Jeg har så mange fejl.

brevkassespørgsmål

Jeg har så mange fejl.

brevkassespørgsmål af
Anonym
15 år
Oprettet 12 år 10 måneder siden

Jeg skriver til dig her, fordi jeg aldrig har turdet åbne mig for andre. Du får den hundrede procent sandhed. Den sandhed jeg ikke har været i stand til at fortælle nogen. Heller ikke min psykolog. Jeg er en pige på 15 år. Jeg har altid følt mig anderledes. Jeg har altid lidt af raserianfald, og når først jeg raser, kan jeg finde på alt. Jeg husker tydeligt, dengang jeg var lille. ikke mere end 7 år, da jeg fik mine første selvmords tanker. Jeg husker, at hver gang jeg var sur på mor og far, forsøgte jeg at hænge mig selv med min bamse (Den havde en lang hale), hænge bamsen fast på den lille krog jeg havde i loftet. Da jeg endelig var næsten op at hænge, fortrød jeg altid. Men tanken var der. Mine forældre og jeg har aldrig haft det godt sammen. Vi har haft gode tider, men i den grad også virkelig slemme, og det var dem der fyldte mest. Som sagt, når jeg var sur kunne jeg finde på alt. Jeg mindes at have råbt til min mor, at hun skulle "dø af kræft", eftersom hendes mor døde af det, og nærmest "truede hende på livet", gjorde jeg også. På trods af jeg elskede min mor ud over alle grænser, ønskede jeg hende alt ondt og havde ingen hæmninger, når jeg var vred. Det gik senere op for mig, at det var for at afreagere, og jeg begyndte at gøre andre ondt - mig selv. Jeg var ikke andet end 10 år, da jeg begyndte at gøre skade på mig selv. Jeg bankede mit hoved ind i ting og kradsede mig selv. Jeg havde hørt om det at "skære i sig selv", men det faldte mig ikke ind i der, da jeg ikke turde det. Min bedstefar døde, og min far var helt nede over det. Alligevel, var jeg vred og jeg husker tydligt, at jeg skreg af ham. Min far gav mig en lussing, jeg husker det tydeligt. Jeg var sønderknust, selvom jeg nu godt kan se at det var min egen skyld. Jeg flyttede skole i 4 klasse. Jeg havde det ikke specielt godt på min gamle skole, jeg blev holdt udenfor. Da jeg endelig flyttede skole, var alt anderledes. Alle folk var meget mere modne. På det tidspunkt gik folk i mærkevarer, havde kærester og var nogen små rebeller. Jeg var vellidt og folk kunne lide mig. MÅske fordi jeg var så dygtig til at skjule hvordan jeg egentligt havde det indeni og hvordan mit forhold til mine forældre var. Mit forhold til mine forældre blev værre, da jeg flyttede skole. Jeg blev oftere ond og rasende, og jeg drev mine forældre helt ude på randen. Tit endte med at mine forældre og jeg nærmest slås. Husker tydeligt de gange, min far havde taget fat i mig og smidt mig ned i gulvet. Det var dog min egen skyld. Jeg begyndte selv at være voldelig; især imod min mor. Jeg fortrød det altid bagefter, men jeg sagde aldrig undskyld til hende. I mit hovede var mor den svageste, og det var derfor jeg gik efter hende. Jeg skreg også af min far, men det meste ondskab gik ud over min mor. Det var her at noget gik op for mig hundrede procent - det var ikke dém. Det vár mig. Det var mig og mit had, jeg blev nødt til at få ud af kroppen. Derfor gik det ud over dem, da det var dem jeg elskede allermest i hele verdenen, og at det var dem jeg vidste, aldrig ville forlade mig, ligemeget hvor ond jeg var. Alt blev værre i syvende klasse. Jeg var ked af det hele tiden, og det gik også udover min skole. Jeg fulgte mindre og mindre med. Jeg lod også mærke til, at jeg blev mere og mere følelsesløs. Det eneste jeg kunne mærke indeni mig hvor rastløshed, følelsen af ikke at være forstået og vrede. Jeg var en tikkende bombe. I skolen kunne folk ikke mærke det på mig. Jeg har altid været besat af, at folk kunne lide mig, og jeg synes at mit forhold til mine forældre var utrolig pinligt, derfor holdte jeg det for mig selv. Jeg begyndte at skære i mig selv med barberblade. Mest på min venstre inderarm og skulder og i nakken. Steder, hvor der var mindst chance for at nogen så det. Det fik mig til at slappe af. Det var rart at gøre nogen ondt på den her måde. Og så især mig. At mærke smerten og se blodet var ubehageligt, men jeg frydede mig med det. Hver gang jeg var vred, var jeg ond. Som sagt, jeg kunne finde på alt. En gang tog jeg 20 panodiler, imens jeg var alene hjemme. Jeg havde lige skændtes med min far. Der skete dog ikke noget, heldigvis. Dog fik jeg det rigtig rigtig slemt, og jeg husker at jeg bare lå i min seng og var svimmel og græd. Min mor kom senere ind, sagde at jeg skulle lade være med at skabe mig. Hun spurgte, hvorfor panodilglasset stod der, og jeg svarede at jeg havde taget tre panodiler for at dulme min hovedpine. Jeg holdte det hemmeligt i langt tid, jeg skammede mig over det. For når jeg var ved mine fulde fem og jeg var i godt humør, havde jeg jo ikke lyst til at dø. Det var som om at jeg havde to sider af mig selv. Den ene, som var vellidt, respekeret af alle, hende der hjalp andre. Og så var der den anden side af mig, som hadede alt og alle. ville alt ondt og kunne finde på at gøre de sygeste ting for at opnå det. Det gik bedre et stykke tid i sommerferien. Jeg skulle til kbh i to uger og jeg glædede mig som et lille barn. derovre fik jeg tilbudt hash af to af mine venner. Først takkede jeg nej, men senere sagde jeg ja. "Det skulle jo prøves på et eller andet tidspunkt." Jeg kunne godt lide det, det fik mig til at slappe af. Desuden, skadede det ingen. Jeg havde stadig noget med hjem, og min veninde (som var med i kbh) gemte det i sin skoletaske. Vi blev busted - og efter det - havde jeg det værre med min familie end nogensinde. Da mine forældre og jeg skændtes, fortalte jeg min mor det om panodilerne af afmagt. Jeg fik konstateret en depression. Jeg kunne ikke forstå det.. De tvang mig til en psykolog, men hun kunne aldrig hjælpe mig. jeg skar stadig i mig selv reglmæssigt, og jeg var også begyndt at drikke ofte. I en brandert, - ikke for at opmærksomhed men "hævn" over noget, jeg ikke engang var sikker på hvad var - fortalte jeg hende, at jeg var blevet voldtaget. Snart vidste alle det, jeg krøb mig ind i et mussehul. Min mor prøvede at snakke med mig om det, men jeg nægtede. For det ville betyde, at jeg blev nødt til at lyve igen og det ville jeg ikke. Min mor var ked af det, men hun vidste det aldrig. Jeg var så træt af alt, at jeg begyndte at pjække fra skole. Jeg lavede aldrig mine ting mere, jeg, der ellers var så dygtig. Hvad skal jeg gøre? Jeg har været på medicin, men følte ikke det hjalp det store. Jeg føler ikke jeg kan snakke med min psykolog om det. Jeg tænker stadig over selvmord, og det er som om, at hver dag bliver jeg stærkere og stærkere til at gøre det. Jeg skærer stadig i mig selv reglmæssigt og skændes med mine forældre. hvad skal jeg gøre? Jeg har prøvet alt. Intet virkede. Jeg har aldrig betroet mig til nogen. Især ikke om det med voldtægten. Du er den første. Jeg vil være normal. Jeg troede det her var en fase, men jeg er ikke sikker mere. Lad være med at skælde mig ud og fortælle hvad jeg har gjort forkert, for jeg er hundrede procent klar over det hele.

Svar: 

Hej du!
Det er sejt, at du har fundet modet til at skrive til brevkassen og åbne dig over for mig, for du har brug for hjælp, så du kan få det bedre! Jeg kunne aldrig finde på at skælde dig ud eller fortælle dig, at alt hvad du har gjort er forkert – for jeg tror på, at der er noget som gør, at du føler dig presset, og at det er derfor at du reagerer så voldsomt
Jeg vil gerne starte med at rose dig for den store selvindsigt som du har. Du fortæller selv om, hvordan du har fundet ud af, at din voldsomme adfærd over for dine forældre ikke handler om et had til dem, men i stedet for er dit behov for at afreagere. Og jeg tror, at du har helt ret i, at grunden til at du tør lade dine raserianfald gå udover dine forældre, er fordi du elsker dem og er trygge ved dem – og vigtigst af alt, ved at de aldrig vil forlade dig! Men hverken du eller dine forældre kan holde til det voldsomme pres, som dine raserianfald medfører – og derfor er det vigtigt, at du får hjælp til selv at finde ud af, hvorfor du har det så svært, og hjælp til at forklare dine forældre hvordan det hænger sammen, så de i stedet for at slås med dig, kan støtte dig i at få det bedre.  
Du fortæller, at du allerede som en lille pige begyndte at tænke på selvmord, og at du senere faktisk har haft et selvmordsforsøg med panodiler, hvilket kan tyde på, at du nogle gange selv er så udmattet af din situation, at du bare har lyst til at flygte fra det hele. Du skal dog vide, at der findes andre muligheder for at slippe ud af din situation, og ved at skrive til brevkassen har du taget det første store skridt på vejen til at få det bedre!
Alle mennesker er født med et bestemt temperament - dvs. nogle mennesker har et mere roligt temperament, hvor de stort set aldrig bliver sure, mens andre med et hidsigt temperament kan få raserianfald over de mindste ting – nogle gange faktisk helt uden at vide hvorfor. Og når man har et raserianfald, så kan det føles som om at man et øjeblik mister fornuften – som om hele maven bare fyldes med vrede, som bare skal ud for ellers føler man, at man eksploderer. Og som du selv skriver, så er man næsten ligeglad med hvad man gør og siger, for man skal bare afreagere. Det lyder som om, at du er født med et ret hidsigt temperament, og forskellige omstændigheder i dit liv har gjort, at du endnu ikke har lært at kontrollere dit temperament. Det betyder så, at når der er noget som du måske bliver rigtig ked af, så i stedet for at sætte dig ned og græde eller snakke med nogen om det, så bliver du rasende!
 Men du skal vide, at du kan få hjælp til at lære at styre dit temperament, så du når at tænke over tingene inden du bliver vred – og på den måde bliver i stand til at forhindre dine raserianfald.
Du fortæller, at du har været udsat for en voldtægt men aldrig snakke med nogen om det. Det er en meget stor ting at gå alene med, og selvom det kan virke uoverskueligt, så er det vigtigt, at du får snakket om de tanker og følelser som du oplever i forbindelse med voldtægten. Det er nemlig sådan, at vi har behov for at få snakket om vores følelser – også selvom vi måske ikke altid tror det. Følelserne er nemlig sådan indrettet, at vi godt kan gemme dem væk i et stykke tid - ved f.eks. at lade være med at tænke på dem, og forsøge at skubbe dem væk når de dukker op. Men på et tidspunkt kommer de op til overfalden og kræver vores opmærksomhed. Jeg tænker lidt, at når du skærer i dig selv, så er det lidt for at glemme den smerte som du går rundt med indeni. I starten vil et lille rids i armen måske være nok til, at den fysiske smerte overdøver den psykiske. Men du har sikker også oplevet, at du med tiden har behov for at påføre dig selv mere fysisk smerte for at overdøve den indre smerte – og sådan vil det fortsætte. Du vil gradvist få behov for at gøre mere og mere skade på dig selv for at opnå den samme virkning. Den onde cirkel kan dog stoppes – for hvis du finder modet til at stoppe og lytte til hvad dine følelser prøver at fortælle dig, så vil den indre smerte blive mindre og behovet for at skade dig selv vil forsvinde.
Mit råd til dig vil derfor være, at du skal tage springet og bede din psykolog om hjælp. Og det synes jeg, at du skal gøre ved at vise hende det som du har skrevet her i brevkassen. Du kan evt. printe både dit spørgsmål og mit svar og give det til hende. Jeg ved godt, at det er en stor ting som jeg beder dig om at gøre. Det er svært, og det kræver hårdt arbejde og formentlig også mange tårer, at skulle åbne sig over for et andet menneske – men det kan hjælpe dig, så du ikke længere skal udsætte dig selv for den her både fysiske og psykiske selvtortur!
Jeg kender ikke hele dine historie – og jeg bliver lidt forvirret, når du skriver at du nægtende at snakke med din mor om voldtægten, fordi det vil betyde at du skulle lyve igen. Betyder det måske at du kender voldtægtsmanden, og at du ikke vil sige hvem det er? Eller måske er der andre ting som gør, at du bange for at din mor ikke vil kunne forstå dig? Uanset hvad, så bliver du nødt til at være 100% ærlig over for psykologen, for jo  mere ærlig du er omkring det der er sket, og hvordan du har det, jo bedre vil psykologen kunne hjælpe dig. Jeg er godt klar over, at det på ingen måde bare er noget man lige gør – men hvis du viser din psykolog det, som du har skrevet her, og prøver at samarbejde med ham/hende om, hvordan du har det – så er jeg sikker på, at du vil opleve store forandringer. Hvis du ikke føler, at du kan snakke med din psykolog, så synes jeg, at du skal fortælle ham/hende det – så du måske i stedet for kan komme til at snakke med en anden psykolog. Men hvis du har tillid til din nuværende psykolog, så synes jeg, at du skal printe det, som du har skrevet her – tage en dyb indånding og vise ham/hende det.
Med hensyn til din depression så er det vigtigt, at du er ærlig over for både din læge og psykolog om hvordan du har det – for det kan godt tage lidt tid, at finde den helt rigtige behandling til dig. Og måske kræver det, at du skal se en psykiater. Det er vigtigt, at du får hjælp til din depression, for den kan være medvirkende til at du oplever det hele mere håbløst og uoverskueligt. Og en depression kan forværrer dine selvmordstanker.
Det er mega sejt, at du har været åben og ærlig over for mig, og jeg håber, at du nu vil kunne finde modet til også at være ærlig over for din psykolog – for med den rette hjælp kan du få det bedre. Hvis du har brug for at snakke mere eller har flere spørgsmål er du velkommen til at kigge forbi vores Chatrådgivning her i Cyberhus.dk. Chatten er åben mandag til torsdag kl. 14-19 og fredag kl. 13-16. Vær opmærksom på, at chatten er lukket på helligdage.
Held og lykke med det hele.
Stort klem fra
Marianne    

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program