Kære du 

Jeg kan se, at du har været igennem meget og mere, end hvad du kunne og kan overskue i forhold til, at du kun føler, at du får det værre. Jeg kan godt forstå, at du har haft det og har det så svært. Det er godt, at du skriver og har mod på at skrive om det. Det kan oftest være en god måde at få afløb på sine tanker, følelser og frustrationer. 

Du skriver, at du har problemer med at komme ud af sengen, har svært ved at spise og er begyndt at ryge og drikke meget. Har du fortalt din læge om alle de her fysiske helbredsproblemer, som du går og døjer med? Er det nogle problemer, som du før har nævnt for din læge eller psykolog? Hvis ja, så er det i hvertfald vigtigt, at du får hjælp til det. Din diagnose kan være et problem ud af mange andre problemer, som du ud fra det du skriver, har behov for at få hjæp og behandling til. 

Du skriver, at du ikke føler, at du har brug for at de professionelle fortæller dig, at du er trist, at de holder øje med dig, at de under/overvurdere dig og ikke kan forstå dig og dine problemer. Jeg har ikke kendskab til, hvad de professionelle helt præcist har rapporteret og på hvilket/hvilke grundlag, de har vurderet dit helbred og dermed hvilke tiltag de har benyttet og iværksat i dit tilfælde. Derfor er det svært for mig at bedømme og vurdere de professionelles arbejde og indsats. Når det er sagt, kan jeg ud fra det, du skriver i dit brev, bemærke at du har en række vanskeligheder ud over din diagnose både psykisk og fysisk som bl.a. ikke har fortalt din psykolog/læge og/eller som du ikke har fået hjælp til og derfor er det blevet værre og kan have taget overhånd. Det har gjort det endnu vanskeligere for dig at håndtere og bearbejde dine problemer, og du har kun fået det dårligere og værre på trods af, at der har været så mange profesionelle involveret, og som du har været i kontakt med. 
Det er også svært at have kontakt til og blive vurderet af så mange forskellige personer. Det gør ikke tingene lettere for dig, der har behov for overskuelighed og sammenhæng i din hverdag og liv. Både socialt, helbredsmæssigt og psykisk. Du har behov for en sammenhængende, tværfagligt og koordineret indsats, hvis formål er at kaste lys over alle de problemer, du døjer med efterfulgt af en tværfaglig indsats.  

Det er svært, og jeg kan godt forså, at du gør modstand og ikke kan finde hale og ben i alt det her, og du føler at du bliver overset i systemet og fejlvurderet mht din diagnose. Det er vigtigt at du ikke hænger for meget i om du har moderat til svær depression, da det ikke gør en forskel. Det er svært at være dig, og du har depression og har brug for behandling og hjælp med din depression. Det vigtigste er, at du ved det og er klar til at få den hjælp, du har behov for og dermed prøve at gør noget ved det. 
Det kan være svært at give andre lov til at bestemme, hvordan man har det og oven i købet give dem lov til at holde øje med, om man nu tager sin medicin, og om man tager dem til tiden. Tilliden er der heller ikke og den bliver mindre alt efterhånden som tiden går. Ud fra det du skriver, har du behov for at sidde og snakke med en person som du kender og kan stole hvor du fortæller vedkommende alt omkring din fysiske og psykiske problemer. Den person kan være en familiemedlem, en ven eller en bisidder, som du selv vælger. De kan kommunikere og viderebringe og have kontakt til de professionelle omkring din sag og dermed slipper du for at forklare og fortælle det samme igen og igen. Samtidig får de profesionelle de oplysninger, som du ikke kan eller vil fortælle dem. 

Du skriver, at du har været i kontankt med en psykolog i tre måneder. Hvordan var det? Hjalp det dig og fik du noget ud af snakken med psykologen? Går du til psykolog og den samme psykolog? Hvis ja kan du prøve at tage kontakt til den psykolog igen og fortsætte med jeres samtaler. Det kan være at du åbner mere op overfor ham/hende og dermed kan jeres tillid forøges, som er det du har det svært med. Det virker til, at tilliden til de profesionnelle også er et problem i sig og kan gør det svært for dig i at fortælle alt, hvad du oplever og dermed få den rette hjælp. Det er nemlig vigtigt, at du fortæller alt, hvad du ved og har problemer med - ellers kan det være at du ikke får den rette hjælp, og det kan være derfor, at du føler, at du er blevet fejldiagnosticeret og har det sværere, end de profesionelle hidtil har vurderet.

Du skriver ikke noget om, hvilken slags hjælp, du har fået, efter du har været hos de forskellige psykologer og læger. Har du fået medicin mod din depression? Eller tager du kun sovepiller? Hvis du ikke får medicin mod din depression, er det nok en god ide, hvis du snakkede med en psykolog om det. Oftest burde man få medicin mod depression i form af det man fx kalder lykkepiller. Det giver en følelsen af ro og kan være med til at holde symptomerne nede over en kort eller længere periode. Det kan også være, at du har brug for medicinsk behandling samtidig med, at du går til psykolog. Det er oftest en god kombination til behandling af psykiske lidelser som fx depression. 

Du skriver, at du har fortalt din PPR om dine angtsanfald, og hun derefter gav dig nogle vejrtrækningsøvelser. Har du evt prøvet at drøfte det med en psykolog eller læge? Det kan være, at de kan give dig andet hjælp ud over vejrtrækningsøvelser?

Du skriver, at de profesionelle har vurderet, at du kan starte i en almindelig klasse igen, men du føler dig ikke klar endnu, da du føler, at du har mere behov for at få hjælp med dine søvnproblemer, problemer med appetiteten og har smerter i ryg og nakke. osv. Har du fx fortalt din pædagog og socialrådgiver omkring, at du ikke føler dig psykisk og fysisk klar til at starte i en almindelig klasse og har mere behov for hjælp til de andre ting, som du nævner? Hvis nej, så kan du starte med at gøre det og dermed forhindre, at du bliver sat i en klasse og miljø, som du ikke er psykisk og fysisk parat til at trives i. Det kunne være en mulighed i fremtiden, hvis du stadig ønsker det, men du skal selv føle dig klar til det, da det ellers kan gå hen og blive et problem for dig at kommunikere og være sammen med andre menensker, og du kan føle dig mere presset og bliver mere stresset.

Det er godt, at du er opmærksom på dit helbred og kan se fordelene ved at opretholde gode spsise og motionsvaner. Har du fx overvejet at få rådgivning, hjælp og komme i afvænning for dine ryge og drikkevaner? Jeg kan godt forstå, at du er begyndt at drikke og ryge mere end før, fordi du føler, at du får det værre, og du føler ikke, at der er håb i forhold til at udredde dig mht til din diagnose og orker ikke at tale med nogen om det. Men det kan være at afvænning bliver dit første skridt til at komme ud af dine problemer? På den måde kan du både få hjælp mht til din depression samtidig med, at du får hjælp til dine ryge og drikkevaner, der i sig selv er usundt for din fysiske og psykiske helbred. 

Hvis du har mod og overskud til det kan du få rådgivning hos Dansk MisbrugsBehandling i forhold til alkohol afvænning. Du kan få anonym rådgivning på deres telefon 78 79 23 13. Du finder deres hjemmeside lige her. Du kan også hvis du vil få hjælp til rygestop hos Stoplinien, som tilbyder gratis rådgivning på telefon 80 31 31 31 og deres hjemmeside finder du her. 

Du skriver, at du har det nemmere med at fortælle alt, når det ikke er ansigt til ansigt. Du kan få rådgivning ved Psykiatri Fonden, som du finder her. Her har du mulighed for at få gratis og anonym telefonrådgivning på deres nr. 39 25 25 25. Det kan være i forhold til din depression og angstanfald osv. Du kan også skrive ind til os på vores chat, som du finder her.

Husk på at den første skridt på vej mod det hele kan være ulidelig og meget svært, men det er ikke umuligt, og man skal ikke give op. Lav eller skriv dit mål og evt nogle undermål og hold dig beskæftiget med ting og aktiviteter, der gør dig glad indeni og giver dig ro. Hvis du fik den ro, tryghed og glæde, når du motionerede og spiste sundt, så start med det igen. Hvis det gør dig glad at gå en tur uden for så start med det. Hvis du har haft eller har en hobby, der gør dig glad og holder dig beskæftiget, så start på det. Det er vigtigt, at du ikke tit er alene, fordi det kan lede til ensomhed. Du skriver, at du har ikke andet socialt i dit liv ud over dem, du møder og kender på bostedet, men at du sover om dagen og er vågen om aftenen for at undgå kontakt med andre mennesker. Prøv at giv det en chance og start med at være der, når dem på bostedet samles og sidder sammen og drik en kop kaffe. Herefter kan du, når du er parat til det, prøve at være med i samtalen og snakke med de andre. Det kan forbedre dine evner til at trives socialt, og du undgår at være alene og føle dig ensom.

Du skriver, at du fik det lidt bedre i løbet af sommeren. Kan du huske hvorfor du fik det bedre? Du kan evt. vende tilbage til de aktiviteter/personer der var tilstede i løbet af sommeren, som du tror, er årsagen til, at du følte at du fik det lidt bedre.

Held og lykke med det hele og husk at det er svært men ikke umuligt. Prøv at tage et skridt af gangen.

De kærligste hilsner
Lima