Kære dig.

Ud fra det, som du skriver, hører jeg dig fortælle forskellige ting. Det er rigtigt flot, at du skriver herind omkring dit problem, det er første skridt på vejen for dig.

Men det jeg vil tage fat i, som jeg synes, er det allervigtigste at gøre noget ved: det er dit behov for at kunne kontrollere, hvor meget mad du indtager eller ikke indtager.

At du har dette behov for at styre dit madindtag kan skyldes mange ting. Enten kan man have nogle følelser indeni, eller man kan have nogle problemer omkring en, begge dele kan være noget, man ikke kan styre. Ved så at styre dit madindtag skaber du dig en følelse af kontrol. Men denne følelse af kontrol kan minde lidt om det rus, man kan få ved at vinde en håndboldkamp. Men den kontrol, som du tror, at du opnår, er ikke holdbar, for som du ved fra håndbold, vil der altid dukke en ny modstander op til den næste håndboldkamp. Det, jeg prøver at sige til dig, er, at den rus, du psykisk føler lige i øjeblikket, er ikke holdbar. Det er din hjerne, der spiller dig et puds, hvilket vil sige, at det er noget, som din hjerne i et splitsekund synes, er det meste fornuftige at gøre. Men det er ikke fornuftigt.

Lad mig derefter slå fast, at følelser ikke altid er logiske. Det rus, du psykisk kan føle, ved at kaste dit mad op, er ikke logisk. Vi mennesker spiser, fordi vi skal leve og overleve - det er en nødvendighed. At kaste sit mad op er en skadelig handling, som på sigt ikke får en til at leve eller overleve. Men hvad end vi har af føleleser, om de er gode for os eller ej, så kan de ændres til det gode.

Jeg læser, at du har fået konstateret social angst. Som jeg ser det, betyder det, at du har nogle følelser indeni, som påvirker din måde at være sammen med andre på. Det vil sige, at du har noget indre, der forhindrer dig i at være sammen med andre, som så igen påvirker dig i forhold til dine indre følelser og tanker. Men jeg læser også, at der har været sket nogle ting udefra, i form af din ulykke, og så kan jeg godt forstå følelsen af nederlag i forhold til dit stop på efterskolen og dit stop i 10.kl. Jeg vil råde dig til at se muligheden i, at det var nogen ting udefra, der påvirkede dig, men at det er fortid. Jeg vil råde dig til at overveje muligheden i at se det, som noget, der er sket, og så komme igang med at løse det problem, du er i nu.

Jeg tror, at det er vigtigt for dig at erkende, at du har et problem nu, som skal løses. At have problemer med mad er ikke sundt for en - og jeg synes, at du skal gøre noget ved. Men jeg synes ikke, at du nødvendigvis bør gør det alene. Når vi erkender, vi har et problem, så kan vi tusinde gange nemmere komme igennem det, og når vi så endelig er på den anden side af det hele, er vi en sundere og stærkere person. Men først og fremmest er det vigtigt at tale om det. Når der tales om problemet, når der sættes ord på, så erkender vi også problemet.

Og jeg vil varmt anbefale dig at kontakte landsforeningen mod spiseforstyrrelse og selvskade. Der kan du læse mere omkring spiseforstyrrelse, men du kan også chatte med dem, som her. 

Men jeg vil også anbefale dig til at overveje muligheden, for at tale med enten dine forældre og/ eller dine bedsteforældre, eller har du f.eks. ældre søskende, du kan tale med. Jeg er sikker på, at de vil dig det bedste. Hvis ikke du føler, at det kan lade sig gøre, overhovedet, er der så andre voksne i din nærhed, en moster eller en faster, som du stoler på og er tryg ved at tale med. Eller hvad f.eks. med din klasselærer, hvis klasselæreren ikke duer, er der da anden lærer, som du stoler på og føler dig tryg ved. Det kan også være, at du sammen med en veninde eller alene kan kontakte din egen læge og fortælle om din situation. Eller hvad med din neurolog, hvis du går regelmæssigt ved denne neurolog, så kunne det være en god ide at fortælle ham det også.

Hvis du syntes, det er en svær samtale at starte op, kan du evt. bruge det her brev, som du har skrevet til mig. Vis det til vedkommende, som du vælger at involvere, og så har I noget at tale ud fra, og det kan gøre det tusinde gange nemmere for dig.

Det er rigtig vigtigt, at du gør noget for at passe på dig selv. Så jeg håber virkelig, at du lytter til mine råd, og ikke lader stå til. Og jeg synes ikke, at du skal gå alene med det.

Hvis du har brug for at tale med os på chatten, inden du beslutter noget, er du også hjertens velkommen til at skrive til os der.

Hilsen Thilde