Kære Du,

Jeg kan godt høre at du har det rigtig svært, og jeg kan godt forstå du synes det hele virker uoverskueligt når du konstant har hovedpine og muskelsmerter og når du bare føler dig helt udmattet.

Du skriver at det du hader mest er når personer føler selvmedlidenhed uden grund. Til det vil jeg bare sige, at det at have det svært ikke behøver at hænge sammen med, at man ikke har en god familie eller ikke har venner osv. Det handler om det der sker inde i én som person. Og for dig handler det ikke om din familie og venner – men om de ting der sker inde i dig som person. Det er nogle rigtig svære tanker du går med, og det handler ikke om at føle selvmedlidenhed. Jeg synes det er flot at du sætter ord på, at det er dine følelser og de ting der sker inde i dig der er svære. Det kræver mod, og det viser også at du er en stærk pige, som er i gang med at kæmpe en meget svær kamp.

Du slutter af med at skrive at du gerne vil være i stand til at være glad når du fylder 15 år. Være i stand til at sige at det bliver et godt år, og at livet er værd at leve. Det synes jeg på ingen måde lyder åndssvagt. Jeg synes tværtimod at det er et rigtig godt mål at arbejde frem i mod. Og jeg synes det fortæller, at du er en pige som er ved at tage en meget vigtig beslutning om at nu skal der altså ske noget – du skal have noget hjælp.

Det lyder til at du har en god familie og nogle veninder og det er rigtig godt at høre. Du fortæller også at du ikke kan snakke med nogen om hvordan du har det. Du skriver at når du siger ”Jeg har det godt”, så kan du nare andre – og at du også er tættere på at nare dig selv. Men når jeg læser dit brev, så tænker jeg faktisk ikke at du får alvor kommer til at kunne nare dig selv, lige meget hvor meget du fortæller andre at du har det godt. Jeg synes dit brev fortæller at du er en pige med meget stor selvindsigt, og som er god til at mærke efter hvordan du har det, og at du inderst inde godt ved at du ikke får det bedre af at andre tror du har det godt.

Det er nogle svære tanker du går med, og jeg synes ikke at du skal gå med alt det helt alene. Jeg tror at det næste skridt for at du kan begynde at få det bedre, er at du skal tale med nogen om hvordan du har det.

Det lyder til at din familie og veninder nogle gange spørger til dig. Måske går de og er bekymrede og ved egentlig godt at du ikke har det så godt? Jeg synes du skal fortælle en af dine forældre om hvordan du går og har det. Jeg tror også det kunne være godt for dig at få en snak med din læge om hvordan du går og har det, og han vil kunne vurdere om du måske har brug for noget mere hjælp til at komme videre. Hvis du har svært ved at fortælle om det hele til dine forældre eller lægen, kunne du også vise dem det brev du har skrevet hertil i stedet. Det beskriver dine tanker og hvordan du har det rigtig fint.

Måske kunne det også være rart at snakke lidt med en af dine veninder om hvordan du har det? Du er også meget velkommen til at logge dig på vores chatrådgivning her i cyberhus, hvis du har brug for at snakke lidt mere om det hele.

Jeg håber rigtig meget at du vil få snakket med dine forældre, og din læge om hvordan du har det. Og så håber jeg rigtig meget at du vil nå dine mål om at være i stand til at være glad når du fylder 15 – hold fast i det mål!

Mange tanker fra Helle.