Hej igen og mange tak for svaret. Det gjorde mig glad at kunne få snakket lidt om det. For at fortælel lidt mere om det hele, vil jeg nu skrive det, som har påvirket mig meget. Jeg havde en bedste ven i 10 klasse, og vi kom i samme klasse på gymnasiet for et år siden. Jeg følte vi begyndte og vokse fra hinanden, og det var jeg egnetlig også afklaret med. Men desværre truede han mig med at begå selvmord hvis vi ikke kunne være venner. Jeg var ikke stærk nok til at kæmpe i mod det. Så jeg begyndte og snakke med ham igen, men hver dag skændtes vi og jeg skulle altid "rydde" op for at kunne sove om natten. Jeg er ikke typen som kan lide at have "fjender". Mig og en veninde gik til en vejleder på gymnasiet, og hun sagde vi bare skulle lukke af. Men som tiden gik, blev jeg bare ligeglad med skolen, og begyndte og skære i mig selv to gange. Jeg har flere gange tænkt på at stikke af fra det hele. Efter nogle måneder, ca omkring jul begyndte vi og snakke sammen igen. Men det holdt kun en måned, så begyndte alt forfra. Selvom jeg inderst inde vidste at hans trusler om selvmord kun var for at få mig tilbage som sin bedste ven, så påvirkede det mig. Det gjorde jo ondt at den søde og gode ven man havde var en helt anden, en man ikke kunne slippe væk fra. Mine forældre kender hele historien om vores problemer. Nogle detaljer er undladt, men det meste er sagt. Min veninde var udsat for det samme, men hun kan så bare sige fra. Det kan jeg jo ikke :( Alt det gjorde også at jeg følte mig alene, at jeg kun havde min veninde og snakke med i klassen. Så alt begyndte og falde sammen omkring mig. Tilbage i folkeskolen, blev jeg holdt udenfor, men det er først noget jeg er begyndt og tænke over nu. jeg var/ er ikke typen som render i byen og drikker mig mega fuld. Jeg kan ligeså godt lide og sidde hjemme med en veninde og se film - rigtig tøse hygge. Det med kærster har jeg også svært ved for har svært ved at stole på andre. S

å føler mig meget anderledes!!! Mine klasse kammerater kaldte mig en luder, og sagde jeg gik i mærkeligt tøj. Men svarede jo aldrig igen, for vidste jeg ikke kunne sige noget- så jeg ville få det sidste ord. Derfor har jeg det svært med mine nye kammerater på gymnasiet, for hvad kan de ikek finde på at sige, hvis de lære mig at kende??.. ved godt det nok bare er mig, men frygten er der. Føler alle andre er stærkere og mere modne end mig nogen gange. De fester og har kærster og snakker kun om sex.

Jeg føler mig meget meget anderledes, for det er ikke lige mig alt det. Mine forældre kan jeg snakke med alt om :) det har jeg altid kunnet. De bakker mig altid op. Føler min familie er den bedste i verden :) Men det har bare ikke været nok denne gang. Men det sidste halve år har jeg bare ikke følt mig som den glade pige jeg før var. Tænker tit på at komem væk fra alt omkring mig, stikke af herfra. Men det er jo ikke min familie jeg vil stikke af fra, men min fortid, den stille pige, hende ingen tror vil sige noget igen. Så tænker tit på at hvis jeg ikke kan svare igen med ord, må jeg da kunne svare igen med næverne.

Vil jo ikke slå for at gøre nogen noget ondt, men slå for at vise jeg ikke er så svag. Har ikke gjort det endnu, men det er noget jeg faktisk higer efter at gøre. Drømmer tit om at jeg kommer op og slås eller gør noget ulovligt, og stikker af fra poliiet. De fanger mig og lægger mig i håndjern. Når jeg så vågner er så glad efter sådanne drømme. Forstår ikke hvorfor jeg kan have det sådan?? Trænger bare sådan til at gøre noget så jeg kan føle mig mere fri. Vise at jeg ikke er bange for at gøre noget "ulovligt".

Snakker tit med min veninde om det, hun har det lidt ligesådan med at gøre noget ulovligt, vi er ellers nogle meget stille rolige piger begge to. Men tænker tit om det ikke er lidt sindsygt og tænke sådan ??? håber du forstår mig lidt bedre, efter jeg har uddaybet det hele. mange knuss fra en meget splittet pige