Jeg ved det ikke engang .....

brevkassespørgsmål

Jeg ved det ikke engang .....

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 10 år 9 måneder siden

Okay, en lang besked er nu på vej! Jeg er 19 år gammel og bor hjemme sammen med min mor, hendes kæreste og deres barn på 2. Elsker dem alle meget højt! Man kan jo egentlig starte med at sige min mormors mor var syg i hovedet og hun tæskede min mormor og min mormor ingen mad fik og blev mobbet hele sin barndom pga hendes tøj osv. Så stak hendes mor af fra hende da hun var seks år og så stod hun alene med en søskende folk på 3 som rottede sig sammen mod hende og drillede hende. Hun fik en mand som drak og tæskede hende og udviklede angst, depression og rengørings vanvid ( hun vil ikke indrømme det men jeg kan se på min mormor at hun har alle de lidelser ). Hun gav dem så videre til min mor, som altid har frygtet hendes far og de måtte om natten sove i legehuset nede i gården fordi min morfar kom hjem sprit stiv og ville tæske dem alle sammen. 

Min mor får så mig og mine 2 storesøskende. Der er få år imellem os.. Min mor fik min storesøster da hun var 19 og 2 år efter min anden søster og 2 år efter mig. Dvs 3 børn i en alder af 25-26 ... Og min far var os voldelig mod hende.... Hun har så skulle opdrage os og samtidig selv haft så mange psykiske lidelser som hun ikk har været klar over fordi hun gerne vil kunne klare sig selv og ingen hjælp få fra andre.. Vi har ikke fået lov til at være børn, hvis vi fik så meget som en lille prik af tush på fingeren blev den straks skrubbet til pletten var væk, vi var alle nervøse og usikre på os selv i andres selskab, vi har aldrig følt os gode nok. Både mig og mine to storesøskende har skåret i os selv, haft problemer i skolen, lider af angst, depressioner og har prøvet at begå selvmord flere gange. Alle tre. Så ingen tvivl om der er gået noget galt der hjemme..... Jeg har selv en svær depression, lider af socialfobi og andre former for angst. De to søskende er flyttet hjemmefra men jeg bor her stadig. Min mor er det dejligste menneske jeg kender når hun gider, men hun er syg. Hun ligner en omvandrende pind fordi hun er så tynd, men hun vil ikke fortælle hvad der er galt, så skal hver dag se på en syg mor, men kan ikke tale til hende eller noget som helst, hun er konstant negativ, hun render hjemme 24/7, hun fortæller mig dagligt at hun er ved at blive sindssyg over at have mig i hjemmet, hun afviser mig, jeg tør ikke tale til hende, hun spørg ikk hvordan min dag er gået, hun hilser ikke på mig når hun kommer hjem, hun behandler mig så forfærdeligt grimt. Mener selv det er psykisk terror uden at hun selv er klar over det, har ingen at tale med og min læge vil ikke hjælpe mig. Jeg vil væk herfra, bliver kørt psykisk ned og jeg kan ikke holde til det længere. Undskyld min lange besked men jeg ved virkelig virkelig virkelig ikke hvad jeg skal stille op. Er der nogen chance for gratis hjælp? At få mit eget sted? Er på kontanthjælp og ser ikke mig selv i hverken arbejde eller uddannelse før jeg er ude af min depression og min angst er forbedret. Håber i kan hjælpe mig. 

Svar: 

Kære du.

Sikke en familiehistorie du har med dig i rygsækken. Jeg kan godt forstå, at du har det så dårligt, som du fortæller, og du behøver bestemt ikke at undskylde din lange besked. Vi er her for at hjælpe, og jeg synes, at det er rigtigt fint, at du skriver herind. Hverken din mormor eller din mor har haft det nemt, og nu er det desværre også gået ud over dig og dine søskende. Jeg synes, at du viser en stor forståelse overfor jeres familiesituation, og det er meget flot, at du påtager dig ansvaret for selv at få det bedre. Jeg tror nemlig at du har ret, når du skriver, at det vil være godt for dig at komme væk hjemmefra. Som du selv ligger mærke til, kan det være svært, at bryde ud af en skidt måde at leve på som familie. At flytte hjemmefra og modtage professionel hjælp er helt sikkert et skridt i den rigtige retning.

Du kan selv bestemme at flytte hjemmefra, når du er over 18 år, men det er vigtigt, at du giver din kommune besked om, at du ikke længere bor hjemme. Det er nemlig kommunen der sørger for at øge din kontathjælp, så du kan have råd til at klare dig selv. På den måde kan du finde et værelse eller en lille lejlighed at bo i. I forbindelse med at du er på kontanthjælp, er du formentligt tilkyttet en sagsbehandler, og måske er det en god ide at tale med hende om ideén om at flytte hjemmefra. Jeg ved, at kommunen i nogle tilfælde kan hjælpe, mennesker der har det svært, med at finde et sted at bo. Før du tager til møde med din sagsbehander, kan det måske være en ide at lave en liste over de ting, du gerne vil have sagt. Det kan hjælpe dig med at holde hovedet koldt, og det kan give din sagsbehandler en god forståelse af din situation. Ting du kan overveje at skrive ned på listen: Vil du gerne bo selv, eller vil du gerne bo med nogen? Hvorfor vil du gerne flytte hjemmefra? Hvad vil du gerne have ud af at flytte hjemmefra? Det er vigtigt at du er ærlig, når du sidder overfor din sagsbehandler, på den måde giver du hende den bedste mulighed for at hjælpe dig. Hun er nemlig til for at hjælpe dig, og skal som professionel gøre sit aller bedste for at hjælpe dig. 

Du fortæller blandt andet, at du lider af angst og depression, og da det godt kan være en stor mundfuld at flytte hjemmefra, er det fint at tage imod al den hjælp man kan få. Hvis du synes at det virker uoverskueligt, er der også den mulighed at kontakte Børns vilkår. De har det, der kaldes en besidderordning. En besidder er en voksen, der udelukkende arbejder med at hjlæpe børn og unge i kontakten med kommunen. Det vil sige at besidderen kan hjælpe dig med at kontakte kommunen, tage med dig til møder og fortælle dig om de forskellige regler og love. Jeg er i tvivl, om de hjælper unge over 18, men hvis ikke de gør, kan de med sikkerhed give dig andre gode råd til, hvor du kan få hjælp. Du kan finde Bisidderordningen HER.   

Nu ved jeg jo ikke om du går til psykolog eller psykiater, men hvis det er tilfældet, kan du måske også tale med ham eller hende om det at flytte hjemmefra. 

I din mail skriver du, at din mor ikke vil fortælle dig, hvorfor hun har det skidt, og det kan jeg godt forstå, kan virke frustrerende. Det er meget hårdt ikke at kunne hjælpe dem, man holder af. Jeg tror at din mor har det rigtigt svært, og det er slet ikke sikkert, at hun selv præcis ved, hvad det skyldes. Hvis hun kunne fortælle dig, hvorfor hun er ked af det, tror jeg desværre alligevel ikke, at du kunne hjælpe hende. Det skal der en professionel til. Du må derfor ikke påtage dig ansvaret, for det er ikke dit, du er barnet og hun er den voksne. Dit ansvar er dig selv, og det mener jeg, at du påtager dig rigtigt flot.

Jeg håber meget, at du kan bruge nogle af mine råd. Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke i fremtiden.

Med venlig hilsen, Malene.    

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program