Kære du

Jeg er glad for at du har valgt at dele dine tanker med os herinde. Jeg kan godt forstå dine hænder ryster, for det er nogle svære ting du fortæller om, men jeg er glad for, at du gør det for jeg tror, det er det første skridt på vejen til, at du kan få den hjælp du fortæller, at du så gerne vil have. Jeg synes det er rigtig flot at du nu for første gang fortæller om, hvordan du har det.

Som jeg forstår dit brev vil du gerne have hjælp. Hjælp til at få det bedre, hjælp til at komme af med dine selvmordstanker og hjælp til at finde andre måder at håndtere din frustration på, end ved at skære i dig selv. Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg tror på, at du godt kan finde den hjælpe og jeg vil i mit svar til dig, prøve at beskrive hvordan.

Du fortæller at du har en facade, at du er glad udenpå, men ked af det, sur og nede indeni. Du fortæller også at din mor aldrig har set dig, at hun aldrig har set den pige, du er indeni. Du spørger om det ikke er forfærdeligt at hun aldrig har set dig – jo, det synes jeg det er og jeg kan sagtens forstå at du har det svært og er ked af det, når din mor aldrig har set dig.

Der er desværre nogle forældre, som af en eller anden grund, har svært ved at se deres børn og som har svært ved, at være gode forældre for deres børn. Når jeg læser dit brev, tænker jeg og det måske også er sådan for din mor? Det kommer jeg til at tænke på, fordi du fortæller, at du har været mor for din mor, siden du var syv år. Som du selv skriver er det ikke normalt, men det sker indimellem at børn må tage sig af deres forældre og det kan få nogle svære konsekvenser. Som du beskriver, kan man komme til at føle sig tom indeni.

Det lyder til at du gerne vil have, at der skal ske noget i dit liv lige nu som på den ene eller den anden måde forandrer den måde du har det på. Du nævner på den en side, at du gerne vil dø og på den anden at du gerne vil have hjælp. Jeg ved at du kan få hjælp og jeg tænker derfor om du har lyst til at give det et forsøg, hvem ved, måske kan tingene forandre sig og måske kan livet blive lidt af det eventyr du drømmer om?

Du fortæller I dit brev om en bekymring for, at du ikke kan forklare dit liv, hvordan du har det og hvorfor du gør som du gør, men ved du hvad, du forklarer det faktisk rigtig fint i dit brev. Du beskriver rigtig godt følelsen af, at leve med en facade, at føle dig tom indeni, at føle at din mor ikke ser dig og at være mor for din mor. Derfor mener jeg sagtens, du er i stand til at få hjælp.

Jeg tror det kan være en god idé at du taler med en voksen om, hvordan du har det og hvad du kan gøre nu. Og jeg tror det kan være en idé, hvis du fortæller lidt mere. Hvordan kan det feks være, at du er mor for din mor? hvordan kan det være, at hun ikke kan passe på sig selv? Jeg tror, det er en god idé, at du taler med en voksen om de her ting, så I samman kan finde ud af, hvad du kan gøre. Måske har din mor brug for hjælp og måske er der nogen der vil være særligt gode til at hjælpe dig. Det kan du finde ud af sammen med en voksen, ved at fortælle lidt mere om hvordan du har det

En af de måder du kan få hjælp på, er feks ved at skrive herind igen, du kan også besøge cyberhus chatrådgivning og tale med en voksen rådgiver om, hvad du kan gøre. Hvis du har lyst kan du måske tale med en lærer eller en anden voksen som du har det godt med. Du kan også få hjælp i den kommune hvor du bor, ved at kontakte familierådgivningen. Jeg har fundet et link til familierådgivningen i den kommune, hvor du bor. Du kan se det ved at klikke her.

Tilsidst vil jeg gerne sige til dig, at jeg synes det er rigtig flot at du har skrevet herind. Jeg forestiller mig at det må have været svært at skrive at du gerne vil dø og at du gerne vil have hjælp – men du gjorde det og det synes jeg er sejt. Du er meget velkomment til at skrive igen, hvis der er noget du feks har brug for at komme ud med eller gerne vil fortælle, hvis du har spørgsmål eller andet.

De bedste hilsner

Camilla