Er jeg blevet fuldstændig skør?
Er jeg blevet fuldstændig skør?
Kære brevkasse.
Jeg skriver fordi at jeg er nået til et punkt hvor jeg har brug for at lette mit hjerte, det er omkring en hel masse ting som jeg aldrig har snakket om, til nogen. Det fylder dog mere og mere, efterhånden så meget at jeg ikke kan overskue hverdagen længere.
Jeg flyttede for tre år siden, til Jylland fra Fyn med min daværende kæreste. Hun skulle studere og jeg havde fundet mig et arbejde. Det hele går rigtig godt, indtil jeg en dag opdager hende i at have en affære med en medstuderende. Jeg afslutter naturligvis vores seks år lange forhold på stedet, men da hun ejede lejligheden, endte jeg på gaden et halvt års tid, hvor jeg fik dagen til at gå på arbejdet, med en masse ekstra vagter, mens jeg havde adresse hos en kollega.
Efter et halvt år, møder jeg min kone, det er som kærlighed ved første blik, vi finder og flytter sammen næsten ligeså hurtigt som vi mødte hinanden. Jeg opdager dog igen at nu min kone har en affære, med en mand med samme fornavn som min eks kæreste havde været med utro med. Denne gang ramte det mig noget hårdt, jeg havde jo fortalt min kone omkring min fortid, og hun kvittere af mig at byde mig præcis samme ting. Min kone vælger dog mig, og efter lidt tid, vælger jeg at tilgive hende. Vi finder en anden lejlighed som vi flytter ind i, for at starte på en frisk. Det hele er osse rigtig dejligt, i starten. Efter lidt tid begynder skænderierne at komme, det bliver mere og mere voldsomt. Al min selvtillid forsvinder samt al mit overskud, jeg mister både lysten og interessen for mit arbejde, dog passer jeg det stadigvæk, også den dag i dag.
Vores tosomhed, er blevet til to ensomme sjæle under samme tag, hun har med tiden mistet kontakten til hendes veninder, og da jeg kommer fra et sted hvor jeg ingen familie har tilbage, og jeg kender ikke mange andre end kollegaer, er min kontakt til omverdenen osse en del begrænset. Vi skændes stadig flere gange i ugen. Jeg kigger på hende hver gang vi skændes, siger at jeg ikke kan vores forhold længere og at jeg vil have mit eget sted. Men jeg kan ikke få mig selv til at gå, eller forlade hende. Jeg føler mig ikke hjemme nogen steder, og jeg ved ikke hvor jeg skal tage hen. Jeg ved at jeg elsker hende overalt på hele jorden, men jeg ved ikke om det efterhånden kan være nok til at forblive gift. Jeg sidder med en mærkelig følelse af hjemve uden at ane hvor jeg hører til, er jeg ved at blive skør?
Hej med dig
Nej, jeg tror ikke du er ved at blive skør. Jeg tænker at det du oplever faktisk er en meget naturlig og måske også meget sund reaktion på de oplevelser du har haft med din eks, og nu din kone.
Når vi indgår i et forhold med den forventning om at vi skal være loyale og tro mod hinanden (det lyder ikke som om hverken dit forhold til din eks eller din kone var aftalt som åbne forhold, hver der var plads til at være sammen med andre?) er det helt naturligt at vi bliver meget usikre på os selv. At vi kommer til at tvivle på os selv...hvem vi er.
Jeg tænker at du og din kone måske skal overveje at få noget hjælp til at kommunikere. Jeg tænker det er meget normalt at man kan diskutere og skændes ind imellem. Men flere gange om ugen giver sjældent god energi til et forhold, og det lyder også som om du oplever, at jeres forhold nu er gået i hårdknude. Og så kan det ofte hjælpe, at se både sig selv og forholdet på nye måder.
Selv om jeres forhold ikke virker til at være godt lige nu, kan det godt blive det igen. Første skridt er at træffe belsutningen. Vil du satse på jeres forhold, eller er det nu du siger stop?
Hvis du elsker din kone, giver det måske meget god mening at give det hele en chance mere. Og i så fald kan det måske være godt at få noget hjælp til at arbejde videre, for det lyder som om du og din kone, selv er løbet tør for løsninger. I første omgang tænker jeg at det er vigtigt at I får nogle andre redskaber til at kommunikere, da det i gør lige nu tydeligt ikke fungerer. Jeg ville klart anbefale at i sammen taler med en professionel der arbejder med parforhold og kommunikation.
Tænk dit forhold til dine kone som du tænker om alt muligt andet i livet der skal holdes ved lige. Hvis du har ondt i benet vil du formodentlig gå til lægen, og hvis strømmen i lejligheden ikke virker vil du nok ringe til en elektriker. Et forhold er ikke noget der bare fungerer af sig selv. Det skal vedligeholdes og ind imellem også repareres. Og det kan godt kræve fagfolk. Særligt hvis forholdet er gået i hårdknude som jeres lyder til at være. Der findes masser af muligheder. Parterapeuter, psykologer, coaches, sexologer er bare nogle af mulighederne.
Jeg kan selvfølgelig ikke sige om det er det rigtige for dig og for jeres forhold. Jeg tænker blot at det lyder som om både du og din kone har brug for hjælp til at skabe en positiv ændring.
Men om det bliver med hjælp eller uden tænker jeg at du bliver nødt til at snakke med din kone om præcis hvad det er for nogle tanker du gør dig lige nu. Hvad det er du oplever når I skændes og når I sidder som to ensomme sjæle. Fortæl at du elsker hende, og at du har brug for at der skal ske noget andet for I kan fastholde jeres kærlighed og skabe en positiv ændring for jeres forhold...hvis altså det er det du ønsker.
Om I skal have hjælp, er selvfølgelig noget I skal være enige om. Men hvis du kan se at det kunne give mening kan du jo overveje at bringe det op som en mulighed.
Måske kan du overveje at skrive et brev til din kone med alle dine tanker. Fordelen ved et brev, er at man har godt tid til at formulere og blive klar på hvad det egentlig er man vil sige. Dernæst får man mulighed for at få ALT ud på en gang uden at blive afbrudt og at det ud i en diskussion, som det lyder til ofte sker for jer.
Jeg håber det bedste for dig
Niels-Christian