Livet efter en indlæggelse
Livet efter en indlæggelse
Hej Cyperhus.
Sidste mandag blev jeg udskrevet, efter at have været indlagt 5½ måned, på en lukket psykiatrisk afdeling.
Jeg var indlagt på baggrund af min selvdestruktive adfærd og nogle selvmordsforsøg og meget konkrete selvmordsplaner.
En uges tid efter jeg var blevet indlagt, fik jeg diagnosen boderline, samt en svær depression.
Jeg har nu rigtig svært ved at komme igang med livet igen. Under indlæggelsen er jeg blevet syet 21 gange, pga. cutting,
og har haft to selvmordsforsøg.
Jeg får en del støtte efter jeg er kommet hjem, er igang med et kognitivt terapiforløb og får en del medicin.
Bare det at stå op og morgenen er dog stadig en kamp, har mange grædeture i løbet af dagen, og mine selvmordstanker/planer
er blevet rigtig flere og mere konkrete de sidste par dage.
Jeg er lidt bange for at sige det til nogle, da jeg helst ikke vil indlægges igen. Skal begynde på min 3.g igen efter sommer,
og er lige vendt tilbage til arbejde.
Jeg ved simpelthen ikke om jeg skal sige det til nogle?
Jeg er bare ret sikker på at det vil lykkedes mig, da jeg nu kender ALLE togtider i hovedet, da det at springe ud foran et tog,
trækker meget i mig.
På forhånd tak.
Hej.
Hvor er det dog trist at høre, at du har det så svært og er så udfordret i tilværelsen. Du har skrevet et meget fint brev om, hvordan det er at være dig, og jeg kan med lethed sætte mig ind i din hårde situation. Jeg forstår udmærket godt, at du er meget i tvivl om, hvorvidt du skal fortælle nogen sandheden om, hvordan du har det lige nu. Et er, at det ikke er nemt at fortælle om, og noget andet er, at det kan være skræmmende at tænke på, om det mon kan have konsekvenser at fortælle om det.
Jeg læser ud fra dit brev, at du er i livsfare, fordi du har konkrete selvmordsplaner og føler, du vil gøre alvor ud af dem. Disse oplysninger får mig til at betragte din situation som yderst alvorlig, og jeg vil derfor på det kraftigste opfordre dig til at fortælle om dine tanker til en, som kan hjælpe dig med at håndtere dem. Allerbedst ville det nok være, hvis du fortalte om dem til din terapeut. Husk på, at han/hun er der for at hjælpe dig med at komme tilbage til livet igen. Han eller hun vil bedst kunne hjælpe dig, hvis du ærligt fortæller, hvordan du har det. Er det for skræmmende for dig at fortælle det til din terapeut, kan du kontakte Livslinien, som har stor erfaring med at hjælpe mennesker, der har selvmordstanker. Du kan både ringe og skrive til Livslinien, og så vil de hjælpe dig med at sætte ord på det, der er svært.
Som alternativ skal du også vide, du er velkommen i chatten på Cyberhus, hvor du anonymt kan snakke med en voksen rådgiver. Denne rådgiver vil også kunne snakke med dig om, hvordan du går videre med dit problem og får sagt det til dem, som det er sværest at fortælle til.
Det er svært for mig at vurdere, om du vil blive indlagt igen. Som du har det lige nu, synes jeg dog, det er vigtigt, at du bliver hjulpet, og at nogen tager sig alvorligt af dig. Det er bestemt ikke meningen, at du skal gå med disse svære tanker alene og være bange for at sige dem højt. Tit er det faktisk sådan, at hvis vi holder de svære tanker tilbage og ikke deler dem med nogen, vil de vokse sig endnu større og komme til at fylde endnu mere. Derfor kan det lette meget at få dem sagt højt og få hjælp til, hvordan man slipper af med dem.
Du skal vide, at det er meget flot af dig at have skrevet herind med dit spørgsmål og dine tanker. Det viser, at du ønsker en bedre tilværelse, som du også fortjener. At søge råd, hjælp og vejledning er svært, men det er stærkt, at du gør det, da det betyder, at du har viljestyrke og gerne vil tilbage til et værdigt liv med smil, glæde og gode tanker. Jeg håber meget, du vil tage mit råd om at fortælle det til nogen til dig.
Jeg ønsker dig alt det bedste.
Kh. Matilde