at føle sig fanget

brevkassespørgsmål

at føle sig fanget

brevkassespørgsmål af
Anonym
19 år
Oprettet 10 år 6 måneder siden

Jeg føler mig fanget et sted, hvor jeg ikke passer ind. et sted hvor jeg faktisk slet ikke hører til! Jeg er en pige på 19 år, og bor i en mindre by med ikke så mange mennesker. hele mit liv har jeg været et mobbeoffer. 3 forskellige skoler udgør min tid i folkeskolen, 2½ år på den første skole, 5½ år på skole nr to, og 2 år på den sidste. alle tre skoler var fyldt med mobning hvor jeg var et offer. mine forældre har altid kæmpet en kamp for at stoppe det men intet har virket. lærerne gjorde intet, og skolen forsøgte så lidt at intet hjalp. Jeg lærte at man kun ku regne med sig selv, og at det bare var bedst at være alene. jeg var på 11 år da det hele blev for meget, og jeg endte med at sidde med en kniv og gøre skade på mig selv. det hårdt at tænke på nu, men det var mit liv frem til jeg var 18. det blev værre og værre jo ældre jeg blev, og i en alder af 14, endte jeg også med en spiseforstyrrelse, mit selvhad steg, også pga mobningen. det var både psykisk og fysisk. mine ting blev ødelagt hvis jeg gik ud fra klassen i pauserne, de tegnede billeder hvor jeg blev slået ihjel, blev prikket ud på klasse foto's, ingen ville snakke til mig, svare mig, eller arbejde med mig. der blev grint af mig når jeg sagde noget højt eller skulle fremlægge, så det blev hurtigt til at jeg var den lille stille pige i klassen, som ikke sagde noget og holdte sig for sig selv. det gjorde så at jeg var et endnu mere oplagt offer åbenbart. hele den tid i folkeskolen ku jeg se at jeg var ikke som alle de andre. Jeg var vild med rock musik, jeg elskede det rocked look, med lidt hullede bukser, band t'shirts osv. jeg har aldrig været en pige-pige, som ville ha fint hår, gå i fint tøj og sko eller rende med smykker. tværtimod var jeg fascineret af tatoveringer og piercinger. måske var jeg selv udenom at de gik efter mig ? på den anden side VI ER ALLE FORSKELLIGE OG ALLE SKAL RESPEKTERES SOM DE NU ENGANG ER! jo ældre vi blev jo værre blev mobningen. det var nu så slemt at der var hadegrupper på det nyopstartede facebook (som det var dengang) folk råbte hadefulde ting åbenlyst på gaden når de så mig, fik breve i skolen om at jeg skulle tage mit eget liv, at folk håbed jeg ville blive kørt ihjel og andre grusomme ting! men jeg smilte for resten af verden og spurgte nogen, så havde jeg det fint nok. mit fristed var nettet. bla. cyberhus! <3 tog på efterskole i 10. klasse. langt væk. langt fra alt, i håb om det hele ku stoppe. men nej, så snart jeg kom hjem på weekend var de efter mig på gaden igen. selv folk jeg ikke ANEDE hvem var grinte nu af mig på gaden og hvisked grimme ting om mig. efter 10. klasse valgte jeg at flytte på skolehjem for at tage en grunduddannelse på SOSU langt væk hjemmefra også. jeg blev klogere der. og endte faktisk med at stoppe min egen spiseforstyrrelse, og stoppe med at skade mig selv.. Jeg er stolt!
Nu sidder jeg så her, 19 år gammel, og ka se tilbage på mit liv. jeg bor hjemme i byen hvor jeg blev mobbet hele skolegangen, og det gyser i mig når jeg ser ansigtet på de forfærdelige mennesker der gjorde de ting ved mig. Jeg genser alle tingene, oplevelserne. Jeg startede i skole, og ender med at møde et fantastisk menneske. Hun bliver noget af det bedste jeg nogensinde har haft i mit liv. efter mange måneder med hendes venskab ender vi med, at blive nærmest kærester. det kom så uventet men har aldrig følt mig mere rigtig end når jeg lå sammen med hende. følte alt var ligemeget, for jeg havde det FANTASTISK! 

men efter et par måneder gik det op for mig at det ikke kunne fortsætte. jeg har efter så mange år, ENDELIG sluppet titlen som et mobbeoffer, de gør mig ingenting andet end at sende mig øjne og onde blikke, og jeg havde det faktisk ret okay. udover at jeg frygter så inderligt at folk vil vende sig mod mig igen da det her hvor jeg bor er en VIRKELIG IKKE VELSET ting at være til sit eget køn, så ved fra hendes erfaring at der ved at springe ud, vil vente mig hatecrime, vold, og andre ting. det kan jeg ikke overskue. for at det hele ska blive lidt værre, kommer jeg fra en familie som mener vi skabt som mand og kvinde og det sårn det skal være. har set en grandkusine blive smidt ud af familien fordi hun fandt sig en pige kæreste. min mor har gang på gang fortalt hvor forfærdeligt det er, at det må være en uhelbredlig sygdom der burde elimineres. at det jo er helt forkert at være sårn, og at hendes børn self aldrig blev sårn for det jo ganske forkert. Jeg kan på ingen måder springe ud.. 

jeg savner hende bare så forfærdeligt meget!! den pige var hende jeg ku gøre alt med, og følte jeg var uovervindelig for hele verden når jeg stod sammen med hende.  hva ska jeg gøre  ?? hvad kan jeg gøre ? lige pt er vi tilbage på et venne stadie som langt fra er så godt som det var inden det blev til et forhold med følelser.. og hun er lidt sårn " baaah. blablabla" når jeg sir at jeg faktisk savner hende rigtig meget, og at hun stadig ka få mig til at smile når vi snakker sammen når jeg er ked. er bange for at hvis jeg nu springer ud. at jeg gør det forgæves. den eneste grund til jeg ville gøre det er for at få hende. men ved jo ik om jeg kan det. hmm :'( jeg er så fortvivlet. og efter de udtalelser min familie har sagt, føler jeg mig bare slet ikke hjemme. jeg føler mig fanget et sted hvor jeg slet ikke hører til :'( føler at jeg hver eneste dag må stå op, og sætte et smil på som om alt er okay, og bare fnise lidt når min familie sviner homoer til. hmm jeg er så ødelagt og har mest af alt bare lyst til at forsvinde helt væk.. :'(

hilsen den fortvivlede fiepige.. 

Svar: 

Kære du.

Det lyder til at du har haft rigtig mange dårlige oplevelser og nogle lange perioder med ensomhed, mobning og i det taget et rigtig hårdt liv. Jeg kan godt forstå at du har følt dig fortvivlet, for der er ingen mennesker der kan klare at føle sig så ensom og skulle stå helt alene med så svære ting. Alligevel har du haft styrken til at kæmpe for at du kunne få det bedre og det synes jeg er utrolig flot og stærkt gået. Ud fra det du skriver tænker jeg, at du må være en pige med ben i næsen. Det at du selv kunne ændre på dit liv og gøre noget der hjalp dig med at stoppe med at skære i dig selv og komme ud af din spiseforstyrrelse, det er virkelig godt gået. At du så også har mødt et dejligt menneske, som du har kunne dele dine tanker og følelser med, er helt fantastisk. Af den grund må det også være meget svært for dig, at du møder så meget modstand. Jeg synes derfor også at det er rigtig godt gået, at du har valgt at skrive her til for at få nogle råd til, hvad du kan gøre nu og jeg vil komme med mine tanker om det som du beskriver. 

Desværre går de følelser som har sat sig i kroppen ikke bare over, selvom man ikke længere bliver mobbet. Det er meget typisk at man længe efter vil opleve at ens selvværd og selvtillid lider under det. Alt den nedgørende og dårlige behandling som man har oplevet, gør at man let kommer til at føle, at man ikke er noget værd. Du skriver også i starten af dit brev, at du måske selv var ude om det der skete. Som du også selv konkluderer er der ingen der selv kan være ude om at blive behandlet på den måde - ingen fortjener at blive udsat for mobning! Vi er nemlig alle sammen forskellige og tænk engang hvor kedelig verden ville være, hvis vi ikke var det.

Jeg kan godt forstå, at det må være svært at få følelser for en af samme køn og det er ikke mærkeligt at du er bange for at blive mobbet igen. Samtidig tænker jeg dog også, at det er denne pige der har været med til at ændre dine tanker om dig selv til noget mere positivt og jeg kan tydeligt læse i dit brev, hvor glad du er for hende. Vi bestemmer ikke selv, om vi bliver tiltrukket af eller forelsker os i drenge eller piger. Desværre har nogle mennesker fordomme om folk der forelsker sig i en af samme køn og ofte er det fordi, de ikke ved særlig meget om det og måske frygter det lidt, fordi det er så ukendt for dem. Desværre lyder det til, at dine forældre har det svært med det. Jeg kan sagtens forstå, at det må være meget svært, for ingen har lyst at blive set ned på af sin familie. Desværre er det noget som mange oplever, når de fortæller deres forældre, at de ser en af samme køn. Jeg tænker dog, at du bliver nødt til at stå ved den person du er og det som du føler, for ellers kan man blive helt skør af at skulle være, som andre gerne vil have man er.

Jeg tænker også, at du måske er vant til at tie stille og gøre hvad andre vil have, fordi du hele dit liv er blevet trampet på. Det er i hvert fald helt normalt at man har det sådan, men jeg synes det lyder som om, at du ikke længere har lyst til at være den stille pige. Nu har du oplevet, at der faktisk er et menneske der holder af dig for den du er og hvis du står ved dine følelser vil du opdage, at der er mange der vil elske dig for alt hvad du er. Faktisk er det også ofte sådan, at forældrene senere accepterer at deres barn har fundet en kæreste af samme køn, men desværre kan det godt tage lidt tid, hvor de langsomt vænner sig til tanken. 

Heldigvis er de fleste mennesker åbne og nysgerrige, når de møder andre mennesker, der er på en måde eller gør ting, som de ikke selv kender til. Jeg synes du skal tage et kig inde på www.lgbt.dk eller www.lgbtungdom.dk. Det er en forening for mennesker der er tiltrukket af samme køn eller begge køn og her er en rigtig god rådgivning, både online og ansigt til ansigt. Du kan også læse mere om, at du slet ikke er alene med de tanker som du beskriver her i brevet.

Jeg håber du kunne bruge mit svar.

Vh Katrine

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2022 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Safer Internet Program