Hej med dig...

Jeg synes det er rigtig godt, at du får skrevet dine tanker og følelser ned og, at du prøver at sende det ind til brevkassen her. Jeg tror nemlig du har fat i noget omkring det her med at få talt om dine problemer. Jeg vil i hvert fald gerne prøve at give dig nogle tanker og ideer, som måske kan hjælpe dig lidt på vej.

Og selvom livet ikke altid er så nemt og at man kan blive ked af det i perioder, så tror jeg det er super vigtigt, at du kigger på hvorfor det kan være og hvad du kan gøre for at blive lidt mere glad. Og det gør du nu og det er stærkt.

Jeg synes der er to ting i dit spørgsmål.. det her med skilsmissen og det med venskaber, så jeg prøver at skrive lidt om begge ting og så til sidst kigger lidt på, om de to ting kan hænge sammen, men lad os starte med skilsmissen og dit forhold til din mor og far, fordi det lyder til at det er det som fylder mest lige nu.

En skilsmisse er altid en hård og svær ting, for både forældrene og børnene. Og tit er det desværre sådan, at en far og mor der går fra hinanden, kan have svært ved at snakke rigtig godt sammen og der kan tit være misforståelser og sårede følelser, som kan gå ud over børnene, og det er slet ikke nemt for dig, at være midt i det.

For det første er det helt naturligt at blive ked af det inden i, når ens far og mor bliver skilt, simpelthen fordi noget trygt og godt ændrer sig, og man kan savne det gamle og det nye føles sommetider ikke lige så godt. Det kan tage lnag tid, at få brikkerne på plads igen, så det føles rart.

Det kan også tage lang tid for forældrene, og sommetider kan en af dem være rigtig ked af det i lang tid, og det påvirker jo også stemningen og forholdet til dig. Måske har både dig og din mor været ked af det og måske er det derfor det er lidt svært imellem jer lige nu?

Og så er der det der med at få snakket om de følelser og støtte hinanden i det. Du skriver, at du og din mor ikke rigtig snakker sammen mere og måske er du irriteret på hende fordi alle de her følelser aldrig rigtig er blevet snakket om? I hvert fald kan de godt vokse inden i, hvis man går rundt med det alene inden i og langsomt kan det blive sværere og sværere at være sammen.

Det er lidt det samme du skriver om din far, at han ikke rigtig har taget dine følelser alvorligt og at han mere er blevet vred end måske at lytte og respektere at du er ked af det.

Skilmissen er en ting, men det falder også sammen med at det hele er sket i en periode, hvor du var ved at blive voksen og det er slet ikke en nem periode i sig selv. Så lægger man de to ting sammen, så kan jeg sagtens forstå, at det har været en svær periode, som har vokset inden i dig og gjort dig ked af det.

Når jeg læser dit brev, så får jeg en fornemmelse af to ting.. 1. At du faktisk gerne ville have at de snakkede mere direkte til dig, og at du gerne ville have, at I kunne snakke mere om de følelser der er inden i dig... 2. Jeg fornemmer også, at du er en stærk pige, som godt vil kunne gøre det og at du har evnen til at gøre det på en god måde. Jeg synes du kan bruge dit brev her til noget. Prøv at vise dem det og skriv måske at du godt kunne tænke dig at I snakkede lidt mere om det? Du er rigtig rigtig god til at beskrive dine tanker og følelser her og måske kunne det så være nemmere at snakke om bagefter?

Ud fra det du beskriver, så lyder det også lidt til, at din far og mor måske ville blive glade for at du åbner døren, fordi de vil helt sikkert også gerne se deres datter mere glad.:)

Og så omkring dine veninder, så tænker jeg også 2 ting..

For det første lyder det til at du er en god veninde, som gør en masse for at et venskab skal være. Og jeg er ret sikker på, at du vil opleve nye venskaber og måske har du stadig et par af de gamle som du nyder?Det er i hvert fald helt normalt at miste venner efter 9 klasse. For det første skal man i gang med forskellige ting, møder nye mennesker og får nye interesser og for det andet, så er det tit sådan, at når man bliver voksen, så har man ikke så mange venner som man havde i folkeskolen. Og det kan godt være en lidt svær overgang, fordi man tror at man skal have helt vildt mange venner for at være lykkelig. Jeg tror mange oplever, at der vokser nye venskaber frem omkring din alder og at det måske tager lidt længere tid, men at det kan gå hen og blive nogle lidt stærkere venskaber.

Så jeg synes ikke du skal miste modet, men i stedet for blive ved med at være den du er og være nysgerrig på at møde nye mennesker og se om der ikke blomstrer nye venskaber op i den kommende tid.

Du skriver at du godt kan få følelsen af at være ensom og trist, og måske skyldes det alt det her med dine forældre og så at du er lidt i en overgangsperiode omkring venskaber. Selvom ens forældre jo ikke er ens venner, kan problemer derhjemme, godt få den ensomhedsfølelse til at blive større, fordi man ikke har den samme tæthed og støtte som man havde tidligere, og det kan give èn en følelse af at stå lidt alene.

Så hvis du prøver at få snakket med dine forældre og måske mærker, at I stadig har et sammenhold og kærlighed mellem jer (og det tror jeg I har), så kan det godt have en positiv effekt for ensomhedsfølelsen. Så på den måde tror jeg det kan hænge sammen.

Nu kender jeg jo ikke dit liv nu, men jeg tror det kunne være en rigtig god ide at få snakket mere om det og jeg synes du (udover dine forældre) kan prøve forskellige ting. Har du stadig en venveninde som du har det godt med? Hvis ja, så prøv at få snakket med den person. Men jeg synes også du skal prøve chatten her i Cyberhus, fordi her sidder der voksne som både vil lytte og prøve at hjælpe og sammen kan I finde frem til ting og sager der mere konkret kan gøre en forskel for dig.

Og en sidste ting du kan overveje er, at få lavet noget aktivt i din hverdag som giver overskud og måske en sjov måde at være sammen med andre unge. Jeg tænker på noget idræt du synes er sjovt, musik, kor eller hvad du nu godt kan lide.. Når tingene er svære og man er ked af det inden i, så skal man både prøve at gøre noget ved det, som du gør, men man skal også prøve at få noget positiv energi ind på kontoen. Det giver nemlig energi til at klare de svære ting.:)

Jeg håber alt det bedste for dig og at nogle af mine tanker giver mening for dig

Venlig hilsen

Erroll