Jeg er blevet mor for min kæreste.
Jeg er blevet mor for min kæreste.
Hej :-) Jeg er i syvsind og ved ikke rigtig hvordan jeg skal forholde mig til følgende situation: Min kæreste gennem 1½ år og jeg er på en måde gledet fra hinanden. Jeg er 19 og han er 20, vi mødte hinanden på gymnasiet, som vi begge afsluttede i sommers. I sommerferien var vi alene på charterferie, hvilket var fantastisk. Ferien fik mig virkelig til at indse, at vi passer sammen, og vores kærlighed blomstrede virkelig. Generelt tilbragte vi det meste af sommerferien sammen, og alt var bare fryd. Nu er jeg startet på arbejde – fuldtid, mens min kæreste tager nogle måneders opfyldning på nogle fag. Jeg har derfor fået en hel anden hverdag end jeg er vant til, og har først fri mellem 16 og 17, og jeg tror, det er skyld i, at vores forhold nu ”sejler” lidt. Jeg føler selv, at jeg på blot denne måned har udviklet mig enormt. Jeg synes jeg er blevet mere moden, mere ansvarsbevidst og kan bedre se hvilken slags fremtid jeg ønsker. Min kæreste har jo ikke lidt under de store forandringer, og jeg føler på en måde, han er blevet lidt for umoden. Han roder rigtig meget hjemme ved mig, og det irriterer mig ekstra meget nu, fordi jeg pludselig ikke har så meget tid til at gå og rydde op i beskidte sokker, trøjer, bukser, tallerkener, lektier, osv. Jeg har snakket med ham om det nogle gange nu, men han lader til at være ligeglad. Samtidig er der også en masse andre småting, der begynder at irritere mig, og jeg tænker pludselig ”er det noget jeg kan leve med om 4 år også?”. Vi har nemlig planlagt, at vi om et halvt års tid skal flytte sammen, men jeg har ikke lyst til at bo i en svinesti. Udover at jeg er træt af de småting, kan jeg også mærke, at min familie, som jeg er enormt tæt knyttet til, ikke er så glade for min kæreste, blandt andet på grund af hans roderi i vores hus, og på grund af hans manglende ambitioner og ansvar overfor arbejde/studie, da han pjækker en del. Dette kan også irritere mig enormt, nu når jeg kan se, hvor meget det påvirker en selv og andre, hvis man har en sygedag, og når min familie indimellem ikke viser så stor begejstring overfor ham, bliver jeg også usikker. Nu lyder det hele jo bare enormt skidt, men hvis jeg ikke var fortvivlet og ked af situationen ville jeg jo ikke skrive efter hjælp. For jeg elsker jo min kæreste – vi har i dette 1½ år været mange ting igennem og bruger det meste tid sammen, og han har utrolig mange kvaliteter, som jeg elsker og sætter pris på. For eksempel er han det sødeste menneske jeg kender, han er utrolig vellidt blandt andre mennesker, og jeg er rigtig stolt af ham på mange måder. Han er bare en dejlig person, og tanken om ikke at skulle være sammen med ham, får mig til at græde. Det er bare begyndt at ødelægge vores hverdag sammen, at jeg skal gå og være mor for ham og bede ham om at fjerne sine ting, og irritere mig over, at han pjækker mindst en gang i ugen og tager hjem fra arbejde på grund af tømmermænd. Han fortjener ikke en sur kæreste, der er lidt stille i øjeblikket, fordi jeg er i tvivl, og jeg håber bare på en god løsning, som helst ender i, at vi fortsat nyder livet sammen. Stinna.
Hej Stinna
Tak for dit spørgsmål. Jeg er glad for at du har skrevet herind for at få et råd og jeg synes at det er en vigtig problemstilling du beskriver. Jeg er sikker på, at det er relevant for mange parforhold. Der er masser af forhold der går i stykker af netop denne årsag.
Jeg synes at du beskriver situationen godt og at du reflekterer over, dels hvorfor du har det som du har det og hvordan du forestiller dig, at din kæreste har det og hvordan jeres fremtid skal blive.
Jeg kan godt læse, at du er en moden og selvstændig pige, og derfor kan jeg også godt forstå, at du synes, at det er en udfordring når din, ellers dejlige kæreste, opfører sig umodent.
Men netop fordi at du virker så moden og reflekterende, synes jeg at du må gøre dig store anstrengelser for at finde ud af, hvad det egentlig er DU vil. Du er alene ansvarlig overfor dig selv, og ikke din kæreste (der jo er voksen) eller din familie.
Du kan ikke lave om på ham.
Jeg tror, at det er vigtigt at du tænker meget over, om du kan leve med, at han er som han er.
Og at du prioriterer hvad der er vigtigst for dig.
Ja, han roder - men derfor behøver du jo ikke at rydde op efter ham. Du skriver, at du "pludselig ikke har så meget tid til at gå og rydde op i beskidte sokker, trøjer, bukser, tallerkener, lektier, osv". Det lyder som om, at du har gjort det tidligere. Det har du selv valgt at gøre og det er nok tiden til at fortælle ham, at nu er tingene ændret. Jeg kan godt se, at du har forsøgt, at tale med ham om det og at han virker ligeglad. Så må du tale med ham på en anden måde. Mennesker der elsker hinanden (og besøger hinanden), er nødt til at respektere hinandens grænser.
Du skriver at det er begyndt at ødelægge jeres hverdag sammen, at du skal gå og være mor for ham og bede ham om at fjerne sine ting, og irritere dig over, at han pjækker mindst en gang i ugen og tager hjem fra arbejde på grund af tømmermænd.
Jeg tror, at du skal passe på, at du ikke kommer til at gøre "mor" ting for din kæreste, men i stedet får snakket med ham på en "ikke mor-måde", så I kommunikerer som to ligeværdige voksne. Det kan du også godt kræve af ham.
Ja, han roder - men han har tilsyneladende også utrolig mange kvaliteter, som du elsker og sætter pris på. Du skriver at han er han det sødeste menneske du kender, han er utrolig vellidt blandt andre mennesker, og han bare er en dejlig person.
Igen må du prioritere - hvad er det vigtigste?
Hvis du ikke tror, at du kan leve med et rodehovede der ikke pt er så ambitiøs som du, men som ellers er fantastisk, så må du leve uden ham.
Tilsidst skriver du: Jeg håber bare på en god løsning, som helst ender i, at vi fortsat nyder livet sammen. Det synes jeg er et rigtig godt udgangspunkt.
Jeg tænker, at det er vigtigt, at I også overvejer om i overhovedet skal flytte sammen?
Hvis I fortsat skal flytte sammen om et halvt år, er der heldigvis lang tid til at I kan nå, at få en ordentlig snak om, hvad er skal til, for at I begge to bliver glade for at flytte sammen. Det er vigtigt, at I afstemmer jeres forventninger og er klar til at gå på kompromis begge to med nogle ting, for at det bliver vellykket.
Held og lykke!
De bedste hilsner fra Cheva