Er jeg deprimeret?

brevkassespørgsmål

Er jeg deprimeret?

Hej. Er en pige på 12 år.. Har i lang tid haft det skidt, hvis jeg skal være ærlig. Enten er jeg ked af det, eller også er jeg ligeglad. Plejede før i tiden at være den meget aktive i timerne, men nu har jeg fået rigtig svært ved at koncentrere mig. Bliver næsten altid nødt til at spørge læreren en ekstra gang om hvad det var man skulle. Mine karakterer er også faldet en smule. Og så har jeg også rigtig svært ved at falde i søvn. Enten er det fordi jeg bare ikke kan sove til at starte med, eller også falder jeg i søvn og vågner midt på natten og kan derefter ikke falde i søvn igen. Mange gange fanger jeg migselv i at sidde og stirre ud i luften og lave ingenting. Det meste af tiden tænker jeg bare. Jeg har altid været irriteret over min krop og udseende. Bogstaveligt talt er det eneste jeg kan lide ved mig selv mit hår. Det gælder også personligheden. Hader også min personlighed. Altså hvis man overhovedet kan sige at jeg har sådan en. Er den pige der bliver genert når man skal tale med nye mennesker. Og jeg har aldrig mine egne meninger om noget. Følger altid bare med strømmen. Og det hader jeg. Men jeg har faktisk først for et halvt år siden blevet rigtig gode veninder med en pige fra min klasse. Og jeg er nok bange for at miste hende, så når jeg bliver sur på hende, skjuler jeg det. Det hader jeg også. Så ja, bogstaveligt talt er det eneste jeg kan lide ved migselv mit hår. Sidste uge opdagede min mor at jeg cuttede. Det har self. bare gjort det hele værre, så lige nu kan jeg bedst lide at være i skole. Der kan jeg skabe en facade om at jeg har det godt og er glad, som jeg nogengange selv kommer til at tro på. Så snart jeg kommer hjem føles det virkelig bare som et sort hul jeg ryger ned i. Jeg laver ikke noget. Og det er faktisk lang tid siden jeg har været rigtig glad. Har søgt på nettet et par gange om symptomer på at man er deprimeret. Og det skræmmer mig, at jeg faktisk har mange af de symptomer. Men er jeg ikke for lille til at være deprimeret? Der er mennesker med langt større problemer end mig, som har meget mere grund til at være deprimeret, hvis man kan sige det sådan. Jeg ved virkelig ikke hvad der sker for mig. Har også kæmpet en del med selvmordstanker. Det eneste der holder mig tilbage, er min familie. Oplever også som jeg sagde, også at jeg er ked af det stort set hele tiden. Uden at vide hvorfor. En morgen vågnede jeg, og jeg græd, og græd og græd. Da mine forældre spurgte ind til det, sagde jeg bare at jeg havde voldsomt ondt i maven. De sagde at jeg alligevel skulle i skole, da jeg har ret mange fraværsdage. Fik tørret øjnene og kom afsted. Men da vi endelig kom derud, så kom tårene bare væltende igen. Jeg hader når folk ser mig græde, og nægtede derfor at komme ud af bilen. Så min far var nødt til at køre mig hjem igen. Nogengange i skolen går jeg også ud på toilettet for bare at græde. I sidste uge pjækkede jeg. Kan godt se at det tyder meget på en depression, men det tror jeg virkelig bare ikke. Som sagt er jeg kun 12 år. Og det er normalt kun hos voksne man ser depressioner, ikke? Men vil gerne vide hvad det så kan være? Hvad er der galt med mig?

Svar:

Hej med dig,

Det lyder som om, at der er meget, som fylder for dig lige nu. Og derfor er det godt, du har skrevet herind for at få råd - det kan være et skridt i den rigtige retning at tale med andre om det, som føles svært. Du stiller spørgsmålet, om kun voksne kan få depressioner. Her er er det klare svar, at det ikke er tilfældet, og at børn og unge også kan rammes.
Du spørger også, om der er noget galt med dig. Hertil vil jeg også give dig et klart svar i forhold til, at der ikke er noget galt med dig. Og jeg tror, at det bedste, du kan gøre er at være bedre mod dig selv ved at se mere realistisk (og positivt) på det unikke menneske, du er: Du har også rigtig mange gode sider, selvom du måske ikke synes, du kan få øje på dem.

Desværre har de fleste mennesker en tendens til at behandle dem selv dårligt, tænke grimt om dem selv og dermed glemme alle deres gode sider. De er meget hårdere mod dem selv, end de nogen sinde ville være mod andre. Du skriver, at du hader din personlighed, og at det eneste, du kan lide ved dig selv, er dit hår. Kunne du forestille dig at mene eller sige sådanne negative ting til andre end dig selv? For jeg tænker, at ingen fortjener at blive talt så grimt om - heller ikke dig. Derfor er mit råd, at du stopper op, når du får de her negative tanker og spørger dig selv om, at hvis du aldrig ville sige de her tanker til din veninde eller en ven, hvordan kan det så være, du siger dem til dig selv og behandler dig dårligt på den måde? Det fortjener ingen, og du er mindst ligeså god som dine skolekammerater, dine vennner og alle andre mennesker - du fortjener altså bedre end disse grimme tanker. Envidere kan du spørge dig selv om, om de har tanker om dig selv virkelig er realistiske? Jeg ved godt, det kan føles sådan, at det eneste, du kan lide ved dig selv, er dit hår. Men er det nu det eneste fantastiske ved dig? Det kan jeg have meget svært ved at tro på, da jeg ikke kender nogen mennesker, der kun har en god egenskab som eksempelvis deres hår.

Desuden stiller du spørgsmålet, om du er deprimeret, og jeg er desværre ikke i stand til at svare dig på det og dermed stille en diagnose. Når det så er sagt, skriver du, at du ikke kan sove om natten, at du føler dig i et sort hul, har selvmordstanker, koncentrationsesbesvær og så videre - hvor disse, som du selv skriver, godt kan pege mod en depression. Alligevel vil jeg fremhæve, at de fleste mennesker oplever svære perioder i deres liv med manglende søvn og livslyst, uden de nødvendigvis har en depression, men de har blot en kortvarig, dårlig periode i deres liv, hvor de ikke føler sig glade. Jeg vil dog understrege, at din situation lyder til at være meget alvorlig og noget, som bør tages hånd om.

Manglende livslyst og lysten til selvmord samt cutting er noget, som jeg vil anbefale, at du får hjælp til. Derfor er mit råd, efter at have læst om, hvordan du har det, at du går ned til din læge og fortæller ham eller hende, hvordan du føler. Kunne du forestille dig at bestille en tid og fortælle, hvordan du har det, som du netop har skrevet det her i brevkassen? For ud fra dette, vil din læge kunne svare på, om du er deprimeret og sandsynligvis vil han eller hun kunne hjælpe dig yderligere. Husk på, at du ikke er den første, der kommer ind og fortæller om sådanne ting til lægen, og at vedkommende igennem tiden har haft mange klienter og dermed ved, hvordan du kan hjælpes. Du skriver også, at din familie holder dig oppe. Kunne du eventuelt forestille dig at tale med én i din familie, som du føler dig rigtig tryg ved, om, hvordan du faktisk går og har det rigtig svært lige nu? Her kunne der også med sandsynlighed være hjælp for dig at hente.

Jeg håber, at det var et ok svar og ønsker dig alt det bedste. Du er naturligvis altid velkommen til at skrive herind igen.

Dbh,
Nettie.

Nettie har svaret på dette spørgsmål