Hej, Jeg har egentlig bare brug for endelig at snakke med nogen om det, eller i hvert fald bare komme ud med mine følelser. Jeg har i dag et stort fokus på mad og udsende, hvilket nok stammer helt tilbage fra jeg var 12 og fik en spiseforstyrrelse. Jeg var 163 og vejede 41 kilo og min mens. stoppede. Jeg er vokset op i en dejligt hjem, men mens min storesøster var på efrerskole, havde mine forældre en krise. Jeg var vel 11 år, og var meget påvirket af det. Jeg prøvede at holde sammen på det hele, og stoppe de konklikter jeg kunne fornemme var på vej. Da min søster kom hjem fra efterskole, havde hun taget noget på, og der blev derfor snakket en del slankekure osv. Jeg kan huske jeg tænkte, at mine forældre måtte blive stolte af mig, hvis jeg nu kunne følge sådan en kur. Jeg er i dag kommet frem til, at det fokus der kom på vægttab og den krise, er skyld i mit fokus på vægt i dag, da det blev den vej jeg kunne komme ud med mine følelser. I min 9. klasse var jeg så også på efterskole, og der tog jeg også på i vægt og er nu 164 og vejer 72, og har det i dag så skidt med det, fordi jeg føler min identitet er at være tynd. Jeg følser stadig, at det er den måde, hvorpå jeg kan bevise, at jeg kan noget. Men det er så latterligt af mig, at føle sådan, da mine forældre giver min søster og jeg så meget kærlighed.. De er virkelig de bedste, men jeg føler mig ofte tom inden i. I dag sidder jeg og skal læse op til matematik eksamen 3.g, da jeg skal op i overmorgen, men jeg kan slet ikke koncentrere mig, fordi jeg konstant tænker på mad, og at jeg snart nok skal blive tynd igen. Jeg har snakket med mine forældre om min spiseforstyrrelse i 6 og 7 klasse, men det er som om der ikke rigtig vil indse det. Jeg bryder mig ikke om selv at bringe det på banen, da jeg føler det som "åh jeg havde det SÅ derligt, og jeg vil ses", men har virkelig brug for at snakke.. I dag kaster jeg nogle gange op, når jeg har spist, og kommer så tilbage til bordet, som den glade og kærlige pige jeg er.. Jeg følser mig virkelig ynkelig, da jeg har en super familie og nogle dejlige venner, og fordi jeg ikke bare kommer over det, men det er som om der er noget/nogle følelser, der bare har bidt sig fast, og som resulterer i, at jeg nemt bliver ked af det, og tænker utrolig meget, når jeg er alene. Det var vel egentlig ikke rigtig et spørgsmål, men bare et lille råb om hjælp, som jeg ikke tør lade nogen høre.