Hvad er der galt med mig?

brevkassespørgsmål

Hvad er der galt med mig?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 7 år 5 måneder siden

Hej Cyberhus. Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal formulere mit spørgsmål. Det er som om, at det bliver ved at ændre sig, jo mere jeg tænker over det. Men jeg håber, I kan hjælpe alligevel. Jeg kan ikke være i virkeligheden. Hver gang jeg prøver, slår det mig fuldstændig ud. Jeg får ondt i brystet, i maven, og mister kontrol over min krop. Ligger og kramper til at min hjerne tager mig væk igen. Ind i det jeg kalder "semi-real", hvor alting gør lidt ondt, men intet er helt slemt. Det er som regel her, jeg skærer i mig selv. Det hjælper. Det dæmper det, der hele tiden gør ondt - det, der kun bygger og bygger indtil, at jeg bliver kastet ud i virkeligheden. Her er jeg ofte. Næst efter "semi-real" kommer "mute". Intet er noget. Intet betyder noget. Jeg registrerer smerte, sult, kulde, osv, men mærker det ikke rigtig. Også her er jeg tit. Under "mute" ligger hende, jeg kalder "the game-maker" (nogen, der har læst "The Hunger Games"?). Hun styrer "drømmene", der er det inderste lag. De få mennesker, jeg har prøvet at forklare, hvad at "drømme" er, kalder det at dagdrømme. Men det er meget mere. Det er ligesom, når man sover: Tiden slipper forbi alt for hurtigt, der kan ske ting, jeg ikke styrer og alle følelserne er meget ægte. Jeg er afhængig af at drømme. Alt, hvad jeg aldrig har haft og aldrig får, kan jeg alligevel prøve der. Men de isolerer mig. Jeg kan kun drømme, når jeg er alene, så jeg er alene hele tiden. Jeg bor på et opholdssted, går ikke i skole og snakker kun meget sjældent med nogen. Det eneste selskab jeg har, er mine drømme. Jeg kan ikke gå ud i verden. Selv ud af min dør er svært. Jeg er bange for at virkeligheden skal tage kontrol, mens nogen ser det. Det er kun sket en eller to gange i mit liv, men frygten for det er stor. Jeg kan ikke se en fremtid, hvor jeg ikke slutter det. Får fred, endelig. Begår selvmord. Jeg kan ikke huske at have haft det godt nogensinde. At have været glad. At elske nogen efter at jeg brød med min mor, da jeg var barn. At være elsket. Min logik siger mig, at sådan er jeg. Det ændrer sig ikke, for det har aldrig set anderledes ud. Selv da jeg var lille. Jeg snakker med en sygeplejerske i forbindelse med en psykiatrisk behandling, men jeg kan ikke snakke om det, der gør ondt. Hver gang jeg prøver lukker "virkeligheden" munder på mig. Jeg bliver stum. Nogen gange går jeg ud på toilette og kramper sammen i nogle minutter, til at min hjerne tåger mig ind i de dybere lag igen. Hvad skal jeg gøre? Hvad er der galt med mig? Er der en fremtid? En jeg bare ikke har fået øje på endnu? Dette er skrevet så ærligt som muligt, men jeg tvivler på det, for kun "virkeligheden" er ægte, og mens jeg er i den, har jeg ikke kontrol nok til at skrive. Det her er skrevet i de mellemste lag. I "semi", "mute" og "game-maker". Har I hørt om andre der har det som mig? Vil det nogensinde ændre sig? I need hep, but reality cripples me, mutes me, so I can't reach out for it. Tak for tiden brugt på mine spørgsmål.

Svar: 

Kære du

Når jeg læser dit brev, fornemmer jeg at du bevæger dig i forskellige lag af virkeligheden. Du beskriver rigtig godt, hvordan du har det indeni. Jeg vil gerne prøve om jeg kan hjælpe dig ud fra de ting du har skrevet og de spørgsmål du har.

Hvem er du

Når jeg læser du skriver fornemmer jeg en pige der har rigtig svært ved at være i virkeligheden. Du skriver også at du kan finde på at skærer i dig selv. Når man har det sådan, så er det som regel fordi man kan have svært ved at overskue alle de tanker man har i hovedet. Hvis man har rigtig mange tanker indeni, som kan være svære at snakke om, så kan det godt føles lettere at skærer i sig og overskue den fysiske smerte, frem for den psykiske smerte. Det virker også som om, du måske er blevet svigtet på et tidspunkt i dit liv, så derfor kan du måske have svært ved at føle dig elsket. Jeg tror du har gennemgået nogle svære ting i dit liv og derfor er det meget naturligt at det kan medføre at du har svært ved at være i virkeligheden. Jeg tænker ikke der er noget galt med dig, men at du har fået det svært, fordi du har været igennem nogle svære ting i dit liv.

Andre som sig
Du er ikke den eneste som går rundt med sådan nogle tanker. Der findes andre som føler sig svigtet, alene, har selvmordstanker og har svært ved at være i virkeligheden. De fleste føler at de er de eneste der har det sådan, men når man er i teenagealderen, sker der rigtig meget med tanker og følelser. Nogen får det sværere end andre, men det meget almindeligt at  negative tanker kan komme til at fylde meget, hvis ikke man får snakket med nogle voksne om det. Hvis du prøver at læse andre breve i ”Ondt inderst inde” vil du kunne se at der også er andre unge der har det svært.

Fremtiden

Når du skriver du er på et opholdssted og har været til psykiatrisk behandling, så tænker jeg at du er sted, hvor de gerne vil hjælpe dig. Når du har det som om du ikke kan være i virkeligheden, så tror jeg de bedste for dig er, at du tager imod den behandling du kan få på opholdsstedet. Når man har rigtig mange tanker indeni er det godt at få delt sine tanker med andre, så man ikke skal gå alene med dem.

Så når du er så bange for at virkeligheden skal tage kontrol, så tror jeg det er fordi der er nogle ting i dit virkelig liv du ikke kan overskue. Den bedste måde du  kan hjælpe dig selv på, er ved at snakke med de voksne der er omkring dig. Jo mere du tør åbne op omkring, hvordan du har det, jo hurtigere tror jeg at tingene vil ændrer sig. 

Jeg håber at du har mod på at blive ved med at kæmpe for dit liv, for jeg er sikker på har en fremtid.

Mange tanker Sine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program