Kære du

Jeg kan godt forstå du er frustreret over din situation, og ked af på den her måde at føle dig presset til altid at skulle være sammen med nogen for at undgå den her følelse du beskriver.

I første omgang kunne jeg godt tænke mig at starte ud med at sige lidt mere om de ting du fortæller, der ligger til grund for den her angst for at være alene. Jeg tænker nemlig at det er følelser og tanker som langt de fleste mennesker kender til.

Når man kommer i puberteten sker der selvfølgelig en helt masse med kroppen. Men der sker faktisk endnu mere med hjernen. Den udvikler sig helt ekstremt, hvilket åbner op for helt nye måder at tænke og forstå sig selv og den verden man er en del af. Jeg tænker det var det du oplevede i de sene folkeskoleår.

Ensomhed er en følelse som er uundgåelig for os mennesker. I sidste ende er vi alene med os selv. Når vi lægger os til at sove eksempelvis, hvor vi er alene med vores tanker...det er også ofte her at mange oplever at de her følelser kan blive meget overvældende og svære at håndtere. Hvad er meningen med det hele, skulle jeg have sagt noget andet til min veninde, traf jeg det rigtige valg, hvorfor tænker jeg overhovedet så meget over tingene osv. Det lyder også som om det er noget af det der sker for dig når du er alene med dig selv. For når man er alene med sig selv og hjernen ikke er beskæftiget med at bruge energi på eksempelvis at være social, så bliver der pludselig tid til at tænke mere over de ting som vi gør og siger i løbet af dagen. 

Jeg kan godt forstå hvorfor det kan virke meget overvældende, men jeg tænker også at det er vigtigt at du prøver at tænke de her tanker som opstår når du er alene, som et udtryk for at din hjerne "sprøjter" de her tanker ud når du er alene for at hjælpe dig til bedre at forstå dig selv. 

Du siger at du er i tvivl om, om det faktisk handler om at du ikke er glad for at være den du er. Om du får nok ud af livet eksempelvis. Igen tænker jeg at det er helt grundlæggende spørgsmål som alle mennesker kan komme meget i tvivl om hvis de giver sig selv lov til at tænke over det. På den ene side tænker jeg at det er meget sundt at stille sig selv de her spørgsmål. Er jeg den jeg gerne vil være? Hvad kan jeg gøre for at skabe forandringer i mit liv, hvis det er det jeg har brug for?
Det er bare vigtigt at huske på at når du eksempelvis kan svare dig selv at du ikke får det ud af livet som du gerne vil. Så betyder det ikke nødvendigvis at du har et dårligt liv, eller at du ikke er god nok. Det betyder måske "bare" at du endnu ikke har fundet ud af hvad det er du vil have ud af livet og hvad der skal til for at det kan lykkes.
Det tror jeg faktisk ikke der er nogen på 18 der har. Jeg tænker at det er noget mange på 18 år tænker de har eller måske føler de burde have...men sådan er virkeligheden ikke. For langt de fleste mennesker er det langt langt senere, at de bliver rigtig kloge på hvad det egentlig er der giver dem værdi i livet. Hvad det "rigtige" og det "vigtige" er for dem. Måske er det først når man bliver 30, 40 eller endnu senere at man finder den "rigtige vej" og de fleste finder også ud af at "vejen" kan ændre retning mange gange i livet? Eller måske nærmere at "den rigtige vej" ikke nødvendigvis eksisterer og at det faktisk er helt okay.  

Derfor tænker jeg at du måske skal prøve at vende tankerne lidt på hovedet og se dem som en "hjælp". De dukker op for at hjælpe dig til at skabe nogle erfaringer, som giver dig mulighed for at du senere i livet kan træffe de bedst mulige valg og dermed blive den bedst mulige udgave af dig selv. Som en hjælp til at du bedre kan forstå dig selv og med tiden kan finde frem til hvad der er vigtigt for dig i dit liv. 
Når jeg skriver "bedst mulige valg", er det fordi jeg tænker at langt de fleste valg er et udtryk for et kompromis, hvor man er tvunget til at vælge en masse fra, som man måske ikke ville gøre hvis det var en mulighed at vælge alting...det er det bare ikke.
Mange gange er det meget svært at vide om man har truffet det rigtige valg før lang tid efter man har truffet det. Det er jo netop det der er essensen af et valg. Man har flere forskellige forhold der gør at man kunne være tilbøjelig til at vælge både det ene og det andet...og måske det tredje. Det eneste man kan gøre er at træffe det valg som virker som det bedst mulige i det øjeblik man træffer det. Senere erfaringer kan så gøre at man i bagefter ville have truffet et andet valg, men det gør det ikke nødvendigvis til et forkert valg. Det betyder bare at man har opnået en større selvforståelse som man kan tage med næste gang man træffer valg. 

Men hvad gør du så? Først og fremmest tænker jeg at du blvier nødt til at stoppe op, og være åben over for de her tanker i stedet for at forsøge at "lukke dem ude". De er en del af dig og du slipper aldrig fra dem alligevel. Du kan lige så godt stoppe op og se om de faktisk kan hjælpe dig, i stedet for at være et problem for dig. Tag tankerne alvorligt uden at tage dem som udtryk for "sandheden". Hvis eksempelvis tanken om ikke at være god nok dukker op er det ikke et udtryk for at det er sandheden. Men det er måske et udtryk for at der er dele af dit liv, hvor du har behov for at skabe en forandring. 
Tanker og følelser er lidt ligesom drømme. De kan forståes og tolkes på forskellige måder. Derfor tænker jeg også det er afgørende at få hjælp til at forstå de tanker og følelser som du oplever. Hvis man kun har sig selv til at tolke, ender man ofte op med samme fortolkning og det kommer man ikke nødvendigvis videre af. Det er vigtigt at "spille sine tanker op mod andre" og høre hvad de tænker. Det kan være veninder, familie...ja, hvem som helst som du føler dig tryg ved. For nogle kan det være rart at snakke med en professionel(en psykolog eksempelvis), men det er ikke sikkert det er sådan for dig. Det afgørende er at du ikke går alene med de her tanker og følelser, men at du kommer ud med dem. Det er lidt ligesom hvis man står på en strand og kigger ud over vandet sammen med et andet menneske. Hvis man beder de to om at fortælle hvad det er de hver især kigger på lige nu, vil de højest sansynlig kunne fortælle om meget forskellige ting de ser, selv om de står det samme sted og kigger ud over den samme horisont. For vi opfatter, tolker og forstår alting forskelligt. Så når man deler sine tanker og følelser med andre kan det hjælpe én til, at se nye vinkler og fortolkninger på den "horisont" som man selv ser og forstår på én bestemt måde. 

Puha....det blev til en masse ord. Men det korte af det lange er at jeg tænker du skal prøve at være åben overfor dine omgivelser om hvordan det er du har det når du er alene. Jeg er sikker på at du vil opdage at du ikke er alene om at have det sådan her. Jeg er også sikker på at du vil kunne finde inspiration til, hvordan du bliver bedre til at håndtere og måske også forstå den her følelse af ensomhed, og de tanker der følger med, hvis du tør åbne op og dele dem med andre omkring dig. Nogle byrder kan føles uendeligt tunge hvis man bærer dem selv, men noget lettere hvis andre hjælper til. 

Mange hilsner 
Niels-Christian