Jeg føler mig fanget et sted, hvor jeg ikke passer ind. et sted hvor jeg faktisk slet ikke hører til! Jeg er en pige på 19 år, og bor i en mindre by med ikke så mange mennesker. hele mit liv har jeg været et mobbeoffer. 3 forskellige skoler udgør min tid i folkeskolen, 2½ år på den første skole, 5½ år på skole nr to, og 2 år på den sidste. alle tre skoler var fyldt med mobning hvor jeg var et offer. mine forældre har altid kæmpet en kamp for at stoppe det men intet har virket. lærerne gjorde intet, og skolen forsøgte så lidt at intet hjalp. Jeg lærte at man kun ku regne med sig selv, og at det bare var bedst at være alene. jeg var på 11 år da det hele blev for meget, og jeg endte med at sidde med en kniv og gøre skade på mig selv. det hårdt at tænke på nu, men det var mit liv frem til jeg var 18. det blev værre og værre jo ældre jeg blev, og i en alder af 14, endte jeg også med en spiseforstyrrelse, mit selvhad steg, også pga mobningen. det var både psykisk og fysisk. mine ting blev ødelagt hvis jeg gik ud fra klassen i pauserne, de tegnede billeder hvor jeg blev slået ihjel, blev prikket ud på klasse foto's, ingen ville snakke til mig, svare mig, eller arbejde med mig. der blev grint af mig når jeg sagde noget højt eller skulle fremlægge, så det blev hurtigt til at jeg var den lille stille pige i klassen, som ikke sagde noget og holdte sig for sig selv. det gjorde så at jeg var et endnu mere oplagt offer åbenbart. hele den tid i folkeskolen ku jeg se at jeg var ikke som alle de andre. Jeg var vild med rock musik, jeg elskede det rocked look, med lidt hullede bukser, band t'shirts osv. jeg har aldrig været en pige-pige, som ville ha fint hår, gå i fint tøj og sko eller rende med smykker. tværtimod var jeg fascineret af tatoveringer og piercinger. måske var jeg selv udenom at de gik efter mig ? på den anden side VI ER ALLE FORSKELLIGE OG ALLE SKAL RESPEKTERES SOM DE NU ENGANG ER! jo ældre vi blev jo værre blev mobningen. det var nu så slemt at der var hadegrupper på det nyopstartede facebook (som det var dengang) folk råbte hadefulde ting åbenlyst på gaden når de så mig, fik breve i skolen om at jeg skulle tage mit eget liv, at folk håbed jeg ville blive kørt ihjel og andre grusomme ting! men jeg smilte for resten af verden og spurgte nogen, så havde jeg det fint nok. mit fristed var nettet. bla. cyberhus! <3 tog på efterskole i 10. klasse. langt væk. langt fra alt, i håb om det hele ku stoppe. men nej, så snart jeg kom hjem på weekend var de efter mig på gaden igen. selv folk jeg ikke ANEDE hvem var grinte nu af mig på gaden og hvisked grimme ting om mig. efter 10. klasse valgte jeg at flytte på skolehjem for at tage en grunduddannelse på SOSU langt væk hjemmefra også. jeg blev klogere der. og endte faktisk med at stoppe min egen spiseforstyrrelse, og stoppe med at skade mig selv.. Jeg er stolt!
Nu sidder jeg så her, 19 år gammel, og ka se tilbage på mit liv. jeg bor hjemme i byen hvor jeg blev mobbet hele skolegangen, og det gyser i mig når jeg ser ansigtet på de forfærdelige mennesker der gjorde de ting ved mig. Jeg genser alle tingene, oplevelserne. Jeg startede i skole, og ender med at møde et fantastisk menneske. Hun bliver noget af det bedste jeg nogensinde har haft i mit liv. efter mange måneder med hendes venskab ender vi med, at blive nærmest kærester. det kom så uventet men har aldrig følt mig mere rigtig end når jeg lå sammen med hende. følte alt var ligemeget, for jeg havde det FANTASTISK! 

men efter et par måneder gik det op for mig at det ikke kunne fortsætte. jeg har efter så mange år, ENDELIG sluppet titlen som et mobbeoffer, de gør mig ingenting andet end at sende mig øjne og onde blikke, og jeg havde det faktisk ret okay. udover at jeg frygter så inderligt at folk vil vende sig mod mig igen da det her hvor jeg bor er en VIRKELIG IKKE VELSET ting at være til sit eget køn, så ved fra hendes erfaring at der ved at springe ud, vil vente mig hatecrime, vold, og andre ting. det kan jeg ikke overskue. for at det hele ska blive lidt værre, kommer jeg fra en familie som mener vi skabt som mand og kvinde og det sårn det skal være. har set en grandkusine blive smidt ud af familien fordi hun fandt sig en pige kæreste. min mor har gang på gang fortalt hvor forfærdeligt det er, at det må være en uhelbredlig sygdom der burde elimineres. at det jo er helt forkert at være sårn, og at hendes børn self aldrig blev sårn for det jo ganske forkert. Jeg kan på ingen måder springe ud.. 

jeg savner hende bare så forfærdeligt meget!! den pige var hende jeg ku gøre alt med, og følte jeg var uovervindelig for hele verden når jeg stod sammen med hende.  hva ska jeg gøre  ?? hvad kan jeg gøre ? lige pt er vi tilbage på et venne stadie som langt fra er så godt som det var inden det blev til et forhold med følelser.. og hun er lidt sårn " baaah. blablabla" når jeg sir at jeg faktisk savner hende rigtig meget, og at hun stadig ka få mig til at smile når vi snakker sammen når jeg er ked. er bange for at hvis jeg nu springer ud. at jeg gør det forgæves. den eneste grund til jeg ville gøre det er for at få hende. men ved jo ik om jeg kan det. hmm :'( jeg er så fortvivlet. og efter de udtalelser min familie har sagt, føler jeg mig bare slet ikke hjemme. jeg føler mig fanget et sted hvor jeg slet ikke hører til :'( føler at jeg hver eneste dag må stå op, og sætte et smil på som om alt er okay, og bare fnise lidt når min familie sviner homoer til. hmm jeg er så ødelagt og har mest af alt bare lyst til at forsvinde helt væk.. :'(

hilsen den fortvivlede fiepige..