Hjælp
brevkassespørgsmål
Hjælp
Hej
Jeg føler virkelig jeg er havnet i en ond cirkel i mit liv, og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ved, at jeg bare kan "søge hjælp" hos nogen, men jeg kan slet ikke få mig selv til at sige det til nogen. Ligemeget hvad, så bliver det i mit hoved, og jeg fortæller det ikke til nogen, men jeg vil bare have det skal gå væk.
Alligevel har jeg brug for at sige det, så jeg tænkte dette var en mulighed.
Jeg bor sammen med min mor, og det har jeg gjort stort set hele mit liv. Men fra jeg var 4 år, har min mor haft en kæreste som nærmest har været en far for mig. For næsten 2 år siden mistede vi ham da han, meget pludseligt og chokerende, døde. Lige siden har alting været så trist og ensomt, for min mor blev utrolig ked af det, og selvfølgelig gjorde jeg også, men jeg mistede samtidig noget i min mor også, og jeg føler mig så alene i verden nogen gange.
Der skete så det, at min mor valgte at håndtere det helt forkert, nemlig at bruge alkohol til at få tankerne væk. Der har været nogle dårlige episoder, hvor hun har været fuld og opført sig dumt. Det stod på i meget lang tid, og vi talte omkring det, da på ingen måde ønsker det her. Hun har flere gange lovet mig, at nu ville hun stoppe med det, da hun godt ved det er nået for langt, og det er et problem som ødeæøgger mange ting. Men nu har hun så sagt det flere gange, og jeg finder stadig øldåser i skabende og andre steder i lejligheden, hvilket får mig til at føle mig så dum, for hvad er det for et liv vi er havnet i? Jeg er så ked af, at det hele er endt i sådan et kaos, og jeg synes det er så svært at leve med. Jeg har snakket med min mor omkring det her, og er ikke bange for at bringe emnet op når det sker igen, men nu er det bare som om der intet sker, og vi sidder fast i en ond cirkel. Jeg har sagt hun skal søge hjælp, men hun vil selv klarer det.
Noget andet er, at jeg selv har været meget ked af det, både omkring min mors kærestes død, men også med hensyn til min mor. Jeg er, desværre, begyndt at få det rigtig dårligt med mig selv, og har i lang tid nu, kastet op når jeg føler jeg har spist for "meget" eller for "usundt". Det er forfærdeligt. Jeg tænker konstant på min vægt og at jeg skal være tynd og flot. Jeg er gladere når jeg er meget sulten end når jeg er meget mæt, og det kontrollerer mit liv. Jeg vil ikke ødelægger mig selv, og jeg vil ikke have min mor skal ødelægge hende selv. Det hele er vildt frustrerende, og der er så mange ting inden i mig, som jeg ikke kan få ud. Jeg har som sagt ikke tænkt mig at sige det her til nogen lige nu, da jeg længe har haft lyst men ikke kan få mig til det. Derfor behøves jeg ikke få af vide, at jeg burde søge hjælp eller hvor jeg kan søge hjælp, for jeg ved jeg ikke gør det.
Jeg vil bare have en til at læse det jeg skriver, og ja.. bare læse det og forstå.
Med venlig hilsen, en fortvivlende pige.
Svar:
Kære fortvivlede pige.
Det lyder til, at du har haft nogle svære år siden I pludseligt mistede din mors kæreste. Det vil naturligvis påvirke både din mors og dit liv på en lang række områder - og det kan jeg også høre, at det har gjort. Derfor, kan jeg sagtens forstå, at du har lyst til at fortælle nogle om den onde cirkel, som du føler at du er havnet i.
Det kan hjælpe de fleste, at fortælle andre om de frustrationer og bekymringer, som man har. Nogle gange fordi man bare har lyst til, at der er nogle som vil lytte og andre gange, for at få gode råd eller nye perspektiver med på vejen. Derfor er det godt, at du skriver herind til Cyberhus, for at få luftet dine tanker omkring det hele.
Jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det må være meget hårdt at miste et familiemedlem. Når en familie mister et familiemedlem vil verden ofte blive en helt anden. Familien rammes af stor sorg over, at intet nogensinde bliver det samme igen. Sorgen over at miste kan vare mange år, men efterhånden kan de fleste familier godt tage lidt afstand til sorgen. Det er meget forskelligt fra familie til familie og for hvert enkelt familiemedlem, hvor lang tid der går - før de er mere eller mindre "ovenpå igen".
Det lyder også som om, at det er meget forskelligt, hvordan du og din mor har reageret på dødsfaldet og jeg kan godt forstå din bekymring over din mors måde at håndtere situationen. Som du selv fortæller, er det ikke en god løsning at tackle sin sorg ved hjælp af alkohol. For som du også er inde på, så er jeres liv blevet mere kaotisk efter din mors alkoholmisbrug og hendes valg har også konsekvenser for dig.
Jeg synes, at alkoholmisbrugets alvor bliver meget tydelig, når du fortæller at du føler, at du er ved at miste din mor. Alkohol kan jo desværre ændre et menneskes personlighed så meget, at vedkommende ikke er til at kende. Derfor kan jeg sagtens forstå, at du vil gøre alt hvad du kan, for at få din mor ud af misbruget. Det er enormt stærkt gjort af dig, at du har turde bringe emnet op og at du flere gange har talt med hende om, at hun bør stoppe med at drikke. Når du så fortsat finder øldåser i jeres lejlighed, så vil du højest sandsynligt komme til at føle dig svigtet af din mor, fordi hun ikke kan holde dig, hvad hun lover. Derfor er det også helt naturligt at du bliver ked af det og måske opgivende, når hendes drikkeri fortsætter alligevel.
Når du skriver, at du ikke kan få dig selv til at fortælle nogle omkring jeres situation, så tænker jeg om du skal overveje det alligevel. Hvad er det f.eks som gør, at du ikke har lyst til at fortælle nogle om det? Ved du ikke hvem du skal gå til? Er du ikke klar til det? Er du flov over situationen eller bryder du dig bare ikke om, at andre skal vide hvordan det er at være dig? Måske kan du prøve at stille dig selv nogle spørgsmål, som kan gøre dig klogere på, hvad det er der gør, at du ikke vil fortælle andre om "den onde cirkel". For jeg tænker, at du i sidste ende bliver nødt til at inddrage nogle i jeres situation, hvis du vil have brudt det mønster som jeres liv bevæger sig i lige nu. Jeg ved, at det kan være meget grænseoverskridende at fortælle andre om noget så svært - men det er også okay, hvis du vil tænke over det eller at det tager dig noget tid. Du virker til at være en modig pige, og derfor tænker jeg ikke, at der er særlig lang vej til at søge hjælp, når du tør fortælle din mor om dine bekymringer og skrive herind til Cyberhus omkring din situation.
Hvis du har lyst, er du velkommen her i Cyberhus' 1-1 chat. Her kan du anonymt chatte med en rådgiver, som gerne vil lytte mere til din historie. Hvis du har lyst til det, kan du også få flere råd og redskaber med på vejen.
Hvis du får mod på det, findes der også noget som hedder TUBA. TUBA tilbyder terapeutisk rådgivning for unge mellem 14 og 35 år, som er vokset op i en familie med alkoholproblemer. På deres hjemmeside kan du finde en oversigt over den afdeling, der ligger tættest på dig.
Som sagt, synes jeg du virker til at være en modig pige, som er godt på vej til at finde en løsning, så du kan få det bedre.
De bedste hilsner Signe
Relateret indhold
Skole lægen....
Hej cyberhus.
Her forleden da vi på mit gymnasium skulle vi alle samme til skolelægen 1 efter en.
Vi skulle undersøges for hørelse, syn, kost og om testiklerne vaR faldet.
Jeg var rigtig glad for at skolelægen var en dreng på ca. 27 år, for jeg var ikke vild med at vise...
Pernille fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
0
Thanthopia
Hej,
Jeg har gået i et år og været flygtelig bange for at dø. Det startede da jeg gik til præst, fordi jeg skulle konfirmeres senere på året, jeg snakkede med min veninde om uvisheden omkring
døden. Hun fortalte mig at hun troede at det hele ville blive sort, at det ville være...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Min make uo er min maske
Jeg skriver ikke her til, fordi at i skal have ondt af mig eller sådan noget. Vil bare virkelig gerne ud med det Hvordan skal jeg starte... Jeg har altid følt mig så grim, kan slet ikke klare når folk kigger på mig, af egen refleks gør jeg et eller andet mærkeligt med mit hovede eller hvis jeg...
Niels-Christian fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
