Kære dig,

Jeg kan godt forstå at du påvirket efter terrorangrebet til Ariana Grandes's koncert i England i sidste uge. Ligesom de andre frygtelige angreb vi har set rundt omkring i verden, var denne også tragisk. Det er svært ikke at lade sig påvirke når sådan noget rammer helt uskyldige mennesker, og det er svært fordi vi aldrig ved, hvornår og hvem det rammer.  Jeg kan dog godt forstå at netop dette angreb har sat spor i dig når du kort forinden selv var til koncerten i Danmark. Du har ret i at det i princippet ligeså godt kunne have været dig og de andre, som var til koncerten den aften. Det var det heldigvis ikke. Men det prikker til den frygt du har for terror i forvejen.

Du beskriver, hvordan du slet ikke kan bære tanken om de sårede mennesker og de som mistede livet - det viser en masse empati og medfølelse, som er en fantastisk egenskab at have. Men jeg hører også at din frygt fylder rigtig meget. Så meget at du faktisk er rigtig ked af det meget af tiden, har svært ved at koncentrere dig og svært ved at sove om natten. Det er ikke så godt. Det er rigtig hårdt både mentalt for din hjerne at være sådan på arbejde, men også for din krop, som ikke får nok søvn. Jeg tænker at du skal have fundet en måde, hvorpå du kan være i det med al den empati du rummer, men uden at det fylder så meget. Jeg synes faktisk du allerede har gjort en rigtig god ting i forhold til det - du har nemlig snakket med din lærer. Jeg tænker at det er vigtigt du generelt får snakket om dette med en, som du føler dig tryg ved. Når man er rigtig ked af noget, bør man ikke være alene med det. Det er den ene ting jeg vil råde dig til - vær åben og snak om det når du bliver ked af det.

Dernæst tænker jeg at du kan arbejde lidt med dine tanker omkring terror. Vi skal selvfølgelig ikke accepterer terror som den frygtelige handling det er, men for at vi kan leve uden at være bange hele tiden, tænker jeg det er vigtigt at finde en accept af at vi som enkelte mennesker faktisk ikke kan gøre noget. Jeg ved det måske kan virke lidt provokerende og måske endda fremkalde mere i frygt i dig at tænke på at du bare skal acceptere det som det er. Men jeg tænker at det faktisk er den vej du skal øve dig på at gå. Det bedste vi kan gøre er at leve det liv vi ønkser at leve, og ikke lade os slå ud af de her forfærdelige angreb.

Men det sagt, skal du huske at det er helt ok du reagerer som du gør. Det ER svært ikke at lade sig påvirke af sådanne hændelser. Der er intet galt med dig. Du skal blot huske på at det ikke må stoppe dig i at leve det liv du ønsker.

Jeg håber mit svar kan hjælpe dig på vej til at finde ro indeni - det fortjener du.

De bedste hilsener din vej, Charlotte