Hej. Først og fremmest undskyld at jeg skriver til jer og dermed spilder jeres tid. Det er flot, at I vil bruge jeres tid på at hjælpe unge med problemer og spørgsmål. Tak for det! Men I må altså undskylde at jeg skriver til jer og belemrer jer med mine små, dumme og åndssvage problemer – som jo ikke engang kan betegnes som rigtige problemer i forhold til hvad andre unge går med. Undskyld! Hmm, synes det er svært at starte… Har besluttet mig for at være ærlig overfor jer, for jeg ved, at ingen af os får noget ud af det, hvis jeg bare lyver og forskønner det hele. Håber, det er i orden, at jeg er ærlig? Hader mig for at skrive til jer, det er så fucking svagt, at jeg ikke bare kan klare mig selv, tage mig sammen, leve livet, passe mig selv og lade andre rende mig. Hader mig for at være så svag at skrive til jer og lyde, som om jeg dvæler i en tilstand mega-fucking-hamrende meget selvmedlidenhed. Er så fandens svag at jeg ikke bare tager det hele i egen hånd og klare mig selv… Men ja, jeg er altså virkelig temmelig frustreret og ved sgu ikke helt rigtigt, hvad jeg skal bestille eller stille op. Jeg har siden midten af januar været tvangsindlagt på en lukket psykiatrisk afdeling – ja, jeg ved det er flovt! Men ja, det har jeg altså desværre… Jeg er så forbandet træt af at være her, at jeg seriøst snart ikke holder det ud længere og igen prøver at stikke af. Jeg gider ikke at være her. Jeg vil for helvede have lov at være tynd, men nu er jeg blevet fed, fucking fed. Efter fem måneder totalt lukket inde, fik jeg sidste måned endelig lov til at komme ud fra afdelingen ½ time om dagen med personalet, fordi jeg højt og helligt lovede, at jeg ikke ville stikke af mere og sagde, at jeg gerne vil tage på… Det vil jeg jo ikke altså, men de siger, at de ikke lukker mig ud, før jeg har taget 15 kilo mere på. Jeg har i forvejen taget 10 kg på (tabte dog fem igen), siden jeg for snart 1 år siden først lå på en akut medicinsk afdeling og dernæst lå på en medicinsk afd. for spiseforstyrrede, så jeg har bare absolut ikke lyst til at tage mere på. Det kan jeg ikke. Så dør jeg af fedme!!! Det er jeg sikker på!!! Men det er lidt et dilemma, for jeg hader at være her, jeg hader det, men har efterhånden fattet at de ikke udskriver mig foreløbigt uanset hvor godt jeg argumenterer for min sag! Ingen tager hensyn til mig, ingen lytter rigtigt til mig eller fortæller mig, hvad der skal ske. Jeg har mange gange spurgt lægen om, hvor længe jeg skal være her, men ihh nej, det kan hun jo ikke sige noget om, for det kommer helt an på hvordan jeg vægtøger, påstår hun. (Har ikke taget nok på, mens jeg har været her. Har vist opfyldt deres vægtøgningskrav i i alt fire uger i løbet af et halvt år, så lægen er overhovedet ikke tilfreds – men det er jo for helvede deres egen skyld, for jeg bestemmer sgu da ikke hvad jeg spiser. Jeg æder fandeme for fem fuldvoksne, fuldfede mænd! Det er dem, der udelukkende fastlægger min diæt, jeg har intet at skulle have sagt, virkelig INTET!!!) Det sidste hun har sagt er bare, at jeg skal regne med at være her minimum til september. Så spurgte jeg om ikke, jeg i det mindste kan få mere udgang eller måske udgang med mine forældre eller mine to ældre søskende (hvilket også mine forældre syntes ville være en god idé), men nej, det kan jeg ikke. Begyndte at tude til samtalen, fordi jeg ikke kan holde ud at være i det her forpulede hul længere! Men kære læge, vær du da glad for at det heldigvis ikke er dig, der tilbringer dit liv her med at have dig selv som læge… Når folk spørger om, hvad jeg lavede, da jeg var atten, kan jeg jo så jublende svare, at jeg startede med at være indlagt på medicinsk i 3 måneder og dernæst lå på lukket psyk. de næste 9 måneder - fedt, fedt, fedt! Jeg er træt af at være her, træt af at æde deres mad hele dagen igennem, træt af næsten ikke at komme ud, træt af ikke at måtte træne, træt af alt for ofte at have fastvagt, træt af ikke at måtte træne, træt af at skulle tage på. Jeg har frosøgt at få tvangen ophævet og har endda klaget juridisk over det, men har intet fået ud af det, da de påstår at jeg skulle have befundet mig i livsfare ved inlæggelsenn og stadig er alt for undervægtig til at de så meget som vil begynde at tænke på at udskrive mig, siger lægen - og dermed også dommeren... Men jeg føler mig overhovedet ikke tynd mere. Jeg er igen begyndt at få sindssyg dårlig samvittighed over at spise og over at tage på. Jeg hader det så meget, at jeg er begyndt at træne om natten igen (har ikke haft fast vagt i 1½ måned, så det kan godt lade sig gøre). Det gør så bare at jeg ikke tager nok på, hvilket betyder at jeg så nok kommer til at være her længere samt at de sætter min diæt op. Jeg kan for helvede ikke spise mere, det er fysisk umuligt, er på en tårnhøj diæt, fordi jeg fra naturens side også har et højt stofskifte… Da jeg var yngre var det skønt, nu forbander jeg det, fordi det gør at jeg skal spise mere og være her længere tid. Jeg har så dårlig samvittighed hele tiden, jeg har det så dårligt over at spise så meget og tage så meget på. Men hvis ikke jeg spiser op, hver en krumme helt seriøst, så får jeg sonde da jeg har konstant sondeberedskab og ifølge lægen skal have det helt til de udskriver mig fordi jeg ellers ville begynde at levne mere og mere selv om jeg er nået op i vægt… Men selv om jeg ved, at jeg får sonde og dermed ekstra kalorier har jeg så sindssygt dårlig samvittighed over at spise, tage på og ikke træne hele tiden. Og jeg skal aldrig, aldrig, aldrig nogensinde igen have sonde, det skal jeg simpelthen ikke. Det er så klamt, så grænseoverskridende, så nedværdigende, så bvadr!!! Da jeg var indlagt på en børne- og ungdomsklinik for spiseforstyrrelser næsten et år, da jeg var 12-13 år, fik jeg i starten sonde flere gange om dagen, fordi jeg slet ikke kunne spise og drikke alt det jeg skulle på den fastlagte tid eller bare ikke kunne overskue det. Sidenhen har jeg kun fået det nogle gange, fordi jeg virkelig har gjort alt for at undgå det fordi man normalt får flere kalorier end ved at spise selv (det er sådan et strafkoncept de kører på alle klinikker for spiseforstyrrelser mener jeg – i hvert fald alle de steder jeg har været). Bare lige til jeres orientering så fik jeg anoreksi (normal anoreksi, det vil sige ’restriktiv type’) da jeg var 11 og havde det til jeg var 14, så gik det over til en form for atypisk bulimi indtil jeg var næsten femten og så faldt jeg tilbage til anoreksien. Siden jeg var 15 har jeg været indlagt kort et par gange, ½ år da jeg var 16 og så nu de seneste 9 måneder; først 3 mdr. på somatisk og nu indtil videre ½ år på lukket psykiatrisk. Ihh, jeg er så fandens træt af at være her. Jeg er træt af alle deres dumme regler, træt af dumt personale osv osv… Hmm, ved ikke helt hvad jeg skal skrive mere lige nu… Er det okay, at jeg skriver igen en anden gang, hvis jeg kommer på mere? Hold da kæft, hvor det lyder som en omgang selvmedlidenhedspis hele lortet – det må I undskylde, det er altså ikke meningen. Er ikke ude på, at I skal føle med mig eller noget i den stil, håber bare inderligt, at I kan hjælpe mig. Bare et svar fra jer ville betyde virkelig meget! Så tusind tak, hvis I svarer mig! :) Og undskyld mit sprog, jeg er bare så frustreret at jeg bander som en havnearbejder… Mange tak! Indelukkede sommerhilsener fra LilleStoreMig