Kære dig

Velkommen til Cyberhus. Hvor er det godt at du skriver herind og deler dine tanker. Jeg vil starte med slutningen af dit brev, og sige at der sikkert ikke er noget galt med dig. Du har blot oplevet mange kriser på kort tid, og du har ikke fået det bearbejdet, og derfor har du det som du har det nu. Men lad mig hjælpe, med at skabe et overblik over hvad der er sket, og hvad du nu kan gøre.

At miste: Du har oplevet nogle store kriser inden for få år, mistet nære familie medlemmer. Det at miste en man holder af, er både et chok en skræmmende oplevelse, men alligevel er det noget, som vi bliver tvunget til at accepterer, fordi det ikke kan være anderledes. Vi håndterer det på forskellige måder. Nogle begynder at gå helt vildt op i deres arbejde, andre melder sig syge, nogle begynder at snakke meget og andre igen lukker sig inde i sig selv. Får vi ikke oplevelserne bearbejdet, og der så, som i dit tilfælde opstår en ny krise, i form af et dødsfald mere, så bliver den første krise forstærket. Du har oplevet flere dødsfald, og fordi du så ikke har snakket om det, er kriserne blivet bygget mere og mere op inde i dit hoved.    

Sorg: Vi har alle brug for at sørge når vi mister. At du siger du ikke er ked af det, fortæller mig at du har lukket af for disse "ked af det" følelser, fordi de er blevet for store at håndterer, da de gør meget ondt. Vi har noget der hedder forsvarsmekanismer inden i vores hjerne. Disse bliver aktiveret når vi oplever forskellige ting som blandt andet dødsfald. Grunden til at vi har disse forsvarsmekanisker er simpelthen for at sikere vores egen overlevelse. Men når der så kommer ro på igen, dette er gerne tiden efter begravelsen, sker der ofte det at man begynder at tillade sig selv at blive ked af det, man sørger, og græder og begynder at snakke om den afdøde for at få styr på tankerne og minderne. Dette er både en sund og vigtig proces.    

Stress i hovedet: Jeg kan sagtens forstå du føler stress i hovedet. Du går rundt med nogle tunge oplevelser, som du ikke får bearbejdet, og på et tiddspunkt begynder hjernen at reagere, fordi der kommer "overtryk". Du kan simpelthen ikke kaperer mere. Alle de ritualer du har, og at du vil have styr på alting, er en helt normal reaktion oven på så  mange kriser. For mig lyder det som om, at du faktisk er meget ked af det, tynget af sorgen. Du har en masse tanker som er ubearbejdet, du kan ikke kontrollerer dem og derfor kaster du dig over alt det fysiske, for så kan du i det mindste styre det. Men lige meget hjælper det. Du bliver mere og mere irritalbel over småting, som du måske ikke engang lagde mærke til førhen. At du så også er begyndt at væmmes med maden, fortæller mig at du virkelig har brug for en at snakke med. Jeg ved godt du siger at du aldrig har grædt foran din familie, eller ikke ville snakke med en læge. Men det her er for stort til at du kan bearbejde det selv. Og det skal du heller ikke. Så den stress du føler, er simpelthen alle de oplevelser du har haft, som du ikke har fået bearbejdet. Og du skal have dem bearbejdet, så du ikke får det værre end du har det nu. Det kan komme dertil at du udvikler en depression, og vi skal gerne havde det stoppet inden det kommer dertil.

Hjælp til at åbne op: Det jeg hører dig sige er at du ikke har kunne snakke med din mor og morfar om disse dødsfald, eller andre. Jeg kan sagtens forstå dig, da man jo bliver meget sårbar når man åbner op. Derfor er det også vigtigt at finde en du kan snakke med, som du har fuldstændig tillid til. Du fortjener at få den rette hjælp. Kunne du evt. prøve at starte med at snakke med den trivselsperson der er ansat på den skole du går på? Han eller hun er der for at lytte og etabelere en eller anden for for kontakt, som kan hælpe dig. Nogle skoler har noget der hedder "sorg grupper", hvor man sidder sammen med andre der har mistet, og herved finder forståelse for sig selv og sin situation. En anden mulighed er også at kommer her på cyberhus på chat siden. Der sidder nogle dygtige voksne, som har tid til at lytte.                                                                                                                            Jeg tænker da også at du måske skulle prøve at få en snak igang med din mor. Hun går sikkert også rundt og er trist efter at have mistes sin mand og mor. Hvad med at i to prøver at finde hinanden, finde trøst i hinanden, og på den måde hjælpe hinanden med at bearbejde sorgen, og sammen komme videre?. Jeg ved godt det ikke er let, men jeg tror ved at fælles indsats så kan det gøres. Fortæl din mor hvordan du har det, og at du har brug for hende. Du behøver ikke være sej, og klare det hele selv. Det er helt ok at græde og give sig selv tid til at være ked af det.

Jeg håber virkelig at du passer på dig selv. Du har ansvaret for at få et godt liv, og du skal tage imod den hjælp der er. Du fortjener at være lykkelig.

En masse gode tanker herfra

Isabella