mon er til at du er begyndt at have det sådan her? Hvis man har det lidt svært indeni, så kan man godt få lyst til at kontrollere noget lidt mere håndgribeligt, som fx mad. Jeg tænker på om det mon er sådan for dig, at du har det svært for tiden og derfor får lyst til at ændre noget, fx din vægt?

Jeg tænker på om der mon er en voksen du kan snakke med og fortælle hvordan du går rundt og har det? Det kan være en voksen som du stoler på og har tillid til, fx din lærer, din mor eller far, noget andet familie eller måske din læge. Det kan godt være lidt svært at skulle fortælle om hvordan man har det og man kan tænke over hvad der mon sker eller hvad de voksne siger. Men jeg tror du vil opleve at den voksne du fortæller det til, for det første er rigtig glad for at du fortæller det til ham/hende og for det andet vil gøre alt for at hjælpe dig. Nogle gange kan det godt være svært at sige det direkte til en, og så kan det være en rigtig god ide at skrive et brev, hvor man fortæller om hvad det er man går rundt og tænker og føler. Ved at aflevere brevet først, er man sikker på at den voksne hører alt det du gerne vil fortælle, før I begynder at snakke sammen.

Hvis det er lidt svært at finde mod til at snakke med en voksen lige med det samme, kan du også overveje at kigge lidt på Landsforeningen mod spiseforstyrrelser's (LMS) hjemmeside. Her kan du både læse om andre unge, der har det lidt som dig med mad, men du kan også få anonym rådgivning, som fx chat eller telefon. Du er også meget velkommen i Cyberhus' chat, hvor anonyme rådgivere kan snakke med dig og lytte til dine tanker.

Jeg ønsker dig alt det bedste og håber at du snart talt med en voksen om hvordan du har det.

Venlig hilsen Marianne