Er jeg syg?

brevkassespørgsmål

Er jeg syg?

brevkassespørgsmål af
Anonym
18 år
Oprettet 7 år 7 måneder siden

Jeg er en pige på 18 år som har kæmpet med en helt del ting de sidste 1½-2 år. Jeg ved ikke hvad der har udløst alt dette, hvilket kun skræmmer mig endnu mere. Det hele startede da jeg afsluttede mit efterskole år (skole året 11/12).  I starten var jeg egentlig bare utrolig træt, og også en form for trist? uden rigtig at vide hvorfor, for jeg føler lidt at jeg ikke har noget at være trist over.. Måske bare tist over at jeg ikke længere skulle se alle de mennesker, som jeg ellers plejede at gå i skole - og bo sammen med i et helt år. Men efter jeg startede i 1. g gik det hele ellers kun ned ad bakke. Jeg begyndte at straffe mig selv for at være ked af det, faktisk gav jeg mig selv en lussing, hver gang jeg følte mig trist. Det udviklede sig dog til langt mere alvorlige ting, som at jeg begyndte at skære i mig selv, hver gang jeg var "upset", vred, skuffet, stresset eller ked af det.. Der skulle intet til, før jeg kunne finde på at gribe nåle og barberblade. Faktisk, hvis bare jeg havde mange afleveringer for og følte mig  presset, kunne jeg finde på at give mig til at græde og finde en skarp genstand. Sådan her har det forsat og nu går jeg altså i 2.g.. Også, har jeg oplevet at være så vred eller følsesmæssig overvældet at jeg kan finde på at sidde og slå mig selv. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men nogengang er det bare somom det er noget jeg gør uden rigtig at tænke over det.. jeg gør det bare.. som om det var en refleks jeg ikke selv kan styre. For 2 uger siden, kostede det mig da også et blå og hævet mærke under øjet. Her på det sidste er jeg så begyndt kun at tillade mig selv at spise 1 gang om dagen, jeg ender altid op med et kæmpe binge, og har utallige gange prøvet at  stikke en finger i halsen efterfølgende, men uden at kunne brække mig. Jeg har altså ALDRIG kastet op efter eg har spist, dette leder mig dog altså til at sidde med en kæmpe skyldfølelse. Jeg ved ikke længere hvad jeg skal gøre. Jeg kan ikke snakke med mine forældre, da vores forhold i forvejen er i stykker.. Den eneste der egentlig ved bare en lille brokdel af alt dette er min bedste veninde som bor en times kørsel fra mig.. Jeg føler ikke jeg kan snakke med nogen og stoler ikke på nogen her.. Den eneste jeg har tillid til er min gamle kontaktlærer fra efterskolen, som idag er min gymnastiktræning på et gl. elevhold, som jeg har gået på de sidste år.. Problemet er at jeg aldrig i mit liv, ville kunne få mig selv til at fortælle og involvere hende i alt dette, for jeg føler ikke det er nogens ansvar..

Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre længere..

Svar: 

Kære du

Det lyder til, at du har det frygteligt svært, og at du er meget ked af det. Jeg vil gøre mit aller bedste for at hjælpe dig. Problemerne du skriver om, er der desværre mange unge, der kan nikke genkendende til, når man har det rigtigt skidt, kan det godt medføre selvskadelige handlinger. Det er fint, at du skriver herind, for det er vigtigt at du får noget hjælp. Du beskriver din situation rigtigt godt, og det er både modigt og modent af dig at være så ærlig.

Når man er ked af det aller inderst inde, og ikke selv ved hvad følelsen skyldes, kan det at skade sig selv komme til at virke beroligende. For ved at påføre sig selv fysisk smerte, får man en reel grund til at være ked af det. På den måde bliver tristheden mere håndgribelig og forståelig, og det kan for en stund skabe orden i det følelsesmæssige kaos. På den måde kommer alle de triste følelser ud gennem smerten eller tårerne, og man får det bedre for en kort tid. Men dette er ikke konstruktivt i længden og det kan gå hen og blive direkte farligt for helbredet. Det er derfor meget vigigt, at du får snakket med en voksen om det. Som du skriver, er det ikke nogens ansvar, at du skærer i dig selv, men det er dit eget ansvar at få det bedre. Det er ikke din egen skyld, at du skærer i dig selv, for det er følelser og energier, som du ikke lige nu har muligheden for at styrre. Det aller bedste du kan gøre, er at tage ansvaret over dit eget liv og sørge for at få snakket med nogen om det. Du er jo allerede faktisk godt på vej ved at skrive herind. Hvis din efterskolelærer er hende, du har det allerbedst med af de voksne, så synes jeg bestemt, at det er hende du skal kontakte. Nogle gange er det en god ide at vende situationen om, for ville du ikke gerne selv hjælpe en der havde det svært og kom til dig? Du kan evt. starte med at skrive et brev til hende, hvis det er nemmere end
at tale direkte ansigt til ansigt. Hvis du gerne vil have hjælp hertil, kan du kontakte os på chatten. Den kan du finde HER.

Jeg kan godt forstå, hvis du bliver nervøs, og hvis du synes, at det er svært. Hvis dette er tilfældet, kan du i stedet kontakte din læge. Nogle gange er det nemlig nemmere, at tale med en man ikke kender personligt. Din læge vil kunne give dig en henvisning til psykolog, og dette tror jeg vil kunne hjælpe dig meget. Med hjælp fra en psykolog, kan du måske finde ud af, hvorfor du er ked af det, og så vil der være en god chance for, at du får det meget bedre. Det er ikke altid let selv at finde af, hvorfor man har det skidt, da det kan være mange forskellige ting, der spiller ind, og derfor er det godt at få talt med en anden.

Når man går alene med sine problemer, kan man nogle gange blive endnu mere ked af det. Hvis blot du får delt dine bekymringer med et andet menneske, tror jeg allerede der, at du vil føle dig lettere og måske finde større håb.   

Jeg håber at du kan bruge mine svar og håber alt det bedste for dig fremover.

Med venlig hilsen Malene.

Rådgiver har svaret på dette spørgsmål

© Copyright 2017 - Center for Digital Pædagogik

En del af: EU's Insafe- & Daphne program