Er jeg deprimeret?
brevkassespørgsmål
Er jeg deprimeret?
Kære brevkasse. Her på det sidste er jeg blevet rigtig skoletræt. Jeg er træt af lærerne, når de fortæller mig hvad jeg skal gøre og ikke gøre, jeg bliver sådan helt vred indeni. Jeg har ikke den store energi, og jeg har heller ikke det store behov for at være sammen med nogen efter skole. Tit kan jeg heller ikke overskue noget som helst. Jeg har ikke altid været så god til at snakke med mine plejeforældre, men på et tidspunkt blev jeg rimelig god til det. Men da min plejemor har fået en depression, sover hun altid når jeg kommer hjem fra skole, og så går jeg bare op på mit værelse og er der resten af dagen. Og hvis det endelig er, så er min bror tilstede eller min far, og jeg vil altså bare helst snakke med hende kun. Jeg er plejebarn og ser kun min rigtig far, da jeg er blevet frabedt at se min mor i teenage-årene. Dog har jeg nogenlunde kontakt til nogen af mine biologiske søskende. Som sagt har jeg en kæreste, som jeg holder meget af. Men da vi er nået til et vist punkt er jeg på p-piller nu. På en måned har jeg taget 2 kg på, og jeg er bange for at vægten vil stige og stige.. Jeg er så bange for at blive overvægtig, nærmest det værste der kan ske for mig, tænker jeg. Jeg er faktisk så bange, at jeg også bliver lidt vred på mig selv, fordi at jeg ved det er p-pillernes skyld, og hvis jeg stopper med at tage dem, kan jeg heller ikke dyrke sex med min kæreste længere. Jeg begynder også at overveje på om han er noget for mig længere, men jeg elsker ham bare stadig rigtig højt. Jeg føler heller ikke jeg kan "leve op til ham længere"... Han har nogle helt andre venner end mig, og jeg føler bare at jeg elsker ham, mere end han elsker mig. Jeg har også en bedste veninde, men har heller ikke det store overskud til at være sammen med hende efter skole eller noget. Her inden for de sidste 2 uger har jeg også haft nogle dage, hvor jeg pludselig er begyndt at græde uden at have nogen speciel årsag. Også hvis der er noget jeg ikke rigtig gider/ikke har energi til begynder jeg også at græde. Da mine plejeforældre godt ved jeg er ked af det her for tiden, og har set mine pludselige tårer-udbrud vil de jo selvfølgelig gerne vide hvad der er galt, men jeg kan bare ikke forklare dem noget, da jeg ikke ved hvad der skulle være galt. Nogen dage kan jeg også have det helt fint, og være "normal", men jeg kan ikke vågne op og sige at "det her bliver en god dag" -for pludselig kan det hele vende op og ned. Mine plejeforældre bliver rigtig sure, da de føler at jeg ikke vil fortælle dem noget. Det vil jeg gerne, men jeg KAN bare ikke. Jeg ved ikke hvad der er galt med mig. Jeg er så nedtrykt og ked af det. Jeg kan ikke finde hoved og ende i noget som helst. Håber på et svar hurtigst som muligt. Mvh. N
Svar:
Normal
0
21
false
false
false
DA
X-NONE
X-NONE
/* Style Definitions */
table.MsoNormalTable
{mso-style-name:"Tabel - Normal";
mso-tstyle-rowband-size:0;
mso-tstyle-colband-size:0;
mso-style-noshow:yes;
mso-style-priority:99;
mso-style-qformat:yes;
mso-style-parent:"";
mso-padding-alt:0cm 5.4pt 0cm 5.4pt;
mso-para-margin-top:0cm;
mso-para-margin-right:0cm;
mso-para-margin-bottom:10.0pt;
mso-para-margin-left:0cm;
line-height:115%;
mso-pagination:widow-orphan;
font-size:11.0pt;
font-family:"Calibri","sans-serif";
mso-ascii-font-family:Calibri;
mso-ascii-theme-font:minor-latin;
mso-fareast-font-family:"Times New Roman";
mso-fareast-theme-font:minor-fareast;
mso-hansi-font-family:Calibri;
mso-hansi-theme-font:minor-latin;}
Kære N.
Tak for dit brev.
Jeg kan godt forstå, at du er ked af det i øjeblikket og ikke har overskud til noget som helst. Du har mange ting at tænke på og forholde dig til lige nu. Alle disse ting presser dig og får dig til at blive trist og græde. Det er store ting at forholde sig til, når man er 15 år som du. Det er helt naturligt, at du reagerer, som du gør.
Det er fx naturligt at være træt, når man er i teenageårene. Hjernen udvikles og resten af kroppen forsøger at følge med. Dette fører til træthed hos mange unge. Når omverdenen så også stiller krav, som fx i 9.klasse, kan man godt føle sig meget træt og ugidelig. God kost og motion hjælper altid på humøret. Hvis man bruger kroppen på en god måde hver dag, hjælper det på humøret. Dette er videnskabeligt bevist.
Du skriver, at din plejemor er deprimeret. Dette må være svært for dig, da hun jo netop er den person, du har kunnet snakke med. Når man lider af en depression, har man bl.a. ikke overskud til at forholde sig til andre mennesker og da du jo har behov for at tale med din plejemor, står du pludselig alene med alle dine følelser og tanker. Dette kan være tungt at bære alene. Derfor er det vigtigt, at du får talt med nogen om dine problemer, så du ikke går rundt og bærer på dem helt alene. Det bliver din situation kun forværret af.
Du vil helst ikke tale med din plejefar eller bror om de ting, som bekymrer dig. Måske kan du komme i tanke om en anden voksen, som er god at tale med. Hvad med f.eks. at tale med en af dine lærere, som du har tillid til? Det kan også være, at din bedste veninde eller hendes forældre er gode at tale med. Du kan også prøve at tale med din kæreste om tingene. Måske er han rigtig god at tale med? Du finder kun ud af, hvem du kan tale med, ved at prøve at tale med folk.
Du er bekymret for din vægt i forbindelse med brugen af p-piller. Du skal ikke være bange for, at din vægt vil blive ved med at stige, når du bruger p-piller. Det er normalt, at man kan tage et par kilo på, når man begynder at bruge p-piller. Men hvis man spiser fornuftigt og får motion dagligt, ryger disse kilo af igen. Der findes jo også andre præventionsmidler end p-piller, ligesom der findes flere forskellige typer af p-piller. Jeg synes, du skulle tage en snak med din læge om det og evt. prøve et andet p-pille mærke.
Du skriver, at du ikke ved, om din kæreste er noget for dig, men at du stadig elsker ham meget højt. Hvis jeg var dig, ville jeg fortælle ham det og tale med ham om, hvad der bekymrer dig i forholdet. Ved at tale sammen om tingene, kommer man nærmere en fælles løsning og man får luftet sine bekymringer overfor hinanden. Det kan være værdifuldt. For det er jo slet ikke sikkert, at tingene er, som du går rundt og tror.
Det er naturligt, at når man går rundt og spekulerer meget over nogle problemer, kommer man i tanke om flere problemer og man kan til sidst ikke overskue dem. Prøv at skrive dine bekymringer ned. Så kan de virke mere overskuelige. Du kan også prøve at skrive dit bud på en løsning af problemerne. Måske kender du allerede selv svaret på, hvordan du bedst kan overskue dine problemer. Prøv at tænke over, hvilket af dine problemer, der fylder mest. Det er oftest sådan, at det største problem får andre problemer til at følge med, når man er trist og spekulerer over tingene.
Du oplever, at dine plejeforældre bliver sure, fordi du ikke kan tale med dem. Jeg tror mere, at de er bekymrede over, at de ikke kan få noget at vide af dig og at de derfor ikke kan hjælpe dig. Prøv at forklare dem, at du simpelthen ikke kan fortælle om det, fordi du har det så skidt. At du er bange for, at du måske lider af en depression.
Det, at man mangler energi, at man ikke orker at udføre de daglige opgaver så som skole, venner osv., kan være et tegn på en depression. Din læge vil kunne fortælle dig, hvor vidt du lider af en depression eller ej. Han stiller dig nogle særlige spørgsmål og finder ud af det på den måde. Husk, at en depression kan man komme ud af igen. Jeg synes, du skulle bestille en tid hos din læge snarest muligt, så du kan tale med ham om tingene og han kan finde ud af, om du lider af en depression.
Husk på, at vejen til at få det godt igen starter hos dig selv. Du skal selv tage det første skridt i retning af at få talt med nogen om, hvordan du har det. Det er vigtigt, at du tager dig selv og din situation alvorligt og får talt med din læge, så han kan finde ud af, om du lider af en depression. Hvis du lider af en depression, findes der forskellige behandlingsmuligheder. Det er vigtigt, at man tager en depression alvorligt og lader sig behandle i tide. Så undgår man nemlig, at depressionen udvikler sig og bliver sværere at behandle.
Jeg er helt overbevist om, at du med tiden vil få det bedre og ikke længere vil være træt og græde. Lige nu er det sværeste tidspunkt for dig, for det er nu, du skal tage det første skridt i retning af at få det bedre. Det første skridt er altid det sværeste, men du kan sagtens komme videre med dit liv på en positiv måde.
Jeg ønsker dig alt muligt held og lykke fremover
Mange hilsner
Linda
Relateret indhold
hjælp
hej jeg har et KÆMPE problem mine forældre slår og skæller mig ud hele tiden og kalder mig en møg ungen også selv om jeg gør hvad de ber om så er det bare ikke godt nok og jeg bliver mere og mere indafvent og jeg snakker ikke med mine venner og veninder mer jeg er ikke den samme som jeg var...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
0
vil tabe mig
hej jeg en pige på 10 år vejer 30 kg og vil gerne tabe mig syntes jeg for tyk mit opholdsted er siger heletiden de bekymre for mig og mener jeg for tynd men jeg syntes jeg fed de snakker heletiden om at få mig indlagt og af den grund har de fjernet mit samvær med min mor forde de mener de skal...
Kathrine fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
Alting er så uoverskueligt !
Hej, Jeg er ikke selv helt klar over hvor jeg skal starte, mit liv har været MEGET kaotisk, og jeg er flyttet, 37 gange siden jeg var 2 år. (en oplysning jeg har fra mor). Min mor er 15 år da hun får mig, da hun er 16 år får hun min skønne lille søster, og igen da hun er 17 år føder hun min...
Rådgiver fra Cyberhus har svaret på dette spørgsmål
har svaret på dette spørgsmål
